På en god dag kan Linda sidde ved pc'en i to gange 45 minutter

For lidt over tre år siden talte jeg med Linda første gang. Dengang vidste hun endnu ikke, at hun i to omgange ville få afslag på få anerkendt sin psykiske arbejdsskade. Interviewet med mig udmattede hende så meget, at hun måtte sove flere timer bagefter og i øvrigt holde kalenderen fri resten af ugen.

Nu kan hun på gode dage sidde ved computeren og skrive to gange tre kvarter om dagen. Hun skriver en blog om stress og laver podcasts under overskriften ’samtaler om stress’. Hun ville ønske, hun kunne klare længere tid, for hun har så meget på hjerte. Hun vil gerne skrive en bog om, hvor stor skade en psykisk arbejdsskade kan forvolde, og hun vil gerne fortælle sin egen historie.

Historien om den dag hun efter lang tids arbejdspres bare ikke kunne mere. Og om alt det op til og alt det bagefter – alle hendes mén og alle ’kampene med systemet’.

Det var lægen, der trak i bremsen og sendte Linda hjem. Linda arbejdede på et stort it-projekt, ofte med arbejdsuger på 70 timer. Hendes hænder rystede, hun havde krampe i kæben, var svimmel, havde hovedpine og tinnitus. Om natten havde hun ikke lukket et øje.

Lægen skulle egentlig også have anmeldt hendes arbejdsskade. Det har lægen faktisk pligt til. Men det vidste Linda ikke og havde overhovedet ikke overskuddet til det selv – og det havde end ikke strejfet hende, at det var en mulighed.

”På det tidspunkt, handlede det bare om at finde kræfterne til at komme ud af sengen,” som hun siger.

Det var først, da kommunen efter et stykke tid varslede, at man ikke længere ville udbetale sygedagpenge til hende, at hun fandt ud af, at hvis hun havde anmeldt sit stressnedbrud som en arbejdsskade, kunne kommunen muligvis ikke have stoppet udbetalingen. Hun klagede over kommunens afgørelse og fik medhold.

Hun fik så også lægen til at anmelde sin arbejdsskade. Det var i juni 2015, trekvart år efter hun var blevet sygemeldt. Hun havde fået psykologens, flere psykiateres og arbejdsmedicinsk kliniks ord for, at hendes stresssygdom udelukkende er arbejdsbetinget. Det havde hun, fordi kommunen og pensionskassen i flere omgange har bedt om en udredning af hende.

I dag er hun selvstændig for at slippe for presset fra kommunen med arbejdsprøvning, udredninger og kampen om sygedagpenge. Hun arbejder max 12 timer om ugen.

”Det er utroligt opslidende og nedbrydende at være i rollen som sygemeldt og uarbejdsdygtig. Du bliver simpelthen behandlet som det laveste i samfundet,” siger hun.

Og hun havde aldrig nogensinde forestillet sig, at hun ville havne i den situation.

”Jeg har arbejdet siden, jeg var 12 år. Jeg har aldrig været arbejdsløs, og jeg tænkte, at jeg aldrig ville ende i ’systemet’, for jeg kunne altid finde et arbejde. Og så lige pludselig kunne jeg ingenting.”

Det kan hun heldigvis i dag. Ud over blogindlæg og podcasts og har hun nogle klienter i stressbehandling og underviser i yoga. Men hun har svært ved at læse, og kan overhovedet ikke klare den slags opgaver, som hun tidligere kunne, hvor hun har brug for sine kognitive evner. Derfor har Linda lige sendt en ansøgning til pensionskassen om at få bevilget sin tredje midlertidige invalidepension.

Endnu et afslag

Det tog knap et år, før Linda fik sit første afslag på at få anerkendt sin arbejdsskade hos Arbejdsmarkedets Erhvervssikring – den daværende Arbejdsskadestyrelse. Det var lige efter, at Djøfbladet talte med hende første gang.

Sammen med Djøf ankede hun sagen. Da jeg ringede for at høre, om hun ville fortælle om, hvordan det var gået siden sidst, kunne hun ikke huske, hvad udfaldet var blevet. Hun skrev til mig lidt efter – hendes mand havde lyttet med i baggrunden, og han kunne minde hende om, at hun også havde fået afslag på en anerkendelse af sin arbejdsskade anden gang. Det var i december 2016.

Dengang havde hun meget svært ved at overskue noget som helst – og huske.  Og så har hun nok også fortrængt en del af det, siger hun. For hver gang hun er blevet mødt med myndighedskrav og dokumentationskrav, er hun blevet sat to til tre måneder tilbage, fordi det er så opslidende.

Ellers oplever hun, at det går støt fremad. Og som hun siger.

”Jeg har aldrig været i tvivl om, at der er håb i sigte.”

Når jeg spørger ind til hendes afslag fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, kan hun godt huske det nu. Godt hjulpet på vej af alle de dokumenter, hun har i E-boks. Hvis du er interesseret, kan du læse begrundelsen for, at hun fik ikke fik anerkendt sin arbejdsskade i boksen herunder.

Lindas reaktion på afslaget

Linda var forberedt på, at hun måske nok ville få afslag på anerkendelse af sin arbejdsskade, men alligevel fatter hun det ikke.

”Jeg synes, det er latterligt. Det er det første ord, der kommer til mig. Jeg ved, godt, at det ikke er særlig sagligt sagt. Og jeg blev også advaret af en venlig læge fra arbejdsmiljømedicinsk klinik, der sagde: ’Du skal vide, at jeg fuldt ud anerkender, at det er dit arbejde, der er skyld i dine skader, men der er en meget stor risiko for, at du ikke får noget ud af at anmelde det’.”

Hun fortæller, at lægen bare ville skåne hende, for lægens erfaring var, at ingen får anerkendt deres psykiske arbejdsskade, og det i det hele taget kan være en hård kamp at tage for én, der i forvejen har det skidt. Men at hun også syntes, det var så horribelt at se, hvordan Linda havde det, at hun anmeldte hendes arbejdsplads til Arbejdstilsynet.

Men trods lægens råd valgte Linda altså at anmelde sin arbejdsskade. Først og fremmest på grund af det med dagpengene, og fordi hun måske kunne få et økonomisk plaster på såret i form af en erstatning - men ikke mindst af principielle årsager og for hendes kollegaers skyld. Flere af dem blev også sygemeldt med stress.

”Ja, for at få slået fast, at når en medarbejder får en masse mén og bliver uarbejdsdygtige i lang tid på grund af et enormt arbejdspres, skal arbejdspladsen straffes – ellers ændrer de sikkert ikke noget. En arbejdsplads vil nok finde ud af, at det ikke er en god idé at bede sine medarbejdere om at løfte 100 kilo 20 gange om dagen, hvis de får en bøde for det.”

Men dét eksempel handler dog om fysiske arbejdsskader, som i langt højere grad bliver anderkendt, siger Linda.

”Jeg har ikke hørt om nogen, der har vundet en psykisk arbejdsskadesag. Og så er der jo ikke noget incitament hos arbejdspladsen til at gøre noget anderledes. Derfor synes jeg, at systemet er latterligt. Hvorfor han man så overhovedet muligheden for at anmelde det?,” spørger hun.