Offentlig vs. privat

Juristbrødre, som aldrig ville bytte job

19-03-2019
10 min.

Mens idealismen fylder mere for Christian Aarestrup Vind, så er det især de konkrete problemstillinger, der driver Mogens Aarestrup Vind.

Foto: Jonas Pryner

De er vokset op under samme tag. De tog den samme uddannelse. Men hvor den ene gjorde karriere i det private, valgte den anden det offentlige. Her fortæller juristerne Mogens og Christian Aarestrup Vind, hvorfor de aldrig kunne drømme om at bytte.

Christian Aarestrup Vind har et lille ritual, han udfører, når han starter med at undervise et nyt hold jurastuderende i forvaltningsret på Københavns Universitet.

”Jeg plejer altid at spørge de studerende, hvor de vil arbejde. Hvor mange vil være advokater, og hvor mange vil arbejde i det offentlige? Jeg har lige startet et nyt hold op. To ud af 30 rakte hånden op, da jeg spurgte, om de ville arbejde i det offentlige.”

Undervisningstjansen er et bijob. Til hverdag arbejder den 37-årige jurist netop i det offentlige som teamleder i Miljø- og Fødevareministeriet – og han har flere gange været ude for, at de studerende senere i undervisningsforløbet har givet ham et bagvendt kompliment a la ”vi vidste ikke, der var kompetente mennesker i det offentlige.”

”Den holdning møder jeg nogle gange: At man da kun kan arbejde i det offentlige, hvis man ikke bliver advokat. Det må ligesom være andenvalget. Der er da ingen, der bevidst kan vælge det som karrierevej.”

Når Christian har valgt at undervise ved siden af sit almindelige arbejde, er det bl.a., fordi han vil nedbryde den slags fordomme. Og fordi han vil vise, at der er ting, man kun kan opnå, og fingeraftryk man kun kan sætte, i det offentlige.

Hvad det er, vender vi tilbage til. I første omgang skal det handle om ’førstevalget’ for de fleste af hans studerende, karrieren i det private. Den kender Christian Aarestrup Vind også en del til. Det er nemlig den, hans storebror har valgt.

Hos storebror

Mogens Aarestrup Vind er et hoved lavere og syv år ældre end sin lillebror.

De to brødre sidder ved siden af hinanden ved et stort mødebord i et eksklusivt indrettet kontor på fjerde sal i den pæne ende af Strøget i København. Lokalerne tilhører Gefion Insurance, hvor Mogens arbejder som Chief Legal Officer. Ved siden af det er han også partner i et mindre advokatfirma, Askerud & Partners. 

Vi sidder her for at snakke om forskellen på at arbejde i det offentlige og det private – og om hvorfor to brødre, der har læst det samme og på mange måder har fulgt samme livsbane, har valgt forskellige karriereveje.

Bortset fra et par måneder som sommerfuldmægtig i Justitsministeriet har Mogens altid arbejdet som advokat i det private.

”Jeg elsker rollen som rådgiver. Jeg kan godt lide, at jeg som advokat hjælper klienter med konkrete, ofte vanskelige problemstillinger. Og at jeg tit står med sager, som ikke bare kræver solide juridiske evner, men også indgående kendskab til forretningen, når der skal findes en konkret løsning. Så jeg er mere problemløseren. Det er også derfor, at jeg har altid en holdning om alt…”

”Det har du,” siger hans lillebror.

Ser man på indretningen af de to brødres arbejdspladser, lever de fint op til de fordomme, man kunne have om forskellen på det offentlige og det private. Ikke at Christians kontor på Slotsholmen på nogen måde er skrabet – alt ser bare lidt dyrere ud hos Gefion Insurance, hvor væggene er beklædt med mørkt træ, kaffen brygges på et rumskib af en espressomaskine, og fredagsbaren udgøres af en god flaske bourgogne fra vinkøleskabet.

Ser man på brødrenes påklædning, lever den ikke op til fordommene – såfremt man skulle have en fordom om, at dresscoden er mere fodformet i det offentlige. Jakkesættet sidder skarpest på manden fra Miljø- og Fødevareministeriet.

Hvor stor forskel er der på jeres løn?

”Jeg kan i hvert fald sige, at den er for stor,” siger Christian.

”Jeg får løn som fortjent,” griner Mogens. ”Altså, nu har jeg også syv års erfaring mere end dig. Men selv hvis jeg var på dit niveau, så ville jeg nok få det dobbelte i det private hos et af de større advokatfirmaer.”

”Men så får du noget andet inde hos os,” siger Christian. ”Du får et job med samfundsindflydelse, og rent praktisk får du en lidt større fleksibilitet, end der traditionelt er i advokatbranchen. Det er ok at gå tidligt, hvis du skal hente børn. Det betyder så ikke, at du ikke skal arbejde, når du kommer hjem.”

De to brødre arbejder nogenlunde lige meget. Ofte over 60 timer om ugen.

”Det er faktisk noget, der har undret mig: Hvor meget man egentlig arbejder i det offentlige, sammenlignet med hvor meget jeg arbejder i det private,” siger Mogens. ”Og hvis jeg så sammenholder det med lønnen, så…”

”Det er jo, fordi det er noget andet, der driver mange i det offentlige. Det er ikke lønnen,” siger Christian.

To ud af 30 rakte hånden op, da jeg spurgte, om de ville arbejde i det offentlige.

Christian Aarestrup Vind
Mogens’ vej til det private

Det var nu heller ikke lønnen, der drev Mogens ind på jurastudiet i Aarhus og herfra videre til en karriere i det private.

Som ung var han i tvivl om, hvad han skulle læse. Han havde taget matematisk studentereksamen og var glad for at nørde med tal. Det sidste kom ikke fra fremmede. Deres forældre er begge bankuddannede – moren havde dog altid haft en drøm om at blive jurist.

”Jeg endte med at vælge jura, og jeg har aldrig siden fortrudt mit valg. Systematikken og forståelsen for den juridiske metode tiltalte mig fra første dag.”

Et studiejob hos Kromann Reumert i Aarhus åbnede for alvor Mogens’ øjne for karrierevejen som problemknuser i advokatbranchen.

”Jeg fik lov til at arbejde med EU-ret, som var noget af det, jeg var rigtig begejstret for, også på studiet. Efter det har jeg egentlig aldrig kigget mig tilbage og orienteret mig mod det offentlige.”

Han fik job som advokatfuldmægtig, knoklede igennem, steg i graderne og nød det kick, det gav, når en klient ringede og havde brug for hjælp nu og her. Og i takt med, at Mogens fordybede sig i EU-konkurrenceretten, og sagerne blev mere og mere komplekse, var der ikke mange andre end ham, der kunne give rådene.

”Jeg har siddet på et meget specialiseret område i mange år. Det er spidsen af en jetjager, jeg rådgiver om. Og det er der ikke ret mange, der kan, og derfor får du selvfølgelig en høj betaling for det. Men det er også højt profilerede sager, som kan koste klienter mange penge – eller dårligt omdømme – hvis de taber.”

Fra sidelinjen kunne Mogens’ lillebror følge med i hans studie- og karrierevalg og tage noter.

”Jeg har altid set meget op til min storebror. Han er syv år ældre end mig og har været et forbillede på mange måder,” siger Christian Aarestrup Vind.

Så Christian valgte også at læse jura. Men hans karrieremål var et helt andet.

De store aftryk

”Jeg var måske lidt mere idealistisk end min storebror,” siger Christian.

”Jeg vil gerne gøre en forskel, ikke? I advokatbranchen er der fokus på én klients interesser i en bestemt sag. I det offentlige handler det om noget mere og noget større, hvilket i mit tilfælde er blevet det, jeg altid har interesseret mig for – miljøet.”

Gennem et praktikophold på Danmarks Faste Repræsentation ved EU i Bruxelles og de efterfølgende år med fast job i statsforvaltningen, har Christian fået øjnene op for, at man i det offentlige ikke ”bare” er jurist.

”Du er ikke kun en juridisk problemknuser, som du typisk er i advokatbranchen. Du bliver kastet ud i mange flere ting. Du træffer konkrete afgørelser, du udvikler ny politik, du laver lovgivning, og…”

”Lovgivning, som vi andre skal rette op på bagefter,” indskyder Mogens med et grin.

Christian har blandt andet arbejdet med et projekt kaldet Lovkompasset, hvor han har skullet udtænke en ny struktur for miljø- og fødevarelovgivningen, så den bliver mere overskuelig og enkel.

”Med Lovkompasset sætter jeg et aftryk, som vil stå i mange år, efter jeg er væk. Nogle af vores love er mere end 100 år gamle, og de nye love, som vi udarbejder på baggrund af Lovkompasset, kan stå lige så længe. Det, synes jeg, er enormt spændende – og historisk – at være med til.”

Jeg tror, at du inden for det offentlige relativt hurtigt kan få ret meget mere ansvar.

Mogens Aarestrup Vind
”Det kunne hurtigt ende galt i et ministerium”

Til gengæld skal man i det offentlige ofte have en lidt større tålmodighed end i det private.

”Det er jo et andet system. Du arbejder i et hierarki. De fleste beslutninger skal igennem mange led, og det kan godt opleves som meget tungt,” siger Christian.

”Forskellen er måske også det, at der skal en meget høj grad af kvalitetssikring på det, du laver,” siger Mogens. ”For det er lovgivning…”

”Det er et andet ansvar, ikke?”

”Ja altså, jeg lever også af at sælge kvalitet i rådgivningen. Men det kan det godt ske, at en klient ringer og spørger ”hvad gør vi lige her?”, og jeg svarer ”umiddelbart skal du gå denne vej”, og så hører jeg aldrig mere til det.”

”Det kunne hurtigt ende galt i et ministerium,” siger Christian.

En anden forskel på det offentlige og det private handler om ansvar, mener Mogens. De formative år i advokatbranchen byder sjældent på de mest spændende opgaver. Der er masser af rugbrødsarbejde, der skal udføres – nogle gange også til langt ud på natten.

”Jeg tror, at du inden for det offentlige relativt hurtigt kan få ret meget mere ansvar,” siger Mogens.

”Det tror jeg, du har ret i. Der er nu også stor forskel på, hvordan det virker inden for det offentlige,” siger Christian. ”Mit indtryk er, at du generelt får lov til mere hos os end i mange andre ministerier. Som ung fuldmægtig kan du efter kort tid lave notater til ministeren og komme til møder på ministerens kontor for at diskutere sager.”

Fredagsbourgogne

Vi vandrer fra lokalerne på Strøget til Miljø- og Fødevareministeriets kontorer på Slotsholmen.



De to brødre ser hinanden tit. Christians (marginalt) mere fleksible arbejdsvilkår gør, at han kan hente Mogens’ døtre en gang om ugen.

Adspurgt, hvad de laver i fritiden, svarer Mogens tørt:

”Arbejder… Nej, der går meget familie i den. Og så har vi et sommerhus. Dig, Christian, det er vel kunst og god mad og vin.”

Christian investerer i kunst og har ifølge broren godt tjek på, hvad der sker på de københavnske gallerier.

”Ud over kunsten har jeg ikke en hobby,” siger hans lillebror. ”Jeg spillede musik før, men det bruger jeg ikke meget tid på i dag.”

”På den front er vi ret kedelige,” siger Mogens.

De snakker meget om arbejde, når de mødes. Ikke så meget om konkrete arbejdsopgaver som om karrieren, og hvordan de skal gribe den an.

”Mine ambitioner er at gøre karriere inden for det offentlige,” siger Christian.

”At få en ledelsesmæssig overbygning. Det er det, jeg går efter. Jeg kan ikke rigtigt se mig selv skifte side til det private… Har du ambitioner?” spørger han sin bror.

”Nu er jeg jo lidt længere fremme end dig.”

”Derfor kan du da godt have ambitioner.”

”Jamen, altså…” siger Mogens, ”nu er jeg Chief Legal Officer og samtidig partner i et advokatfirma. Her og nu er min ambition helt konkret at få denne her virksomhed til at flyve og sørge for, at den bliver ved med det. Samtidig vil jeg nok aldrig slippe advokatverdenen.”

Det er blevet eftermiddag. I fredagsbaren hos Gefion Insurance venter et godt glas rødvin. Ikke at det er væsensforskelligt fra, hvad der sker hos Christian i det offentlige. Her byder chefen – som er af italiensk afstamning – også på et par glas velvalgt vin på kontorgangen hver tredje uge.

Tidligere på dagen snakkede vi om frynsegoder.

”Personalegoderne hos os er blandt andet mulighederne for efteruddannelse,” sagde Christian, som selv er i gang med et statsligt lederudviklingsforløb, der hedder ’Talent for Ledelse’. ”Hos de større advokatfirmaer, som jeg har været hos, er det typisk store sommerfester og julefrokoster,” sagde Mogens. ”Der er selvfølgelig også kurser, som prioriteres højt, men der er en anden målestok for, hvad man tilbyder. Som sådan er der vel ikke den store forskel på privat og offentlig … I har vel også sommerfester og julefester?”

”Jo,” sagde Christian, ”vi skal bare betale det meste selv, ikke?”

Kommentarer

Ronnie Berlin Wils

24.03.2019 kl. 10.33

Jeg blev færdig på studiet i 2012 og føler at jeg på studiet blev "opdraget til" at rigtige jurister er advokater." Jeg oplevede præcis denne holdning - hvis ikke direkte - så meget indirekte - hos undervisere/professorer, som for de flestes vedkommende selv havde en advokatbaggrund. Det skabte et stort pres hos mange af de studerende, for det blev jo samtidig italesat som en væsentlig forudsætning, at man var blandt de bedste - eller rettere: blandt "eliten," for at komme i betragtning til disse fine stillinger. For sjov skyld har jeg da også prøvet at søge en fuldmægtigstilling hos et af de større advokatfirmaer: jeg fik inden for et par timer et svar tilbage: "vi har vurderet din ansøgning, og finder, at du ikke har de rette kvalifikationer" - klart henseet til karaktergennemsnittet. At jeg via mine tidligere jobs uden for det juridiske felt har massive menneskelige og personlige kompetencer - men også et ganske fint eksamensbevis - det har man næppe nået at forholde sig til. Så er det godt at der er stillinger i det offentlige til jurister med stærke personlige og juridiske kompetencer, som gør os i stand til at sætte et præg på området og skabe udvikling/påtage sig ansvar - frem for at være en tom menneskelig skal, der skal påvirkes af hvordan arbejdsgiveren ønsker at man skal tænke og agere. Jeg har altid arbejdet i det offentlige - og er STOLT af det.

0 kommentarer
4
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.

Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.