Christian Aarestrup Vind har et lille ritual, han udfører, når han starter med at undervise et nyt hold jurastuderende i forvaltningsret på Københavns Universitet.
”Jeg plejer altid at spørge de studerende, hvor de vil arbejde. Hvor mange vil være advokater, og hvor mange vil arbejde i det offentlige? Jeg har lige startet et nyt hold op. To ud af 30 rakte hånden op, da jeg spurgte, om de ville arbejde i det offentlige.”
Undervisningstjansen er et bijob. Til hverdag arbejder den 37-årige jurist netop i det offentlige som teamleder i Miljø- og Fødevareministeriet – og han har flere gange været ude for, at de studerende senere i undervisningsforløbet har givet ham et bagvendt kompliment a la ”vi vidste ikke, der var kompetente mennesker i det offentlige.”
”Den holdning møder jeg nogle gange: At man da kun kan arbejde i det offentlige, hvis man ikke bliver advokat. Det må ligesom være andenvalget. Der er da ingen, der bevidst kan vælge det som karrierevej.”
Når Christian har valgt at undervise ved siden af sit almindelige arbejde, er det bl.a., fordi han vil nedbryde den slags fordomme. Og fordi han vil vise, at der er ting, man kun kan opnå, og fingeraftryk man kun kan sætte, i det offentlige.
Hvad det er, vender vi tilbage til. I første omgang skal det handle om ’førstevalget’ for de fleste af hans studerende, karrieren i det private. Den kender Christian Aarestrup Vind også en del til. Det er nemlig den, hans storebror har valgt.
Hos storebror
Mogens Aarestrup Vind er et hoved lavere og syv år ældre end sin lillebror.
De to brødre sidder ved siden af hinanden ved et stort mødebord i et eksklusivt indrettet kontor på fjerde sal i den pæne ende af Strøget i København. Lokalerne tilhører Gefion Insurance, hvor Mogens arbejder som Chief Legal Officer. Ved siden af det er han også partner i et mindre advokatfirma, Askerud & Partners.
Vi sidder her for at snakke om forskellen på at arbejde i det offentlige og det private – og om hvorfor to brødre, der har læst det samme og på mange måder har fulgt samme livsbane, har valgt forskellige karriereveje.
Bortset fra et par måneder som sommerfuldmægtig i Justitsministeriet har Mogens altid arbejdet som advokat i det private.
”Jeg elsker rollen som rådgiver. Jeg kan godt lide, at jeg som advokat hjælper klienter med konkrete, ofte vanskelige problemstillinger. Og at jeg tit står med sager, som ikke bare kræver solide juridiske evner, men også indgående kendskab til forretningen, når der skal findes en konkret løsning. Så jeg er mere problemløseren. Det er også derfor, at jeg har altid en holdning om alt…”
”Det har du,” siger hans lillebror.
Ser man på indretningen af de to brødres arbejdspladser, lever de fint op til de fordomme, man kunne have om forskellen på det offentlige og det private. Ikke at Christians kontor på Slotsholmen på nogen måde er skrabet – alt ser bare lidt dyrere ud hos Gefion Insurance, hvor væggene er beklædt med mørkt træ, kaffen brygges på et rumskib af en espressomaskine, og fredagsbaren udgøres af en god flaske bourgogne fra vinkøleskabet.
Ser man på brødrenes påklædning, lever den ikke op til fordommene – såfremt man skulle have en fordom om, at dresscoden er mere fodformet i det offentlige. Jakkesættet sidder skarpest på manden fra Miljø- og Fødevareministeriet.
Hvor stor forskel er der på jeres løn?
”Jeg kan i hvert fald sige, at den er for stor,” siger Christian.
”Jeg får løn som fortjent,” griner Mogens. ”Altså, nu har jeg også syv års erfaring mere end dig. Men selv hvis jeg var på dit niveau, så ville jeg nok få det dobbelte i det private hos et af de større advokatfirmaer.”
”Men så får du noget andet inde hos os,” siger Christian. ”Du får et job med samfundsindflydelse, og rent praktisk får du en lidt større fleksibilitet, end der traditionelt er i advokatbranchen. Det er ok at gå tidligt, hvis du skal hente børn. Det betyder så ikke, at du ikke skal arbejde, når du kommer hjem.”
De to brødre arbejder nogenlunde lige meget. Ofte over 60 timer om ugen.
”Det er faktisk noget, der har undret mig: Hvor meget man egentlig arbejder i det offentlige, sammenlignet med hvor meget jeg arbejder i det private,” siger Mogens. ”Og hvis jeg så sammenholder det med lønnen, så…”
”Det er jo, fordi det er noget andet, der driver mange i det offentlige. Det er ikke lønnen,” siger Christian.
