Stress har sendt Anders på invalidepension

”Kan du huske dengang, du var barn, hvor du havde lavet noget, du virkelig ikke måtte – den fornemmelse, du fik i maven? Den fornemmelse er der næsten hele tiden, når man går ned med stress. Det er vel en form for alarmberedskab.”

Anders er gået ned med stress flere gange. I dag har han fået tilkendt sin tredje invalidepension og har et flexjob, hvor han arbejder 10 timer om ugen fordelt på mandag, onsdag og fredag. Efter en arbejdsdag på tre timer sover han 10 timer for at restituere.

Han bevæger sig aldrig ud i myldretiden og køber ind midt på dagen eller sent på aftenen – han får nemlig angst, når han er blandt for mange mennesker. Og hvis han har et tandlægebesøg, skal det ligge på en af hans ’restitutionsdage’. Og så skal der i øvrigt helst ikke være andet i hans kalender den uge.

Scorede topkarakterer 

Det er den samme Anders, der fik nogle af de højeste karakterer på studiet, samtidig med at han arbejdede som analytikerassistent i en bank. Han er cand.merc.aud., og inden han blev kandidat, blev han fuldtidsansat i et stort revisionshus, hvor han i regnskabssæsonen arbejdede 50-60 timer om ugen. Sideløbende tog han sin kandidatgrad. Og det var så også her, det gik galt.

Tidligt på sommeren 2013 fik han trykken for brystet. Han gik til sin læge, der straks ringede efter en ambulance. På hospitalet kunne de konstatere, at der ikke var en blodprop på vej, men til gengæld var hans puls og blodtryk ildevarslende højt.

Men det stoppede ham ikke. Anders havde sat sommerferien af til at skrive sit speciale. Og det gjorde han – på fire uger. Men i det sekund specialet var afleveret, gik han ned med et brag.

Han fik angstsymptomer og kunne ikke tage stilling til, om han "skulle bruge højre eller venstre hånd til at røre skeen rundt i kaffekoppen," som han siger. Han kunne i det hele taget ikke overskue noget som helst.

Så blev han sygemeldt og fyret efter et halvt år.

”Og jeg var jo ikke nogen nøglemedarbejder,” konstaterer han.

”Revisionsbranchen er en hård branche – du bliver ædt op, og set i bagklogskabens lys skulle jeg aldrig have været der.”

Han skulle i hvert fald ikke tilbage.

En syg mand og et krævende 'system' 

Så kørte møllen med kommunen og jobcenteret med en række pseudokurser hos ’anden aktør’.

Anders kom i praktik på et erhvervsakademi, for han kunne både undervise i jura, statistik og Excel. De vidste godt, at der skulle tages særlige hensyn til ham, fordi han ikke var helt ’på plads’ efter sin stressnedtur. Der blev taget hensyn, og det gik fint. Så fint, at han blev erklæret rask og blev fastansat.

Men så kom der en reform, og erhvervsakademierne gik fra at høre under handelsskolerne til at være selvstændige institutioner. Det betød, at Anders pludselig skulle lektorbedømmes og være adjunkt. En del af hans undervisning kom til at foregå på et andet erhvervsakademi langt væk, og han skulle også ud på virksomheder for at undervise.

Han klarede det i et år. Så gik det ikke mere – for som han siger:

”Når du bliver presset, så hurtigt efter du har været nede, går det nemt galt igen.”

Og det gik galt. Kommunen valgte at ’afklare’ ham: Hvad kunne han klare, og hvad kunne han ikke klare? Så gik møllen i gang: Egen læge, psykiater, lægekonsulenter, ergoterapeut, sagsbehandler, jobkonsulent og uddannelseskonsulent.

Kommunens rehabiliteringsteam nåede frem til, at Anders ikke kunne arbejde mere end 8-10 timer om ugen. Der kom flere ’diagnoser’ på ham: Angst, depression og belastningsreaktion.

Samtidig søgte han selv invalidepension hos JØP, og det var også noget af en mølle at komme igennem, som han siger. Der skulle flere nye øjne på ham.

”Det pudsige er, at der står i mine papirer, at jeg har brug for struktur og forudsigelighed på arbejdspladsen. Det er altså kravet til min arbejdsgiver. Men det er ikke et krav, der bliver stillet til hverken kommune eller pensionsselskab.”

 'Jeg var jo dygtig'

Anders fik sin invalidepension – midlertidigt i et år. Siden fik han tilkendt to år, og nu er han på tredje midlertidige invalidepension – denne gang i tre år.

I dag får han samlet udbetalt omkring 16.600 kroner om måneden med flextilskuddet, pension og lidt løn.

”Jeg klager ikke – jeg er taknemmelig for, at det kan lade sig gøre at få en nogenlunde tålelig tilværelse oven på det her.”

Men Anders har det svært med det midlertidige og dermed det uforudsigelige. Flexjobbet er midlertidigt, og invalidepensionen er midlertidig.

Lige nu håber han på en varig invalidepension og et varigt flexjob. Også for ikke at skulle igennem ’hele møllen’ igen og igen. Men JØP giver helst ikke varige invalidepensioner, hvis de vurderer, at der er sandsynlighed for, at man får det bedre.

”Men det ville give rigtig meget ro på. Og hvis jeg får det bedre, hvor sandsynligt er det så, at jeg vil arbejde så lidt og få udbetalt 16.600 kroner om måneden? Det er det sgu nok ikke – jeg har jo taget en kandidatgrad.”

Han understreger, at der ikke er noget, han hellere ville end at arbejde på normal vis.

”Det er meget frustrerende at sidde i slutningen af 30’erne og erkende, at det kan jeg ikke. Jeg var jo dygtig. På HA-studiet fik jeg det næsthøjeste snit. Men alle ambitioner og drømme er sat på pause. Nej. De er sat på stop. Det gør jo noget ved én – ved éns identitet, at man måske ikke nåede det, man havde håbet.”

Anders har ikke ønsket at optræde med sit fulde navn. For han er bange for, at det kan spænde ben for ham i fremtiden.

”Lad os nu sige, at jeg ikke får godkendt et flexjob om fem år, så står jeg ude på arbejdsmarkedet som en helt almindelig lønmodtager. Men der er jo ikke nogen, der vil ansætte én med sådan en sygehistorie.”