Psykisk arbejdsmiljø

Flere djøfere bliver invalide af psykiske arbejdsskader

20-03-2019
3 min.
Stress, angst og depression sender stadig flere af os ud af arbejdsmarkedet i længere perioder. Foto: Andreas Bang Kirkegaard

Et stadigt voksende antal medarbejdere får invalidepension på grund af psykiske lidelser, viser tal fra JØP og PFA. PFA er nu gået massivt ind i forebyggelse, og JØP er på vej.

”Det er helt vildt,” lyder det fra Rikke Bay Haaber, chef for Strategisk Sundhed i PFA, der henviser til, at psykiske sygdomme nu udgør over en tredjedel af de nye ansøgninger, som PFA får til en såkaldt ’tab af erhvervsevne'-forsikring. Således udgjorde de 33,6 procent i 2018 mod 28,8 procent i 2015.

Og antallet bliver bare ved med at stige år for år, fortæller Rikke Bay Haaber.

Sådan ser det også ud hos JØP – her hedder det dog midlertidig invalidepension. Langt de fleste midlertidige invalidepensioner, som pensionskassen tilkender medlemmer, skyldes også psykiske lidelser. Antallet er mangedoblet siden 2011.

Linda Ankerstjerne, afdelingschef i JØP, fortæller, at nogle af sagerne i søjlediagrammet herover godt kan være gengangere. For da det er midlertidige invalidepensioner, kan en person godt få tilkendt flere pensioner efter hinanden, hvis hun eller han ikke er kommet sig efter en tilkendt pensionsperiode.

"Der sker desværre ret ofte det, at folk ikke kommer tilbage i loopet igen, fordi det bliver en tand værre, og stress måske udvikler sig til angst og depression. Vi ser simpelthen for mange unge, der ikke kommer tilbage på arbejdsmarkedet,” siger Linda Ankerstjerne.

Og så kan det i sidste ende havne med en varig invalidepension.  

Er der kommet flere dumme chefer? 

Det er ikke mange år siden, at en overvægt af skaderne skyldtes fysiske lidelser, når PFA udbetalte 'tab af erhvervsevne'-forsikringer – men over de senere år er der sket et skred i de psykiske lidelser, fortæller Rikke Bay Haaber.

Men hvad er det, der sker?

”Det er svært at sige. Der findes sikkert stadig nogle dumme chefer, men vel ikke flere end tidligere. Der kan også ligge noget i, at ingen af os kan være 100 meter-mester som mor, som kone, som veninde, som medarbejder, som chef og som maratonløber,” siger Rikke Bay Haaber.

Men hun ved det ikke – det er kun fornemmelser, understreger hun.

Heller ikke Linda Ankerstjerne har en åbenlys forklaring.

”Men vi må tage det som udtryk for, at der er flere, der tjekker ud af arbejdsmarkedet på grund af stress, angst og depression,” siger hun.

Hvad kan pensionsselskaberne gøre? 

Fordi både JØP og PFA tilkender markant flere pensioner på grund af psykiske lidelser, sætter de nu ind på det forebyggende arbejde.

”Hvis analyserne viser, at vi ikke arbejder flere timer, end vi gjorde for 20 år siden, og der ikke er kommet markant flere dårlige ledere – jamen, hvad er det så? Her skal vi have fat i noget mere strukturelt og samfundsmæssigt og se på, hvordan vi kan være med til at belyse de udfordringer og mulige løsninger, der kan ligge der,” siger Rikke Bay Haaber.

For selvfølgelig har pensionsselskaberne en klar økonomisk interesse i, at tilkendelserne ikke bliver ved med at vokse i antal, siger hun og tør ikke tænke på, hvad der vil ske, hvis de ikke gør noget.

”Vi kan jo se, at det kun går den forkerte vej, og hvis vi ikke agerer, hvordan vil diagnosebilledet så udvikle sig?”

Problemet er bare, at PFA’s og JØP's henholdsvis kunder og medlemmer først søger om udbetaling af midlertidige invalidepensioner og ’tab af erhvervsevne'-forsikringer, når det står rigtig skidt til.

JØP vil også gerne sætte ind med forebyggelse.

"Vores interesse er, at så få som muligt ender i ’tab af erhvervsevne’, hvis det kunne være undgået. Vi vil selvfølgelig gerne lægge omkostningerne der, hvor de er mindst og samtidig gavner mest. Derfor vil vi gerne være proaktive – er der noget mere, vi kan gøre, og er der nogen mulighed for, at vi kan hjælpe tidligere?” siger Linda Ankerstjerne.



”Lige nu udbetaler vi først invalidepension, når folk har været sygemeldt i et halvt til et helt år og har fået en fyreseddel. Men hvis vi kan komme ind i loopet tidligere, vil det være win-win – for dels koster det os mange penge at uddele invalidepensioner, og vi tænker heller ikke, at det er optimalt for den enkelte at være pensionist i stedet for at have et godt arbejdsliv. Så stress, angst og depression vil stå meget højt på vores agenda i år,” siger Linda Ankerstjerne.

Det har ikke været muligt fra hverken JØP eller PFA at få et overblik over, hvordan kønsfordelingen er hos dem, der har fået tilkendt invalidepensioner. 

2 kommentarer
7
Del Twitter LinkedIn Facebook

Kommentarer

Henrik Martens

22.03.2019 kl. 08.10

Har i interviewet dem der bliver tilkendt invalidepension - hvad oplever de som årsagen?
Lederne er måske ikke blevet dårligere absolut set, men når lederopgaven bliver sværere i en verden i hastig forandring, svingende mellem ønsket om kontrol og risikobaseret tilgang for at få ressourcerne til at række længere, så er de måske blevet relativt dårligere?

1 kommentar
0

Mads Trier-Blom

23.03.2019 kl. 04.01

Jeg er bestyrelsesmedlem i DepressionsForeningen. Det er min erfaring at frivilligt arbejde er en god måde at genvinde mening og ejerskab i sit liv - når man har været knækket af sygdom.
Husk! Psykisk sygdom er ikke et tegn på at du er svag - men på at du har været stærk for længe <3

0 kommentarer
0
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.

Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.