Køn koster kvinder 40.000 kroner om året

Der er fortsat langt til ligeløn i den private sektor. Det viser en ny ligelønsanalyse fra Djøf, der gør status over, hvad der er sket med ligestillingen det seneste år.

Kirstine Nærvig Petersen, der er analysechef i Djøf, forklarer, at der er en månedlig lønforskel mellem privatansatte mænd og kvinder, der ikke er chefer, på omkring 7.000 kr. i mændenes favør. Heraf kan halvdelen forklares ved hjælp af forskelle i karakteristika.

”Det vil sige, at mænd har længere anciennitet, arbejder i andre brancher og så videre. Den anden halvdel af lønforskellen kan ikke forklares ud fra de ting, som vi har oplysninger på. Det er simpelthen bare, at mænd får mere i løn end kvinder,” fortæller Kirstine Nærvig Petersen.

Denne uforklarlige lønforskel er på 3.500 kr. ekstra til mændene hver måned, og på årsbasis er der dermed tale om ca. 40.000 kr.

Langt fra ligeløn

”Det er endnu et vidnesbyrd om, at vi endnu ikke er i mål med ligeløn,” siger Edith Jakobsen, der er arbejdslivspolitisk chef i Djøf. 

Trods den store lønforskel for privatansatte, som ikke er chefer, er der trods alt en faldende tendens, da den uforklarlige lønforskel er faldet støt siden 2014. Dengang var den på 7,9 procent, og i 2018 er den så faldet til 5,7 procent.

”Den har ligget stabilt mellem 5 og 8 procent i mange år.  At vi ser en faldende tendens, er selvfølgelig glædeligt, men det ændrer jo ikke ved, at en lønforskel på 5,7 pct. betyder ganske meget i kroner og øre. En lønforskel på 5,7 pct., der ikke kan forklares af branche, arbejdstid eller andet, er derfor fortsat uacceptabelt,” siger Edith Jakobsen.

Ifølge hende vil et stort skridt i den rigtige retning være, at folk bliver mere åbne om, hvad de tjener. I en undersøgelse blandt privatansatte djøfere fremgik det, at tre ud af fire ikke mener, der er åbenhed om løn på deres arbejdsplads.

På den måde finder de ikke ud af, hvor de selv ligger lønmæssigt i forhold til kollegerne. Det betyder, at arbejdsgiveren sidder med alle kortene på hånden til en eventuel lønforhandling, og at medarbejderen reelt forhandler i blinde.

Desuden peger Edith Jakobsen på behovet for at gøre de lovpligtige kønsopdelte lønstatistikker mere anvendelige.     

”Kravet om, at der skal være minimum 35 ansatte og henholdsvis 10 mænd og kvinder, der laver det samme, betyder jo, at mange virksomheder slet ikke er omfattet af kravet om at føre statistik. Der er brug for, at lønstatistikkerne bliver et mere aktivt redskab på arbejdspladserne, så de kan understøtte arbejdspladsernes arbejde med at fremme ligeløn.”

Mindre forskel i det offentlige

For chefer i det private er lønforskellen dobbelt så stor som hos dem, der ikke er chefer. Her får mændene cirka 80.000 kroner mere i bruttoløn om året end kvinderne.

Analysechef i Djøf Kirstine Nærvig Petersen fortæller, at der ikke er den samme store lønforskel i det offentlige. For kommunale og regionale chefer er der en uforklaret lønforskel på to procent, mens der slet ikke er forskel for de statslige chefer.

For medarbejdere, der ikke er chefer i kommuner og regioner er forskellen 1,2 procent, hvor den i staten er nede på 0,4. Alle steder i mændenes favør.