"Da jeg så mailen fra chefen, var det, som om der blev hældt isterninger ind i hele min krop"

For en gangs skyld var Birgitte rigtig glad. Hun var til en forretningsmiddag med en god stemning. Men som sædvanlig havde hun mobiltelefonen ved hånden, og hun kunne se, at der kom en mail fra direktøren. Den var på kun to linjer.

”Da jeg så mailen fra ham på min telefon, begyndte jeg at ryste – det var, ligesom om der blev hældt isterninger ind i hele min krop.”

Og så var den hyggelige aften slut.

Det var ikke det med at få mails om aftenen, der var et problem for Birgitte.

”Jeg har altid godt kunnet lide at være ’på’ – men mailen var skrevet i et virkelig grimt og kommanderende sprog. Og når så kort en mail kunne gøre det ved mig, var min analyse, at det var på tide at sige stop.”

Et år forinden var Birgitte blevet headhuntet til jobbet som afdelingsleder i den mellemstore private virksomhed.

”Jeg kom fra et sted, hvor jeg havde været i mange år, og hvor jeg var rigtig glad for at være. Men så fik jeg den her spændende mulighed, som jeg ikke syntes, jeg kunne sige nej til.”

Det har hun så fortrudt næsten lige siden. For der gik ikke mere end to uger, før hun så én af direktørens kedelige sider.

”Han stod midt ude i storrummet og råbte og skreg til nogle medarbejdere, at de ’var helvedes uduelige og skulle fyres’.”

Siden oplevede hun selv flere gange at få samme tur.

”Bagefter kom der nogle og undskyldte på hans vegne. Det var aldrig ham selv.”

Øgenavne og bagtalelse

Det værste var direktørens humør, siger Birgitte.

”Han var meget humørsvingende, og jeg kunne ikke på nogen måde forudse, hvornår jeg havde udført mit job godt eller skidt – som i slet ikke. Normalt har man en fornemmelse af, om det er et godt stykke arbejde, man har lavet. Men her var det som at kaste med terninger.”

I starten tænkte Birgitte ikke så meget over det.

”Jeg var jo ny i virksomheden, og selv om jeg havde mere end 10 års erfaring, tænkte jeg, at jeg måske endnu ikke helt havde forstået, hvad der var godt nok.”

Men direktørens utilregnelighed og hans voldsomme udbrud gik ikke kun ud over Birgitte selv, erfarede hun hurtigt.

”Han bagtalte tit mine leder-kollegaer, lige så snart de var gået ud af rummet – han kaldte dem alle mulige grimme ting og gav dem øgenavne. Og jeg fandt ud af, at jeg selvfølgelig også var blevet kaldt mindre pæne ting. Det konfronterede jeg ham så med, men jeg fik ikke nogen reaktion.”

Uden at spørge Birgitte kaldte han kandidater til samtale til hendes team.

”Han brugte også rask væk af teamets budgetter og ændrede planer og retningslinjer, når det faldt ham ind.”

’Du er fyret’

Birgitte sagde fra på sine medarbejderes vegne, når de var blevet overfuset eller truet med fyring – og hun sagde selv fra, når det var hende, direktørens udbrud var rettet mod.

”Hvis en medarbejder bliver råbt ind i hovedet, synes jeg ikke, du kan smøre et klovnesmil på over for medarbejderen, som om alt er godt.”

Men lige lidt hjalp det. Birgitte forsøgte at signalere et ledelsesmæssigt overskud over for sine medarbejdere.

”Jeg passede mit job, og jeg kørte skærmende ledelse over for dem. Det kostede mig personligt, men jeg gik til psykolog, og det er nok det, der gjorde, at jeg ikke havde nogle sygedage.”

Tonen på jobbet var mildest talt elendig, og det tærede, siger Birgitte.

”Alle møder foregik med råb og vrissen. Og det tog jeg faktisk med hjem. Jeg opdagede pludselig, at jeg var begyndt at tale grimt til min mand og mine børn.”

Så sagde Birgitte op. Første gang.

”Det underlige er, at de bad mig indtrængende om at blive. Og så fik jeg en lønforhøjelse. Jeg har aldrig tjent så mange penge – men jeg har heller aldrig haft det så skidt på en arbejdsplads. Jeg følte mig lidt som en prostitueret. Jeg sagde ja til flere og flere penge, men jeg gennemgik en masse ubehag.”

Hun blev lovet, at der nok skulle blive gjort noget ved arbejdsmiljøet – dog ikke fra direktøren selv. Men der skete intet. Hun nåede at sige op endnu en gang, inden hun stod helt fast på sin beslutning.

”Jeg havde en snak med direktøren, hvor jeg blev råbt ind i hovedet mere end nogensinde. Så tog jeg fri, satte mig ned på en café og tænkte og tænkte. Jeg var 95 procent sikker på, at jeg ville sige op og indkaldte til et møde. Men der var ingen hul igennem på mødet, og så tog jeg beslutningen – denne gang var det med 100 procents sikkerhed.”

Det blev en ’fandeme nej – nu er det nok’-ting for hende.

”Jeg havde bare brug for at være et rigtigt levende menneske og ikke en robot. Jeg vil have et værdigt arbejdsliv.”

Stolt over at have sagt fra

Det er et par måneder siden, Birgitte sagde op.

”Jeg har været til et par jobsamtaler, men er hoppet fra tidligt i forløbet, fordi jeg har tænkt: 'Nej, nej, nej, hvad nu hvis jeg møder sådan en chef igen.' Jeg får jobtilbud – men jeg har sagt nej indtil nu.”

Hun er ganske enkelt ikke parat endnu – og hun kan heller ikke sige, hvornår hun bliver det.

”Lige nu ved jeg ikke, hvad jeg skal stille op med mit arbejdsliv. Jeg har altid set mig selv som dygtig og kompetent. Men på sådan et år kan man tage rimelig meget skade, selv om man er en erfaren person. Jeg har det skidt nu – men jeg er også stolt over at have sagt fra. Og min mand bakker mig fuldstændig op.”

Birgitte er ikke kildens rigtige navn. Men hun har ønsket at være anonym på grund af sin fremtidige jobsøgning. Af samme grund er der tale om hendes udlægning af forløbet, da vi ikke har kunnet forelægge kritikken for hendes tidligere direktør.