Da Michael endelig blev fastansat, sagde han jobbet op

Michael Aagaard Seeberg var lidt i tvivl, om han skulle slå til, da han så stillingsopslaget.

Han havde gang i en fin karriere som forsker med speciale i komparativ international politik ved SDU. Ved siden af arbejdet havde han været aktiv i KFUM-Spejderne i Danmark, bl.a. som formand for hovedbestyrelsen fra 2014 til 2017. Derfor havde han længe fulgt KFUM’s Sociale Arbejde, der hjælper hjemløse, misbrugere og en række andre grupper af socialt udsatte. Og da organisationen slog en stilling op som afdelingsleder for udviklingsafdelingen, blev han omgående grebet af idéen.

Alligevel vidste han ikke, om han skulle søge jobbet.

Hvad gjorde dig usikker?

”Jeg er skolet i universitetsverdenen. Der er en selvopfattelse af, at vi har det godt her, og de, der søger ud, kommer tilbage, fordi det er lidt farligt derude i den virkelige verden.

Samtidig er der nogle stereotyper om at være forsker: At man er lidt forstokket, skal gøre alting 100 procent, har brug for enormt meget tid til fordybelse og ikke kan være dynamisk – sådan som det kræves i det job, jeg har fået nu.”

Hvad fik dig så overbevist om, at du skulle give det en chance?

”Når man er i et job, man er glad for, opretholder man en fortælling om, at det er meningsfuldt. Men hvis du begynder at overveje, at det kunne være anderledes, kommer du også i kontakt med nogle dybere tanker: Hvor kommer jeg fra? Hvilke drømme har jeg haft? Og som studerende havde jeg et billede af, at jeg skulle stå i spidsen for en organisation, hvor jeg kunne være med til at gøre en forskel for nogen.”

Du har i et tidligere interview omtalt dig selv som idealist. Spillede det ind?

”Det kan man godt sige. På universitetet var jeg i studienævnet og uddannelsesansvarlig, og jeg forsøgte at udvikle på uddannelsen. Men det var også en indirekte måde at gøre verden til et bedre sted på. Jeg kunne påvirke de studerende til at gøre verden bedre på baggrund af det, jeg havde lært dem. Jeg kunne skrive forskningsartikler og håbe, at andre ville samle dem op og begyndte at agere anderledes af den grund.

Her gør jeg en forskel for nogen, der har brug for det lige nu og her. Min hverdag får en direkte indvirkning på andres liv. Her kan jeg rykke noget på større linjer og hjælpe mange på én gang – også ved at være med til at rykke på nogle dagsordener om socialt udsatte.”

Du er ny afdelingsleder for udviklingsafdelingen. Har du nogen ledererfaring?

”Jeg har ikke nogen formel ledererfaring, men jeg har været frivillig som leder hos KFUM-Spejderne i Danmark, hvor jeg både var leder af hovedbestyrelsen og af vores sekretariat gennem vores generalsekretær. Derfra har jeg erfaring med at være leder af en bevægelse, der er værdibåret, og være leder for frivillige. Det tror jeg bliver afgørende i det her job.”

Sammenlignet med universitetet, hvordan er KFUM’s Sociale Arbejde så som arbejdsplads?

”I den akademiske verden samarbejder man rigtig meget om forskning og undervisning, men i sidste ende er det mig og mit navn, der skal bæres igennem. Jeg er afsender på ting og bliver målt på det, jeg producerer, hvor jeg får artiklerne publiceret, og hvilke konferencer jeg bliver inviteret til. Hos KFUM’s Sociale Arbejde er man selvfølgelig også optaget af, hvad jeg som person bringer ind, men vi skal lykkes i fællesskab. Vi lykkes kun, hvis vi lykkes sammen.”

Du nåede at være universitetsansat i næsten et årti. Hvordan har universiteterne ændret sig i den periode?

”Det er blevet sværere at blive fastansat. Man har øget optaget af ph.d.-studerende, og der er kommet det ene nåleøje efter det andet: Først for at komme ind som ph.d., så for at blive post.doc. eller adjunkt – og så det helt store: at blive fastansat som lektor. Konkurrencen er blevet enormt stor, bl.a. fordi det er et globalt jobmarked. I Danmark har man strammet økonomien omkring universiteterne, men det har man også i USA, så mange smadderdygtige amerikanere søger mod Europa.

Så hvorfor skulle jeg egentlig søge videre, når jeg en-de-lig var blevet lektor? Nu havde jeg jo en ansættelse, jeg kunne blive i resten af mit arbejdsliv. Og så ville jeg til at smide det over bord? Det var virkelig en del af overvejelsen at gøre det op med mig selv: Hvad var det egentlig, dybt nede i maven, jeg ville med mit arbejdsliv? Jeg kunne mærke, at her var der noget, der trak i mig, og at jeg ville noget andet med mit virke.”