Godt modsvar til New Public Management

Jeg har gået og savnet en bog om social kapital i offentlig ledelse, og nu er der landet én, som oven i købet er begået af nogle af landets førende eksperter inden for social kapital, kerneopgaven og offentlig ledelse – nemlig Peter Hasle, Kristian Gylling Olesen og Eva Thoft.

’Ledelse med social kapital i den offentlige sektor’ er en tiltrængt vitaminindsprøjtning til arbejdet med at forbedre den sociale kapital. I de sidste 10 år har nærmest enhver offentlig organisation med respekt for sig selv igangsat aktiviteter, der skulle styrke den sociale kapital, altså tilliden, retfærdigheden og samarbejdet om kerneopgaven. Men som forfatterne ganske rigtigt påpeger, har aktiviteterne nogle steder måske mest haft karakter af ’bullshit-bingo’ eller været et hurtigt punkt på dagsordenen.

En omskiftelig sektor

Fra mit daglige virke som organisationskonsulent kan jeg genkende mange af de analyser og pointer, som bogen trækker frem. Tager man udgangspunkt i fx ældreplejen, så er kompleksiteten i borgernes behov stigende, og derfor stiger også antallet af forskellige faggrupper. Visitatorerne, SOSU-assistenterne, diætisterne m.fl. skal arbejde tæt sammen, og hvis der ikke er tillid og fælles forståelse af kerneopgaven, er konsekvensen konflikter, misforståelser og opgaver, der løses dobbelt eller falder ned mellem to stole. Gode relationer og ansigt-til-ansigt-møder er derfor helt afgørende – og kan ikke (heller ikke i effektiviseringens navn) erstattes af digitale dokumentationssystemer!

En anden virkelighed, som præger ledelsesrummet i den offentlige sektor, er de konstante krav om forandringer, besparelser, dokumentation og mere administration og drift. Mange ledere oplever, at de ikke har tid til personaleledelse, for hvordan skal man som leder i hjemmeplejen være nærværende for 45 medarbejdere, man sjældent ser, da de er ude hos borgerne? Opbygning af social kapital kræver personaleledere, der er nærværende, kan skabe gode relationer, dialog og involverende processer.

Bogen kobler desuden social kapital med samskabelsesdiskursen. Social kapital vedrører ikke kun relationerne i organisationen, men bredes ud til relationen med borgerne. Borgere og medarbejdere skal etablere en proces, hvor de har tillid til hinanden, og hvor man i fællesskab kan tale om, hvad der skaber værdi for borgeren, og hvor borgeren også er en ressourcefuld aktør. Det betyder bl.a., at medarbejderen skal have kompetencerne til at facilitere en proces med fokus på det relationelle.

Lidt for meget lærebog

Bogen er en bearbejdning og opdatering af ’Ledelse med social kapital’ fra 2010, og forfatterne har i den nye udgave rettet fokus mod den offentlige sektor. Der er derfor en del gentagelser fra 2010-udgaven, men bogen er også opdateret med en præsentation af nyere dansk faglitteratur om emnet og nye, spændende perspektiver fx om samspillet med borgeren.

Forfatterne ønsker med bogen at inspirere førstelinjeledere til at arbejde med social kapital i deres ledelsespraksis. De har ikke ønsket at skrive en metodebog, men at præsentere viden, perspektiver og dilemmaer, som lederen kan bruge til refleksion.

Jeg tvivler dog på, at der er mange offentlige ledere, som – efter en heftig arbejdsdag med driftsopgaver – har energi til at læse bogen og reflektere over egen ledelsespraksis. Bogen er for diffus og vidtfavnende, og den giver ikke linjelederne konkrete redskaber, de kan tage til sig og sætte i spil i deres egen organisation.

Til gengæld tænker jeg, at bogen er meget velegnet på diverse efteruddannelsesforløb, fx diplom- og masteruddannelser, hvor den vil fungere som et godt modsvar på New Public Management-litteraturen.

Respekt for ledere

’Ledelse med social kapital i den offentlige sektor’ er et kærkomment indspark i en relevant debat. Den giver et stærkt billede af de offentlige lederes virkelighed, og man kan kun bøje hovedet i respekt for de mange offentlige ledere, som hver dag kæmper for at skabe værdi for borgerne og trivsel for medarbejderne.

Men bogen bliver næppe fast inventar på mange af ledernes natbord. Dertil er den for lidt et redskab og for meget en vidtfavnende lærebog. Det er en skam, for temaet er mere aktuelt end nogensinde.