Cases

Dine problemer på jobbet kan ende som undervisning på universitetet

22.3.2019

af

Illustration: shuvector/Shutterstock

Illustration: shuvector/Shutterstock

Oplever du komplicerede problemstillinger på jobbet, som samtidig fortæller en god historie? Den slags kan blive til akademisk guf på universitetet. Det fortæller to professorer fra CBS, som for nylig vandt priser for deres undervisningscases.

Du er Senior Vice President i Apple. BBC har lige vist en dokumentar om dårlige arbejdsforhold hos Apples producenter i Kina. Accepterer du den dårlige omtale i pressen, eller går du i gang med at finde en løsning på problemet?

Det spørgsmål stillede CBS-professor Michael Mol sine studerende gennem en case, han selv havde været med til at lave. Casen tager udgangspunkt i virkelige hændelser, og den har for nylig vundet en såkaldt Case Centre Award. The Case Centre er en af verdens førende distributører af business-undervisningscases og uddeler årligt priser i forskellige kategorier til deres mest brugte cases. Michael Mols case vandt i Strategy and General Management-kategorien.

En anden professor fra CBS vandt også i år. Det var Dana Minbaeva, der var medforfatter til casen ’The Acquisition Experiences of KazOil’. Den vandt i kategorien for gratis cases.

Casen handler om et olieselskab i Kasakhstan, som skifter fra canadiske til kinesiske ejere, hvilket medfører en ny virksomhedskultur. Den tager udgangspunkt i et virkeligt selskab, som Dana Minbaeva har fulgt de seneste 10 år.

Historien, du fortæller mere end én gang

Ifølge Minbaeva tager de bedste undervisningscases udgangspunkt i den virkelige verden. Hun har derfor et opråb til alle djøfere, der arbejder uden for universiteternes mure:

”Hvis du støder på en god historie gennem dit job, så kontakt én, der underviser i dit fag, og fortæl vedkommende historien. Det kan måske blive til en god case. Hold øje med, når du begynder at fortælle en historie fra arbejdet mere end én gang. Særligt hvis den kan lære de studerende noget om udfordringer i arbejdslivet.”

Dana Minbaeva begyndte at skrive cases, fordi hun var træt af, at mange cases kun handler om store nordamerikanske spillere som fx Google og Facebook. 

”Der er også andre virkeligheder. Den danske økonomi er drevet af små og mellemstore virksomheder, så det giver ingen mening, at studerende kun forholder sig til de store spillere på markedet.”

En anden af hendes cases handler om to danske iværksættere, der sælger smykker. På et tidspunkt begynder det at halte med smykkernes kvalitet. Muligvis fordi firmaet er vokset for meget. Firmaet findes i virkeligheden, og Dana Minbaeva understreger, at hun meget gerne vil kunne undervise i flere cases om danske virksomheder. 

Et håndterbart dilemma, der er svært at løse 

Den anden caseprisvinder, Michael Mol, har skrevet om lige netop en stor nordamerikansk virksomhed. Nemlig Apple. Michael Mol peger selv på, at netop Apple kan være årsagen til, at casen vandt prisen, da folk i hele verden kan relatere til virksomheden. 

Apple-casen var hans allerførste bidrag til genren, men han er allerede i gang med en ny case. Denne gang om Danske Bank.

”Jeg skriver den sammen med en kollega. Den handler ikke om, hvad der er gået galt, men hvad banken skal gøre nu for at komme videre. Hvad skal deres strategi være? Danske Bank er helt sikkert noget, studerende kan relatere til i Danmark og måske også i Europa. Men jeg ved ikke, om resten af verden vil være interesseret i casen.”

Ifølge Michael Mol præsenterer en god undervisningscase et håndterbart dilemma, som er svært at løse. Et problem, hvor der ikke er én simpel, ideel løsning, og en historie, der giver de studerende mulighed for at se flere sider af sagen.

Han var cirka tre måneder om at skrive casen om Apple. Andre undervisere rundt om i verden betaler ham for at bruge den, men det er ikke noget, han tjener stort på. Han fortæller, at det kræver en indsats at skrive en case. Man skal researche, samarbejde med caseudgiveren, skrive undervisningsnoter og meget andet. Han vil dog alligevel begynde at lave flere cases. Det er en god måde at nå ud til et stort publikum i hele verden med nogle af sine tanker og idéer.

Selv bruger han cases cirka halvdelen af gangene, når han underviser. For Dana Minbaeva er det hver gang.

”Gennem cases træner de studerende de akademiske muskler, som de skal bruge, når de kommer ud på arbejdsmarkedet. Fx beslutnings-, dømmekrafts-, argumentations-musklerne,” fortæller hun.

Hun hørte engang én beskrive undervisningscases som den lim, der klistrer teorien fast i de studerendes hjerner. Det er hun enig i. 

Du er velkommen til at kontakte en af de to prisvindere, hvis du mener, du har en god case, som falder inden for deres felt:

Dana Minbaeva er Professor of Strategic and Global Human Resource Management. Hendes mailadresse er: dm.si@cbs.dk

Michael  Mol er Professor of Strategic and International Management. Hans mailadresse er: mmo.si@cbs.dk

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Dommerudnævnelsesrådet
Job
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Job
KL - Kommunernes Landsforening
ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet