"Det har været svært at skifte universitetet ud med arbejdsmarkedet"

”Jeg havde forventet, at når jeg fik mit første job, ville jeg være tilfreds.”

Til sommer er det to år siden, at Sofie Kjærsgaard Mortensen fik sit første job som konsulent i en interesseorganisation. Nu er hun i sit job nummer to i statsadministrationen. Og hun trives. Hun var også glad for sit første job.

”Men jeg synes, det har været svært at skifte universitetet ud med arbejdsmarkedet.”

For hvor var den taknemlighed, hun burde føle, da hun endelig havde nået det, hun så som målet med tre år på gymnasiet og fem år på statskundskabsstudiet: Et job?

”Jeg og andre havde jo en forventning om, at jeg skulle være glad, for det var jo et kæmpe privilegium at få et job – og endda et godt job, hvor jeg kunne bruge det, jeg havde lært.”

Men Sofie skulle have tid – tid til at finde sin nye identitet som konsulent.

”Når du er studerende, er dine mål i store træk defineret: Du skal studere, så du kan få et godt job. Da mit mål var nået, følte jeg i starten en stor søgen efter et nyt.”

En ny identitet

Jagten på en ny identitet blev også sat ind.

”Da jeg fik mit første job, var jeg hurtig til at sætte lighedstegn mellem mig som person og mit nye arbejde. Jeg var enormt sulten efter at byde ind på noget, og samtidig havde jeg svært ved at finde ud af, hvad min rolle var, og hvad der forventedes af mig. Virkeligheden er jo, at man har mange timer på en dag, hvor man løser dag-til-dag-opgaver, der ikke nødvendigvis føder ind til et større mål.”

Og det har hun faktisk lært at sætte pris på nu.

”Jeg tror, det har været sundt. For selv om det at nå sine mål er vanvittigt tilfredsstillende, er det også bare en meget lille procentdel af livet på arbejdsmarkedet. Efter et nyt job eller efter en forfremmelse er der jo stadig dag-til-dag-opgaver, der skal løses.”

Det hjalp også, da hun fandt ud af, at hun ikke var den eneste, der havde det lidt svært i starten.

”Når andre lige får to øl eller to glas vin, så tør de også godt sige det højt: ’Hvad så nu?’ Jeg tror egentlig ikke, det handler om, at folk ikke er glade for det, de laver. Jeg tror nærmere, det er, fordi de har haft en forventning om, at deres job skulle give mening på et højere niveau – at det på en eller anden måde skulle være identitetsskabende.”

Man dør en lille smule 

Helle Bach Riis, cand.mag. og ph.d.-studerende, kan genkende den meningsløshed, der pludselig kan ramme én som nyuddannet i det første job. Af samme grund har hun samme med Line Palle Andersen, lektor ved Københavns Professionshøjskole, skrevet bogen ’Fra studie til arbejdsliv’. Her fortæller de selv og 12 andre akademikere om den langvarige proces, det er at finde sig til rette på arbejdsmarkedet og skabe sig en ny identitet.

Mange har oplevelsen af at blive sat hen i et hjørne, hvor de skal løse nogle rutineopgaver, og så dør de en lille smule, fortæller Helle Bach Riis.

”Du bliver en brik af et større hele, hvor du under din uddannelse er dit eget projekt og har frihed til at have dig selv som fokus – friheden til at vælge emner og til at vælge, hvem du arbejder med. Og du oplever det ofte som meningsskabende, fordi du kan forfølge din egen interesse.”

Men så får du noget af en brat opvågning.

”Du har studeret i mange år og tænker, at nu skal du ud og realisere alt det, du drømte om på studiet. Men så viser det sig at være en helt anden virkelighed, du kommer ud til – en virkelighed, hvor du måske kan have svært ved at se, at du flytter noget som helst af betydning,” siger Helle Bach Riis.

”Jeg lægger ikke hele min identitet i jobbet”

Her knap to år senere er Sofie meget mere tilpas med arbejdslivet. Hun gør lige som Dan Turèll: Hun sætter pris på hverdagen.

”Ellers kan jeg jo bruge mange dage i mange år på at vente på at nå et eller andet større mål i stedet for at lære at sætte pris på det, der er lige foran mig,” siger Sofie.

Men har du ikke længere ambitioner?

”Jo da. Mit job er vigtigt, og jeg arbejder hver dag på at gøre det bedre end i går. Og jeg har da også helt klart nogle mål for min videre karriere. Jeg tror bare, at jeg har lært at adskille dem fra mig som menneske – ikke at lægge hele min identitet i jobbet, som jeg gjorde på mit studie. Jeg er jo kun 26 år – jeg har mange år endnu, og derfor tror jeg også, det er vigtigt, at jeg både sætter pris på de almindelige dage og de dage, hvor jeg når mine mål.”

Sofie siger, at det giver hende ro at gå til sine opgaver og sit job, uden at det bliver afgørende for, hvem hun er som person. Det har også hjulpet hende til at finde ud af, hvem hun er, når hun er helt privat. Hun er veninden, kæresten – og hun er også begyndt at gå til keramik.

Gode råd

Sofie, har du et godt råd til dem, der lige er begyndt eller snart skal starte i det første job som kandidat?

”Ja. Tal med andre – det er min erfaring, at mange har det på samme måde. Og pas på med at sætte lighedstegn mellem din identitet og dit arbejde.”

Helle Bach Riis har også et råd.

”Mit bedste råd er også det sværeste. Hav tålmodighed og husk, at det tager tid at finde sig til rette på en arbejdsplads og få de opgaver, der interesserer dig. Og hvis det ikke sker, skal du se det som en del af en afklaringsproces. Lad være med at fokusere på, at du er havnet et forkert sted, men på, at du nu ved, hvad du ikke vil, og at dét kan hjælpe dig med at finde ud af, hvor du så gerne vil hen.”

Helle Bach Riis havnede ikke selv i det rette job, da hun startede karrieren som kommunikationsmedarbejder. Men så fandt hun vej ind i undervisningsverdenen, blev selvstændig og også forfatter. Nu er hun i gang med en ph.d. på interkulturelle studier på RUC.