Kom på sporet af din lykke
Hver femte dansker drømmer om at ændre deres arbejdsliv. Hver fjerde af dem begrunder det med et ønske om ny inspiration eller noget mere meningsfyldt.
Det kunne Berlingske for nylig fortælle på baggrund af en Kantor Gallup-undersøgelse.
Men hvordan gør man, hvis man går med de drømme? Professor i filosofi ved SDU, Søren Harnow Klausen, der sidste år udgav bogen 'På sporet af din lykke – guide til det gode liv', arbejder med begrebet 'velbefindende'.
"Man skal have en konkret, elementær og realistisk forestilling om, hvad det er, der giver mening for en selv. Hvis man går efter en passion, skal man være sikker på, at den virkelig passer til én – og ikke er en urealistisk drøm om at være en helt anden, end man er."
'Kend dig selv' er en vigtig øvelse, fastslår han.
Meget kan måske opnås med mindre, men mere sikre ændringer af éns nuværende arbejdssituation – fx nogle hjemmearbejdsdage – end det store og måske risikofyldte spring.
De, som vil tage det store spring for selv at bestemme deres arbejdstid, skal være bevidste om, at 'tidssuverænitet' ofte er en illusion, påpeger han. Når man selv helt alene skal styre sin arbejdstid, tvinges man til at sætte sig selv under pres, og det kan være svært at holde 'fyraften'.
Omvendt kan selve det at tage det store spring være godt for éns velbefindende, understreger Søren Harnow Klausen.
"Det vil føles tilfredsstillende at gøre noget, man længe har villet, og det kan gøre det lettere at leve med de skuffelser og den modgang, det måske fører til."