Åbne kontorer

Storrum kan betyde færre samtaler med dine kollegaer

12.2.2019

af

Foto: Shutterstock

Foto: Shutterstock

Hvis du flytter fra et mindre kontor ind i ét stort rum, taler du mindre ansigt til ansigt med dine kollegaer, mens jeres elektroniske kommunikation stiger. Det viser ny forskning fra Harvard. Størrelsen af kontorlandskaberne er en vigtig faktor, påpeger dansk ekspert.

Et klassisk argument for at lave åbne kontorlandskaber er, at det øger kommunikationen mellem medarbejderne. Det gør det måske også – men bare ikke når det gælder én til én-samtalerne. Til gengæld stiger vores elektroniske kommunikation med hinanden.

Det er i hvert fald konklusionen i et nyt studie fra Harvard Business School, skriver mitarbejdsmiljo.dk.

Forskerne har undersøgt medarbejdernes kommunikation med hinanden før og efter overgangen til et åbent kontorlandskab i to forskellige virksomheder.

De udstyrede bl.a. medarbejderne med sensorer, og det viste sig altså, at medarbejderne havde færre samtaler med hinanden ansigt til ansigt. Faktisk brugte de 72 procent mindre tid på den slags samtaler. Til gengæld sendte de 56 procent flere e-mails og 67 procent flere chat-beskeder til hinanden.

Ekstremt store kontorrum

Det er umiddelbart overraskende, at folk taler mindre sammen, når der bliver færre meter mellem dem, siger Peter Holdt Christensen, lektor på CBS. Han har bl.a. forsket i videndeling, og hvilken indflydelse de kontorer, vi sidder i, har på vores kommunikation og på vores trivsel.

”Men undersøgelsen er udfordret ved, at den er baseret på to studier i kontorlandskaber med henholdsvis 130 og 120 mennesker, så her er tale om voldsomt store kontorer sammenlignet med en dansk kontekst.”

Peter Holdt Christensen siger, at seks-otte personer i et storrum er ’normen’ i Danmark.

Men når 130 mennesker bliver sat sammen i ét rum, er det umiddelbart logisk, at det påvirker kommunikationen blandt kollegaerne, siger han.

”Med så stort et kontorrum vil mange opleve alt for mange stimuli, og derfor vil de trække sig tilbage og dermed ikke kommunikere så meget med hinanden.”

 Smertegrænsen på storrum

Og så er der også det ved undersøgelsen fra Harvard Business School, at den måler effekten efter henholdsvis to og tre måneder, påpeger Peter Holdt Christensen.

”I mange andre studier – også dem, jeg har været med til at lave – måler vi ikke før seks-ni måneder efter, at flytningen er sket. For når vi flytter over i kontorlandskaber, opfører mange sig i starten, som var de i en stillekupe – der er i hvert fald i tvivl om, hvordan de skal opføre sig, og så slår de over i elektronisk kommunikation.”

Men vil én til én-kommunikationen så komme på den længere bane?

”Ja, det er jeg ret sikker på, at den vil – altså i mindre storrum. For det er klart, at når du sidder i store rum som i studiet her, har du voldsomme udfordringer med informationsoverload,” siger Peter Holdt Christensen.

Hvor går smertegrænsen i forhold til størrelsen på storrummet, hvis det ikke skal gå ud over vores interaktion?

”Vores forskning viser, at man ikke skal lave kontorlandskaber med en horisontal afstand på mere end 30 meter. Når du når ud over 30 meter, kan du godt glemme enhver form for kommunikation.”

Kan du sige, hvad den optimale størrelse er for en flok djøfere, hvis vi skal tale sammen?

”Der er rigtig mange variabler. Fx hvilke type opgaver de sidder med – hvis dine opgaver består af analyse og kræver et stort fokus, er det et problem at sidde i storrum. Alderen spiller også ind. Yngre generationer har det typisk meget bedre med at sidde i åbne kontorrum, og her taler vi i dansk sammenhæng i størrelsesordenen 6-12 personer. De ældre generationer vil til gengæld typisk foretrække enkeltmandskontorer eller markant mindre åbne kontorer med 2-4 personer.”

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

ANNONCE

Kommentarer

Eva
5 år siden
Er der nogen undersøgelser, der kigger på sammenhænge mellem storrumskontor og stress? Min tanke er, at når den ramme der er for at man kan løse sin arbejdsopgave ordentligt bliver udfordret, så man ikke er i stand til at løse opgaven ordentligt fordi den fysiske ramme ikke er i orden, så er chancen for stress højere - uanset at der måske i øvrigt er balance mellem arbejdsmængde og tid.
Cecilie
5 år siden
Det har også været min erfaring fra to job med storrum. Vi talte kun sammen til frokost og fredagsmorgenmad, og hver gang nogen small talkede, var der én, som - forståeligt nok - sagde: "Kan I ikke gå ind i et flexrum?". Men man vil trods alt ikke gå ind i et flexrum "bare" for at høre, om kollegaen havde haft en god ferie eller havde set en god film i weekenden. Resultatet blev, at vi ikke var ret tæt på hinanden - og julefrokosten var vist en tam affære.