Mobilitet

Nyuddannede flytter helst ikke efter det første job

13.2.2019

af

Foto: Andrey Popov/Shutterstock

Foto: Andrey Popov/Shutterstock

Godt hver tredje dimittend flytter fra Vestdanmark til Østdanmark for at få det første job. Men for mange er det af nød – de vil faktisk helst blive.

Der er store regionale forskelle på, hvor langt fra studiestedet en nyuddannet lander sit første job. Kun to procent af dimittenderne fra Sjælland rykker over Storebælt. Omvendt rejser hver tredje af de nyuddannede fra Vestdanmark mod øst, når de får den første stilling.

Det viser et særudtræk fra en undersøgelse, som Djøf har gennemført.

En tidligere undersøgelse blandt nyuddannede akademikere, som Akademikernes A-kasse har lavet i samarbejde med Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, viser, at især studerende fra CBS og Roskilde Universitet får deres første job i nærområdet. Mens Aarhus Universitet og Aalborg Universitet er de studiesteder, hvor flest dimittender efterfølgende flytter til en anden landsdel for at få deres første job.

Men det er logisk nok ifølge Rikke Jønson, chefkonsulent hos AAU Karriere.

”Det er meget tydeligt, at der er et meget større akademisk arbejdsmarked omkring København, end vi har i Nordjylland. Vores region er præget af små- og mellemstore virksomheder,” siger hun.

Jobmulighederne er bare større i København, siger Høgni Kalsø Hansen, lektor ved Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning på Københavns Universitet. Han forsker bl.a. i arbejdskraftens mobilitet.

”Det handler i bund og grund om, at hvis man har investeret fem-seks år i en uddannelse, vil man gerne have et afkast. Og det bedste muligheder for afkast er p.t i de større byer, hvor arbejdsmarkederne er størst.”

De flytter af nød

Men selv om forholdsmæssigt flest dimittender flytter fra Vest- til Østdanmark, er det for manges vedkommende af nød i første omgang, siger Rikke Jønson.

”Vores egne dimittendundersøgelser viser, at langt de fleste starter med at søge regionalt. Der er rigtig mange, som gerne vil blive der, hvor de har opbygget et netværk, men det er ikke altid muligt, når de skal have det første job.”

Den seneste dimittendundersøgelse fra Aalborg Universitet viser, at 41 procent af de nyuddannede fik deres første job i region Nordjylland, 21 procent i Region Midtjylland og 20 procent i Region Hovedstaden. Resten har fundet job i en af de øvrige regioner i Danmark eller i udlandet.

For nogles vedkommende starter rejsen mod øst allerede før studietiden, siger Rikke Jønson.

”Der er rigtig mange jyder, der tager til Sjælland for at tage en universitetsuddannelse. Men der er ikke ret mange københavnere, det tager en uddannelse hos os på Aalborg Universitet. Vi har fået lidt flere, efter vi har fået en medicinuddannelse – men det er stadig kun få. For af en eller anden grund er der længere fra København til Aalborg end fra Aalborg til København.”

Boligpriserne er dog noget af det, der kan få os til at flytte på os, siger Høgni Kalsø Hansen – men næppe så langt som fra København til Aalborg.

”Det københavnske arbejdsmarked er stort og rummer mange muligheder for jobskifte. Så p.t. ser det ud til, at det snarere vil resultere i en øget indpendling til de større byområder, end det vil resultere i, at videnjob flytter andre steder hen,” siger han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Dommerudnævnelsesrådet
Job
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Job
KL - Kommunernes Landsforening
ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet