Ferielov

Nye regler kan spænde ben for din ferie næste år

28.2.2019

af

Foto: Shutterstock

Foto: Shutterstock

Den nye ferielov er kompliceret. Vi har bedt Djøfs ekspert, Peter Salling Petersen, udrede nogle af trådene: Kan det fx lade sig gøre at holde mere end tre ugers sommerferie i 2020? Og så fremhæver han tre vigtige tjekpunkter.

De ferieregler, du kender, er snart fortid. Selv om du endnu ikke mærker det, trådte de første dele af en ny ferielov allerede i kraft 1. januar i år, og hele loven har virkning fra 1. september 2020.

Overgangen fra det ene feriesystem til det andet er temmelig kompleks, hvilket i øjeblikket får Djøf-medlemmerne til at stille mange forskellige spørgsmål om konsekvenserne af de nye regler.

Nogle af de oftest stillede spørgsmål får vi svar på lige om lidt. Men først skal vi lige have den nye lovgivning introduceret.

Fra 'forskudt' til 'samtidighed'

Med den nye ferielov vil du, akkurat som nu, optjene 2,08 feriedage om måneden. Det nye er, at du fremover optjener og afholder ferie samtidig.

Indtil nu har du optjent ferie 'forskudt'. Det vil sige: Den ferie, du optjener i kalenderåret fra 1. januar til 31. december, kan du først afholde fra 1. maj året efter og 12 måneder frem.

Fra 1. september 2020 får vi 'samtidighedsferie': Det vil sige, at du kan afholde ferie med det samme, i takt med at du løbende optjener feriedage. Det betyder, at nyuddannede i deres første job slipper for at skulle vente i op til 16 måneder, før de kan holde deres første betalte ferie.

'Miniferieår' sommeren 2020

D. 1. januar i år begyndte en overgangsordning, der skal føre os fra det gamle til det nye feriesystem. Men hvad betyder overgangsordningen for dig?

  • Frem til 30. april 2020 holder du forskudt ferie, som du plejer. Der er den ferie, du har optjent i 2018.
  • Herefter følger et ’miniferieår’ fra 1. maj 2020 og frem til, at samtidighedsferie starter 1. september 2020.
  • I miniferieåret 2020 kan du holde 16,7 feriedage, som du optjener i de første otte måneder af i år – altså fra 1. januar til 31. august 2019.

De nærmere detaljer kan du læse om i regeringens materiale om den nye lov.

Kan jeg holde den ferie, jeg plejer?

Djøfs ekspert i den nye ferielov, Peter Salling Petersen, fortæller, at det spørgsmål, Djøf især får fra medlemmerne, er: 'Kan jeg holde den ferie, jeg plejer i overgangsperioden?'

Svaret er: Ja, det kan de fleste, forklarer han.

Til 'miniferieåret' vil du have optjent op til 16,7 feriedage og kan fx holde tre uger sommerferie i sommeren 2020. Hvis du derimod vil holde fire ugers sommerferie i 2020, skal du spæde op med feriefridage eller lignende fridage.

En anden mulighed er at aftale med din arbejdsgiver, at du overfører op til fem dages ferie fra april til maj 2020.

Du kan aftale ferie på forskud

’Kan jeg holde samme ferie, som jeg plejer, når 'samtidighedsprincippet' er fuldt indført den 1. september næste år?’

Sådan lyder et andet spørgsmål, medlemmerne stiller.

"Og ja, det kan du," lyder svaret fra Peter Salling Petersen.

Dog med et lille 'men'. Det går på, hvis du planlægger at holde en lidt længere ferie, umiddelbart efter at den nye ferielov er trådt fuldt i kraft 1. september 2020.

"For så har du jo ikke optjent nogen ferie endnu. Her giver den nye ferielov dig mulighed for at aftale med din arbejdsgiver, at du kan afholde ferie på forskud i fx september eller oktober," forklarer Peter Salling Petersen.

Sådan redder du efterårsferien i 2020

Efterårsferien i oktober 2020 får du således i hus ved at aftale det med din arbejdsgiver sådan her:

  • Du har i forvejen 2,08 feriedage, som du har nået at optjene i september måned.
  • Dem supplerer du så med 2,92 dages aftalt ferie på forskud. Dermed har du til fem dages efterårsferie i oktober 2020.

Peter Salling Petersen forventer ikke, at det bliver vanskeligt at få aftaler i stand med arbejdsgiverne.

"Muligheden for at aftale ferie på forskud er netop indført, for at de ansatte også vil kunne lægge ferie først på ferieåret, hvor der kun vil være optjent få feriedage," forklarer han.

Ferie på forskud kan modregnes i løn

På den måde kan du rent faktisk godt tage på den treugers-trekkingtur i Himalaya, som du drømmer om i 2020 – og som helst skal være i oktober, hvor det er skyfrit i bjergene.

Den arbejdsgiver, som giver en stor portion ferie på forskud, er nemlig sikret mod at tabe pengene, hvis du nu kommer hjem og siger op, lige efter at du har holdt ferie på 'forskud', forklarer Peter Salling Petersen.

Sker det, kan din arbejdsgiver kradse værdien af de feriedage, du skylder, ind ved at modregne i din sidste månedsløn.

Tre vigtige tjekpunkter

Peter Salling Petersen opsummerer den nye ferielov i tre tjekpunkter, du skal huske:

Om din sommerferie 2020:

  • Du vil max have optjent 16,7 dages ferie til brug for 'miniferieåret' i perioden 1. maj 2020 til 31. august 2020. Altså din sommerferie 2020.
  • Hvis du vil holde en længere sommerferie i 2020, fx fire uger, kan du prøve at aftale med din arbejdsgiver, at du overfører op til fem dages ferie pr. 1. maj 2020 til at supplere de 16,7 dage med.

Hvis du ikke har nået at holde al din ferie:

  • Hvis du ikke har brugt al din ferie, når 'samtidighedsferie-systemet' går i luften 1. september 2020, vil de overskydende feriedage uden videre overgå til det nye feriesystem. Du risikerer altså ikke at strande med for meget ferie.

Hvis du har særlige feriedage:

  • Den nye ferielov gælder, ligesom den gamle, kun for de fem ugers lovbestemte ferie.
  • Har du feriedage derudover i overenskomsten, husaftalen eller din kontrakt, reguleres de ligesom nu gennem aftale med din arbejdsgiver.
Fx har offentligt ansatte fem særlige feriedage i deres overenskomst. Dem vil de kunne bruge til at supplere de 16,7 feriedage med i sommeren 2020.
Stadig i tvivl? Ring til Djøf

Djøf er i gang med at lave information om den nye ferielov. Den vil du kunne finde på djoef.dk.

Men er du her og nu i tvivl, så ring til Djøfs Rådgivningscenter på 33 95 97 00.
Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Dommerudnævnelsesrådet
Job
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Job
KL - Kommunernes Landsforening
ANNONCE

Kommentarer

Peter
4 år siden
Det vil altså sige, at de feriepenge, jeg optjener i oktober 2019, ikke vil kunne blive udbetalt for ferieafholdelse i maj 2020, right? Det er jo lige lukt tilbage til feudalsamfundet! For hvad hvis man udrejser af landet i slutningen af april 2020? Så kan man kun få 8 måneders feriepenge udbetalt for afholdelse af ferie i maj/juni 2020. Danmark er sgu snart en bananrepublik!
Jette
5 år siden
Kan man så fremover (2021 og frem) kun få lov at holde vinterferie på forskud? Da den jo ligger i februar hvor man jo kun har optjent 2,08 feriedage eller hvad? Fra ferieåret 2020 til 2021 må man da overføre mere end 5 feriedage eller er det præcis fem dage?