Brevkasse

Kan jeg få fjernet billeder af mig selv?

26.2.2019

af

Illustration: supirloko89/Shutterstock

Illustration: supirloko89/Shutterstock

Jeg har sagt ja til at få taget nogle billeder, som min arbejdsgiver vil bruge i noget salgsmateriale. Jeg kan dog ikke lide billederne. Kan jeg sige til arbejdsgiver, at de ikke må bruge dem, når jeg nu har sagt ja?

Jeg har sagt ja til at få taget nogle billeder, som min arbejdsgiver vil bruge på virksomhedens hjemmeside og i noget salgsmateriale, vi sender til vores kunder. Jeg kan dog virkelig ikke lide de billeder, der er blevet taget, og når jeg tænker mig om, har jeg heller ikke lyst til, at jeg fremgår af salgsmaterialet. Kan jeg sige til arbejdsgiver, at de ikke må bruge billederne, når jeg nu har sagt ja?

’Det modvillige motiv’

 

Kære medlem

Tak for dit spørgsmål. En arbejdsgiver har mulighed for at offentliggøre arbejdsrelaterede oplysninger om de ansatte på sin hjemmeside. Det gælder fx navne, arbejdsområder og kontaktoplysninger. Din arbejdsgiver kan i relation til sådanne oplysninger offentliggøre et portrætfoto af dig, hvis du har givet samtykke til det.

Vil arbejdsgiver bruge portrætbilleder af dig på en anden måde end skitseret ovenfor, kræver det, at du afgiver samtykke herom. Jeg forstår din henvendelse, som at du har afgivet dette samtykke. 

Du kan vælge at trække dit samtykke tilbage. Tilbagekaldelsen af samtykke vedrører den fremtidige brug af billederne. Hvis du trækker samtykket tilbage, indebærer det, at de fotos af dig, der er på hjemmesiden, som udgangspunkt skal fjernes.

Er salgsmaterialet trykt materiale, kan der ikke forlanges tilbagekaldelse af materiale, som allerede er distribueret. Det er endnu uvist, hvad der skal ske med trykt materiale, der endnu ikke er distribueret, idet Datatilsynet ikke har truffet beslutning herom endnu.

Hvis din bekymring alene går på, at du ikke kan lide billederne, kan du forsøge at bede om at få taget nye billeder. Ønsker du slet ikke, at arbejdsgiver benytter billeder af dig, skal du tilbagekalde dit samtykke.

At du trækker dit samtykke tilbage, må ikke have negative konsekvenser for dig. Arbejdsgiver må fx ikke afskedige dig på baggrund af, at du tilbagekalder brugen af dit billede.

Hvis din arbejdsgiver ikke ophører med at bruge dit billede, efter at du har tilbagekaldt samtykket, skal du kontakte Datatilsynet. Du er også meget velkommen til at kontakte Djøf for hjælp i den anledning.

/René Òli Rasmussen, chefkonsulent, Djøf

Note: Den originale udgave af teksten indeholdt en upræcis formulering om arbejdsgiveres mulighed for at bruge portrætfotos. Teksten er derfor rettet 6. marts.

Skriv til brevkassen

Skriv til Djøfs panel af rådgivere, hvis du har spørgsmål om ansættelsesforhold, karrieremuligheder, overenskomster, regler og lovgivning, faglige netværk eller andet, der optager dig i forbindelse med arbejdsliv eller studier.

Vi bringer et udvalg af spørgsmål og svar. De indsendte spørgsmål kan eventuelt blive forkortet eller lettere redigeret.

Send dine spørgsmål til bladet@djoef.dk. Husk også at skrive dit fulde navn og mailadresse til brug for redaktionen og rådgiverne. Hvis du ønsker, at dit spørgsmål i bladet bliver underskrevet med pseudonym i stedet for navn, bedes du gøre opmærksom på det.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

ANNONCE

Kommentarer

B.N.
5 år siden
Under overskriften Kan jeg få fjernet billeder af mig selv, svarer DJØF, at en arbejdgiver godt må anvende billeder af ansatte uden først at indhente samtykke, når det er i forbindelse med kontaktoplysninger. I Datatilsynets vejledning om Databeskyttelse i forbindelse med ansættelsesforhold står der under pkt 6.4.2 Medarbejder fotos på arbejdspladsens hjemmeside: "Portrætbilleder af de ansatte og billeder optaget af ansatte på arbejdet (situationsbilleder) vil som udgangspunkt ikke kunne offentliggøres uden den ansattes samtykke. Samtykket skal opfylde betingelserne i forordningens artikel 7 for et gyldigt samtykke. Arbejdsgiveren har derfor bl.a. pligt til at sikre, at samtykket er givet frivilligt. Der henvises til Datatilsynets og Justitsministeriets vejledning om samtykke, som er tilgængelig på tilsynets hjemmeside. Tilsvarende gælder, hvis en arbejdsgiver bruger billeder af ansatte i materiale, der f.eks. anvendes til markedsføring. " Her står der, at der skal indhentes et frivilligt samtykke. Er der ikke brug for at få korrigeret svaret, da man ellers kan få det indtryk, at arbejdgivere godt må tvinge ansatte til at få offentliggjort deres portrætbilleder? Jeg vil gerne være anonym.