"Hvis NemID bryder sammen, går samfundet bogstaveligt talt i stå"

I industrisamfundet udgjorde veje, jernbaner, havne, energiforsyning, spildevandsanlæg m.v. samfundets afgørende infrastrukturer. Infrastrukturer, som er afgørende for, om et samfund fundamentalt kan fungere, og som borgere og virksomheder kan stole på og tilrettelægge deres virksomhedsdrift og levned ud fra.

Industrisamfundet er imidlertid under hastig forandring pga. digitaliseringen. Vi er i fuld fart på vej ind i det digitale samfund – d-land. I d-land er der også masser af industri. Nu er produkter og processer ”blot” blevet gjort intelligente gennem digitalisering. Det betyder, at de er mere effektive og smarte, selv kan opsamle informationer gennem fx sensorer, kan udveksle data med andre systemer og selv kan tage beslutninger som følge af kunstig intelligens. For blot at nævne et par af perspektiverne.

I d-land opstår der nogle nye kritiske infrastrukturer på linje med industrisamfundets. Vi kalder dem digitale fundamenter, fordi samfundet er fuldstændig afhængig af dem, og fordi samfundet agerer ud fra, at disse digitale fundamenter er til stede og fungerer 24 timer i døgnet, 365 dage om året. Det er fx centrale registre som CPR, CVR og BBR, men også transaktionsregistre som eIndkomst. Det er oplysninger, som mange myndigheder på tværs af ressortområder skal kunne tilgå sikkert og effektivt. Det er NemID, sikkerhedssystemer, kommunikationsinfrastruktur etc.

Digitaliseringen giver mennesker, virksomheder og samfund uendeligt mange muligheder for at kunne indrette sig fleksibelt, effektivt og mere behageligt. Og Danmark er helt fremme i denne udvikling. Vi er udråbt som nummer 1 i analyser fra såvel EU, OECD og FN, og rigtig mange lande ser således på Danmark for at lære af os.

Men – for der er et stort men – digitaliseringen har samtidig en bagside. Vi er som samfund blevet fuldstændig afhængige af de digitale løsninger og tilliden til dem. De digitale fundamenter er kritiske for det danske samfund. Men hvis fx NemID rammes af et nedbrud, går samfundet bogstaveligt i stå. Eller hvad hvis befolkningen mister tilliden til, at man trygt kan anvende kommunikationsinfrastrukturen, fordi den er baseret på komponenter fra virksomheder fra mere totalitære samfund, som mistænkes for at udnytte disse komponenter til uretmæssigt at opsamle data? Den bekymring prægede avisoverskrifterne kort før jul i relation til den kinesiske virksomhed Huawei.

Da vi i tænketanken Danmark 3.0 i 2011 udgav rapporten ’Hvornår springer Danmark ud som d-land?’, skrev vi: ”Alle borgere bør have lige ret og lige adgang til samfundets digitale infrastrukturer, som vi kalder digitale fundamenter. Derfor peger vi på, at digitale fundamenter bør kontrolleres af staten og dermed skærmes fra at blive gidsler i et kommercielt monopol.”

Videre anbefalede vi: ”Det er derfor afgørende for nationens sikkerhed, både i klassisk sikkerhedsmæssig forstand (herunder krig og force majeure) og i relation til den daglige digitale drift af samfundet, at staten både har fuld indsigt i og kontrol med digitale fundamenter. Staten kan ikke tillade, at kontrollen med nationale digitale fundamenter overlades til private virksomheder, hverken danske eller udenlandske.”

Her otte år efter begynder det at stå mere og mere klart, at den digitale udvikling kalder på regulering, hvis vi som samfund ikke skal ende med gevaldige tømmermænd. Klokken er fem i tolv. Vi kan ikke overlade det til markedets kræfter alene. Tænk blot på EU-kommissær Margrete Vestagers kamp mod de digitale mastodonter.

Samtidig udstiller digitaliseringen nådesløst, når der er noget, som ikke hænger sammen. Når systemer ikke kan kommunikere med hinanden. Når der skal ”bæres” oplysninger fra et system til et andet. Når to systemer giver forskellige resultater. Når systemer anvender forskellige begreber og definitioner. Når den ene hånd ikke ved, hvad den anden gør. Med digitaliseringsparat lovgivning tog et enigt folketing et meget vigtigt skridt, men nu skal fundamentet sikres. Her er det essentielt, at vi tænker visionært og langsigtet.

Digitaliseringen fordrer på én og samme gang såvel centralisering som decentralisering. Centralisering, fordi digitale fundamenter kræver koordinering og beslutningskraft. Decentralisering, fordi digitale services (det som skal understøtte borgere og virksomheder) skal udvikles tæt på virkeligheden og brugerne for at sikre innovation og værdi. Staten må tage ansvaret og den nødvendige kontrol med samfundets digitale fundamenter. Af flere grunde: Sikkerhed, tillid og for at de, som udvikler digitale services, har solide digitale fundamenter at trække på. Ansvaret for udvikling af digitale services må placeres tæt på forretningen og tæt på brugerne og må derfor i langt højere grad overlades til markedets kræfter. Fordi det sikrer, at der skabes reel værdi.

Det er sådanne emner, som må og skal optage politikere og centrale embedsmænd i udviklingen af en kommende strategi for det digitale Danmark – og ikke kun de muligheder og gevinster, som følger med digitaliseringen. Ellers vil de flotte førstepladser ikke været meget værd i det lange løb. Ansvaret herfor ligger i første omgang hos finansministeren og innovationsministeren. Det er her, at den digitale dagsorden sættes. Det fordrer strategisk udsyn, mod og kløgt, fordi digitaliseringen i stigende grad går på tværs af de offentlige domæner, og derfor kræver det et visionært og konstruktivt samspil med en række af de centrale aktører. Den fællesoffentlige digitaliseringsstrategi 2016-2020 leverer ikke svarene. Og der er ingen tid at spilde.