Tema: Løn

"Det er sjældent en rigtig forhandling"

6.2.2019

af

Foto: Jacob Nielsen

Foto: Jacob Nielsen

Et nyt job er også muligheden for et ekstra lønhop, så husk at spørge om ekstra tillæg, lyder rådet fra Lars Hansen, der er fuldmægtig og tillidsrepræsentant. ”Det kan jo være, at de siger ja.”

Lars Hansen gik ned i løn, da han skiftede fra det offentlige til det private. Som ny kandidat lagde han ud med et barselsvikariat som underviser på en handelsskole, hvor han med det samme fik forhandlet sig frem til et ekstra tillæg på 2.000 kroner om måneden – selv om han var nyuddannet. Han var ganske vist på deltid, men han fik det, der svarede til en fuldtidsløn på cirka 29.000 kroner om måneden plus pension.

Men han ville gerne arbejde med det felt, som han havde specialiseret sig i under studierne – nemlig international markedskommunikation, og via videnpilotordningen fik han job først i én designvirksomhed og så i en anden. Begge førte til fastansættelse.

”Jeg fik 24.000 kroner om måneden det første sted. Det andet sted fik jeg omkring 28.500 kroner. Jeg syntes, det var lavt, så jeg spurgte om noget mere. Men jeg fik at vide, at de gerne ville se, hvad jeg kunne først, så vi aftalte en lønforhandling i slutningen af året. Men det nåede jeg aldrig, fordi jeg blev langtidssygemeldt med stress.”

Han vendte tilbage som underviser på en handelsskole igen. Og for tre år siden fik han job som fuldmægtig i Danmarks Statistik, hvor han ’glemte’ at forhandle sig til ekstra tillæg, fordi han bare var så glad for at have fået jobbet.

Men siden er der kommet tillæg til. Og sidste år fik han et varigt tillæg på 10.000 kroner.

Lars Hansen forhandler ikke sin egen løn – det gør en af hans tillidsrepræsentant-kolleger, mens han forhandler for nogle andre kollegaer.

”Der er typisk ikke så meget forhandling over det – men vi prøver da,” som han siger.

Hvad betyder løn for dig?

”For mig er det en anerkendelse. Og hvis jeg lægger en ekstra arbejdsindsats, eller jeg synes, jeg bidrager til noget særligt, mener jeg jo også, at det bør afspejles i min løn. Og så betyder det selvfølgelig noget økonomisk. Hvis man har en god økonomi, behøver man ikke at vende hver en krone.”

Snakker I meget om løn kollegaerne imellem?

”Nej. Men alle akademikere har åbne lønlister. Vi synes, åbenhed er det bedste – vi ser det som en løftestang for dem, som ikke ligger der, hvor de gerne vil. Jeg bruger den også selv, hvis jeg synes, jeg ligger lavt i forhold til nogle af dem, jeg kan sammenligne mig med.”

Er du nogensinde blevet sur ved en lønforhandling?

”Nej, for jeg ser ret praktisk og pragmatisk på det og har typisk forståelse for den anden parts standpunkt også. Men jeg er blevet ærgerlig i forbindelse med en udnævnelsesrunde, hvor jeg havde indstillet mig selv til en specialkonsulentstilling og ikke fik nogen tilbagemelding.”

Lars Hansen, fuldmægtig og Djøf-tillidsrepræsentant hos Danmarks Statistik

Uddannelse: Cand.ling.merc.

Månedsløn: 37.550 kr. + pension 6.069 kr.

Første løn som kandidat: Cirka 17.400 kr. + pension i en 60 % stilling som underviser på handelsgymnasium i Lyngby

Arbejdstid: 38-40 timer om ugen

Resultat- eller bonusløn: Mulighed for engangstillæg

Fryns: Massageordning i arbejdstiden. Selvbetaling 100 kroner for en halv time. Mulighed for gymnastik og yoga i arbejdstiden

Løntema

Tjek din løn: Se hvad andre djøfere tjener 
De nyeste lønstatistikker fra Djøf Offentlig og Djøf Privat.

Snyd ikke dig selv: Tal højt om din løn
De færreste deler størrelsen på deres løn med deres kollegaer. Og det er dumt.

"Jeg er stolt af min løn. Den er ikke kommet af sig selv"
Ann Lehmann Erichsen, forbrugerøkonom og afdelingsdirektør i Nordea, har lært at sætte pris på sin løn på den hårde måde.

"Det er sjældent en rigtig forhandling"
Et nyt job er også muligheden for et ekstra lønhop, så husk at spørge om ekstra tillæg, lyder rådet fra Lars Hansen, der er fuldmægtig og tillidsrepræsentant.

"Jeg er så priviligeret, at de sidste par tusind ikke er afgørende"
Mette Boye er gået markant ned i løn og har sagt farvel til chefjobbet – for en stund.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet