Forsker: Offentlig digitalisering underminerer borgernes tillid

I oktober måtte skatteminister Morten Bødskov (S) overbringe en kedelig nyhed: Det planlagte ejendomsvurderings- og boligskattesystem er atter en gang udskudt. Nu hedder deadline 2024.

Til den tid vil det have taget cirka et årti og kostet minimum 4,7 milliarder kroner at udvikle de nødvendige it-løsninger. Og så længe de ikke kan tages i brug, kan de nye boligskatteregler heller ikke træde i kraft.

Ejendomsvurderingerne skriver sig ind i rækken af offentlige it-fadæser, hvor nye digitale løsninger har vist sig at være problematiske, uforsvarlige eller decideret ubrugelige. Her finder vi også den stærkt omdiskuterede Gladsaxe-model, skattevæsenets EFI-system og sundhedsplatformen, for at nævne nogle af de seneste eksempler. Det er enormt dyrt for Danmark, advarer Hanne Marie Motzfeldt, der er lektor i jura på Københavns Universitet og forsker i digital forvaltning. For godt nok går det stærkt med at digitalisere den offentlige sektor. Men neden under de digitale løsninger er noget af fundamentet ved at skride.

”På den korte bane mister vi en frygtelig masse penge på projekter, som enten ikke kan bruges eller kræver efterfølgende lovændringer. På mellemlang sigt er konsekvensen, at borgerne mister tilliden til forvaltningen. Og på lang sigt er jeg bange for selve vores demokratiske grundværdier,” siger hun.

Hos Digitaliseringsstyrelsen understreger direktør Rikke Zeberg, at ”it-systemer og digitale løsninger er afgørende for den offentlige service.”

”Selv om nogle projekter kan være svære at få i mål, kan de sagtens skabe stor værdi senere. Et godt eksempel er den digitale tinglysning, som mange jo i starten kritiserede, men som nu fungerer rigtig godt. Så løsningen er ikke at stoppe med at digitalisere. Vi skal bruge digitalisering, hvor det giver værdi,” skriver hun i en mail til Djøfbladet.

Et værdispørgsmål

Historien om offentlig it i Danmark rummer meget andet end fiaskoer. I en FN-rapport fra 2018 vajede Dannebrog allerøverst på ranglisten over, hvor langt den offentlige digitalisering var nået i medlemslandene. Og alt tyder på, at der kommer mange flere digitale tiltag i de kommende år – fx forsøg med helt eller delvist at automatisere myndigheders sagsbehandling.

Derfor er det på høje tid at diskutere, hvad vi egentlig vil med den offentlige digitalisering, mener Hanne Marie Motzfeldt. I august udgav hun det første af tre bind i en serie lærebøger om digital forvaltning, og arbejdet har gjort det tydeligt for hende, at værdier er en faktor, der i høj grad mangler i diskussionen om offentlig digitalisering.

”Digitalisering er gået fra at være indkøb af EDB til at være meget vigtige, værdiladede beslutninger. Og her har embedsværket ikke ret meget lyst til at afgive sin indflydelse. Under lovprocessen med databeskyttelsesloven blev (daværende justitsminister, red.) Søren Pape ved med at sige, at der var tale om meget tekniske spørgsmål. Det var nok i virkeligheden hans embedsmænd, der mente det – men spørgsmålet om, hvorvidt vi vil bruge fx Gladsaxe-modellen, handler ikke om teknik. Det er et værdispørgsmål om, hvilket samfund vi gerne vil have,” siger hun og tilføjer:

”Derfor hører det til hos de folkevalgte.” 

Økonomiske reformer

De seneste to årtier har de folkevalgte imidlertid ikke stået i kø for at diskutere digitalisering.

”Der er ikke nogen stor interesse blandt politikere for at debattere de her spørgsmål. Måske fordi det er et område, hvor det er svært at være sort/hvid,” siger Morten Hjelholt, der er lektor ved IT-Universitetet.

Sammen med en kollega har han i en nylig forskningsartikel kortlagt, hvordan politikere og myndigheder gennem tiden har talt og skrevet om offentlige it-tiltag. Her viser de, at der skete et skift i begyndelsen af 00’erne.

”I 90'erne var der en politisk debat om, hvordan man skulle forholde sig til de omvæltninger, ny teknologi ville føre med sig. Det foregik bl.a. i en række råd og nævn. Fra starten af det nye årtusinde blev der gjort store bestræbelser på at centralisere digitale indsatser med Finansministeriet for bordenden. Digitalisering blev gjort til et spørgsmål, der skulle måles og vejes i effekt. Derfor var det også et arbejde, der blev tæt forbundet med administrative og økonomiske reformer,” siger Morten Hjelholt.

Ikke bare it-politik

Resultatet har været, hvad han kalder en 'afpolitisering': Offentlig digitalisering optræder stort set aldrig i den politiske debat, og der er bred enighed om, at formålet med at digitalisere er effektivisering.

Når politikere og myndigheder taler om offentlig it, handler det derfor med Morten Hjelholts ord ”om, hvad man kan spare – ikke om, hvad teknologierne rent faktisk gør ved samfundet.”

”Men selv om området er blevet afpolitiseret, er der stadig en relevant debat at tage om de digitale løsninger: Hvordan skal vores service være, og hvordan skal velfærdsstaten organiseres? Og det handler vel at mærke ikke om it-politik. Digitalisering er en kernedel af diskussionen om velfærd,” siger han og henviser til, at en meget stor del af de nye tiltag, kommunerne gennemfører i disse år, involverer digital teknologi.

Styringsmekanismer kortsluttes

Hanne Marie Motzfeldt ser ejendomsvurderingssystemet som et markant eksempel på, hvor store konsekvenser mislykket digitalisering kan få.

Selv om den samlede pris på 4,7 milliarder kr. er næsten det dobbelte af, hvad der blev afsat i 2016, er systemet ikke blevet så godt som ventet. Tværtimod har det vist sig at være så svært at lave præcise digitale ejendomsvurderinger, at Folketinget har været nødt til at ændre lovgivningen på området: Den nye boligskattelovgivning gør det lovligt, at vurderingen af en ejendom lander op til 20 procent over eller under den faktiske handelspris.

”Man har satset på nogle teknologier, som har vist sig ikke at være modne nok – og nu sidder man i saksen. Hvad kan de folkevalgte gøre ved de her ejendomsvurderinger, når systemet træder i kraft? De kan sige, at det er for dårligt – men de er låst af en kæde af beslutninger,” siger Hanne Marie Motzfeldt.

På den måde er der altså en risiko for, at de folkevalgtes mulighed for at prioritere skattepengene efter befolkningens ønsker undermineres, betoner hun.

”Det er en del af vores system, at borgerne skal kunne gå til politikerne og sige: ’Vi vil ikke have urigtige vurderinger, lav det om’ – og så skal politikerne kunne bede forvaltningen om det. Kan de ikke det, er der noget galt med styringsmekanismerne,” understreger hun.

Da Morten Bødskov i oktober fortalte om de fortsatte it-problemer på skatteområdet, lancerede han samtidig et nyt it-tilsyn samt en whistleblowerordning, der skal bringe problemer med it-løsninger frem.

”Der er brug for strammere styring og stærkere tilsyn af skattevæsenets it. Vi skal være mere sikre på, at de planer, vi lægger, de holder, og at systemerne virker, som de skal, når vi sætter strøm til dem,” sagde han i en pressemeddelelse og betonede behovet for, at skattevæsenet bliver bedre til at styre it-leverandører.  

Jurister skal råbe op

Netop samarbejdet mellem det offentlige og private it-firmaer kan ifølge Hanne Marie Motzfeldt sætte traditionelle styringskæder i forvaltningen under pres. Når myndigheder sætter gang i at få udviklet it-løsninger, ender de for ofte med at blive afhængige af de private leverandører, siger hun.

”Mange af de problemer, den offentlige forvaltning er sunket ned i som kviksand, havde man undgået, hvis man havde haft nogle proaktive jurister med. Hvis man havde haft nogen, der kendte til delegationslæren, havde de kunnet gøre opmærksom på, at man ikke må overlade så meget magt til den private sektor uden lovhjemmel.”

Staten har generelt et godt samarbejde med it-leverandørerne, vurderer Digitaliseringsstyrelsen. ”Men vi kan godt blive bedre til at være en professionel kunde og styre vores leverandører, så vi ikke bliver afhængige,” medgiver direktør Rikke Zeberg.

”I visse tilfælde kan det være nødvendigt at hjemtage mere ansvar for it-løsningerne – særligt de løsninger, som er samfundskritiske. Det er fx det, vi gør med den nye løsning til Digital Post og MitID, der er afløseren til NemID. En stor del af statens problemer med leverandørafhængighed handler dog om gamle og kritiske systemer, som er vanskelige at udskifte fra dag til dag,” skriver hun i en mail og tilføjer:

”Det handler om at finde de gode løsninger i fællesskab, og derfor kunne det være rigtigt frugtbart, hvis også universiteter og forskere spiller ind med konstruktive forslag til, hvordan vi bliver bedre.”

Ifølge Hanne Marie Motzfeldt er en af løsningerne, at jurister i det offentlige skal klædes bedre på til at hjælpe med at udvikle digitale løsninger. Det er et af formålene med den bogserie, hun er i gang med.

”Juristerne skal være med i udviklingsprocessen hele vejen, og de skal have fokus på, hvordan man får løsningerne til at skabe en god digital forvaltningskultur. Den gode udviklingsjurist skal løbende minde om, at det er de folkevalgtes vilje, vi som myndigheder skal udføre – ikke vores egen.”