DET, JEG HAR LÆRT

Tillidsrepræsentant i over 30 år: "Jeg holder af at sige tingene ligeud"

02-12-2019
7 min.
Nogle år efter at hun blev færdiguddannet, oplevede Lone Rasmussen, at en kollega blev behandlet dybt uretfærdigt under en fyringsrunde. Det førte til, at hun blev tillidsrepræsentant, og det har hun været lige siden. Foto: Tor Birk Trads

Lone Rasmussen er fuldmægtig i Region Syddanmark og har været tillidsrepræsentant siden 1980'erne. Hun er ledertypen, der aldrig blev leder. Måske fordi hun altid har sagt sin mening, også når alle andre ikke turde.

Min bedsteforældre boede i den ene ende af stuehuset på vores slægtsgård. Min bedstefar var sognefoged. Han tænke meget på dem, som ikke havde så meget. Han var næsten blind, så det blev min rolle at tage imod og vise ind, når han fik gæster. Da var jeg kun tre-fire år. Jeg var oppe hos mine bedsteforældre det meste af min fritid.

Jeg kunne læse avisen, før jeg var seks. Det havde min bedstefar lært mig.

Vi var to klasser sammen i forskolen. Lærerinden kunne finde på at sætte mig op ved katederet og lade de andre læse højt for mig, mens hun gik ind og satte mad over.

Da jeg kom over i den store skole, hentede de andre elever altid mig, når nogen blev drillet i frikvarterne. Så skulle jeg rede det ud.

Drengene i klassen kunne ikke slå mig på det intellektuelle. Derfor ville de hele tiden dyste med mig fysisk i frikvartererne. Hvem kunne stå på hovedet længst? Der kunne de faktisk heller ikke slå mig. Jeg var en stor og stærk pige.

Som 10-årig faldt jeg af en hest og fik kraniebrud. Jeg fik raget alt håret af. På sygehuset ville de give mig en paryk. Det ville jeg ikke. Og der var heller ingen i skolen, som drillede overhovedet.

Jeg har altid tjent penge selv. Jeg red rundt med aviser på min pony. Jeg har plukket høns i plejehjemmets køkken. Da jeg var 10-11 år, stod jeg op kl. 3 om morgenen for at luge roer sammen med løsarbejderne. For så kunne jeg jo holde fri efter skoletid.

Undervejs i min barndom blev vi ret fattige. Det lagde jeg nu ikke så meget mærke til. Men det første købetøj, jeg fik, var til min konfirmation.

Jeg var altid ude i marken og stalden hos min far. Min mor og jeg havde ikke det bedste forhold. Jeg var ikke, som en pige skulle være. Da jeg var 15, sagde jeg til mine forældre, at jeg ville i gymnasiet. Min mor blev lamslået: 'Du skal på husholdningsskole'. Men jeg satte mig igennem.

Gymnasiet var det værste i mit liv. Det var Sct. Knuds Gymnasium, Odenses snobskole. Jeg gjorde mig selv til klassens klovn for at overleve. Jeg klovnede dagen lang. Lærerne kunne ikke styre mig, og jeg var ved at dumpe. Men så blev jeg dørmand ved alle gymnasiefesterne. Jeg endte med at få overtalt hele klassen til, at vi ikke kørte i studentervogn, men på cykel med balloner og tomme dåser ud til vores gård.

Jeg spillede fodbold i B1913. Ved indendørsstævnerne endte jeg med at stå for, at vi fik lavet mad til 1.200 mennesker. Når vi lavede frikadeller, fik jeg nogle drenge med til at ælte farsen i nogle store baljer med deres bare fødder i plasticposer. Jeg stod faktisk for maden til stævnerne i 35 år sammen med min mand, Karl, som jeg kendte fra B1913. Vi blev kærester, da vi begge læste idræt.

Min mand passede vores søn hjemme i Odense, og jeg tog frem og tilbage hver onsdag med mælk, jeg havde malket ud. Jeg ammede ham et helt år, selvom jeg arbejdede i København

Fordi jeg var vild med al sport, begyndte jeg på idræt på Odense Universitet. Jeg ville være gymnasielærer i idræt og matematik. Jeg elskede det sociale liv og disciplinen på idræt. Men så fik jeg en fodboldskade, så jeg aldrig mere kom til at dyrke sport.

Derfor skiftede jeg til cand.rer.soc. – socialvidenskab. Jeg var mest interesseret i de fag, der var økonomi i. Jeg har altid været optaget af, at der er styr på pengene. På den måde blev jeg djøfer.

Jeg gik efter de lærere, jeg hørte var de bedste. Det var bl.a. Kjeld Møller Pedersen og Jørn Henrik Petersen. De var unge dengang. Vi grinede meget i Jørn Henriks timer.

Jeg endte med at blive den første færdige på min årgang. Jeg var den eneste, som blev færdig på normeret tid. Fordi jeg for længe siden havde besluttet mig for, at jeg aldrig ville være arbejdsløs – så vil jeg hellere være sosu-assistent eller sidde ved kassen – ventede jeg med at aflevere specialet til, jeg havde fået arbejde.

Min første job var i København i Hospitalsdirektoratet ved Svanemøllen. Jeg lejede et lille værelse i Hellerup og tog hjem til Karl hver weekend. Jeg blev sat til at få sat skik på økonomien på Hvidovre Hospital. Det var jo andre tider.

De andre kørte i taxa. Men det syntes jeg ikke, jeg ville bruge det offentliges penge på, så jeg cyklede altid fra Svanemøllen til Hvidovre.

Så blev jeg gravid. Jeg havde en meget kort barselsorlov, så var jeg tilbage på jobbet igen. Min mand passede vores søn hjemme i Odense, og jeg tog frem og tilbage hver onsdag med mælk, jeg havde malket ud. Jeg ammede ham et helt år, selvom jeg arbejdede i København.

Foto: Tor Birk Trads

Jeg har været tillidsrepræsentant uafbrudt i vel 30-32 år. Jeg havde fået job i Arbejdsformidlingen i Odense, og dér skete der en stor uretfærdighed mod en kollega i en nedskæringsrunde. Det ville jeg ikke finde mig i. Jeg samlede tre kolleger. Vi søgte alle de jobs, vi kunne komme i nærheden af for at redde ham fra at blive fyret. Vi fik jobbene, han blev reddet, og på den måde kom jeg i Fyns Amt.

Jeg vidste, jeg ville gøre noget for mine kolleger, da jeg kom i Fyns Amt. I dag er jeg lokal tillidsrepræsentant for 152 og fællestillidsmand for 400 i Region Syddanmark. Der er ikke dét udvalg, jeg ikke har siddet i.

Før strukturreformen i 2007 var ledelserne meget mistænksomme over for os tillidsrepræsentanter. Kom vi med et problem med en lokal leder, skulle vi lægge al slags dokumentation på bordet. Dengang kunne jeg godt have brugt en whistleblowerordning.

Ledelserne fik et wake-up call, da strukturreformen kom. De opdagede, at vi tillidsrepræsentanter var en ressource. At alle får noget godt ud af, når vi samarbejder og har tillid til hinanden. Fra dengang af kunne jeg gå direkte ind til topledelsen og sige: 'Hør, der er noget, vi må tale om.'

Når man først er kommet ind i det offentlige, finder man ud af, hvordan man som mellemleder bliver nødt til at prostituere sig selv med sine meninger. Det vil jeg bare ikke. Jeg holder af at sige tingene lige ud

En af mine chefer sagde til mig: 'Lone, du skulle jo være leder. Men med den måde, du udtrykker din mening på, vil du løbe dig en masse staver i livet. Men du kan jo nok også godt holde til det'.

Jeg har kun søgt ét lederjob i mit liv, selvom jeg på en måde har været leder fra barn af. Det var på Kolding Sygehus Jeg fik det ikke, og jeg opdagede også, at jeg heller ikke ville have det. Mange år senere opdagede jeg tilfældigt, at dén, der fik det, var Jane Kraglund, som i dag er min regionsdirektør her i Region Syddanmark.

Når man først er kommet ind i det offentlige, finder man ud af, hvordan man som mellemleder bliver nødt til at prostituere sig selv med sine meninger. Det vil jeg bare ikke. Jeg holder af at sige tingene ligeud.

Jeg er blevet god til at lytte. Det var jeg ikke før. Det har jeg lært. Jeg er blevet god til at skabe tillid til folk.

Jeg har altid mit hverv som tillidsrepræsentant med hjem. Er der et udfordret medlem, skal han eller hun kunne få fat i mig. Det er gået lidt ud over Karl. Men jeg er da blevet bedre til at ikke at tale i telefon efter kl. 9 om aftenen og til at lade være med at tage mobilen med i seng.



Hver eneste af mine sommerferier har jeg fået sager med medlemmer ind, som jeg har taget mig af. Det er, fordi chefer har det med at udskyde vanskelige ting til sidste øjeblik, og så står der et ulykkeligt medlem midt i sommerferien, som har brug for mig. Men det klager jeg ikke over.

På et tidspunkt kom jeg i alle mulige medier. Det var, da sagen med vores tidligere regionsborgmester (Carl Holst, red.) kørte. Jeg var den eneste i hele regionen, som turde stå frem og fortælle, hvordan vi havde oplevet det set fra medarbejderside.

Alt dét der meget hektiske skete lige midt i, at jeg havde fået kræft. Jeg havde fået fjernet begge bryster og var i kemobehandling. Men jeg havde kun tre-fire halve sygedage. Ikke fordi jeg mener, man skal gå syg på arbejde, men jeg ville selv, og jeg kunne også.

Nej, jeg føler mig ikke træt, selvom jeg er 66 år. Jeg tænker ikke på at stoppe. Jeg glæder mig mere til mandag morgen end til søndag eftermiddag.

Til min sidste MUS sagde jeg til min chef, at I skal lige skal vide, at når jeg engang stopper, kan I ikke regne med, at ét menneske kan overtage alle mine poster. Det har kun kunnet ladet sig gøre, fordi jeg har så lang erfaring. Og fordi jeg har haft en arbejdsglæde ud over det sædvanlige ved det.

Vi tror selv i egne øjne, at vi bliver ved med at være unge. Men det gør vi ikke i andres øjne. Lige efter gymnasiet var jeg lærervikar. Jeg bad 1. klasserne om at gætte på, hvor gammel jeg var. De gættede på alt mellem 35 og 57 år. Det var altså en øjenåbner for en 19-årig. Den historie fortæller jeg tit.

1 kommentar
15
Del Twitter LinkedIn Facebook

Kommentarer

ClausP

06.12.2019 kl. 20.54

Lone: Du er en sej kvinde, og det har været en fornøjelse at møde dig "in real life"! :-)

0 kommentarer
4
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.

Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.