Nyt job

”Tour de France er jo et fedt frynsegode”

11.12.2019

af

Foto: PR/TV 2

Foto: PR/TV 2

Han kommer med erfaring fra McKinsey, Finansministeriet og Kulturministeriet. Nu skal Carsten Topholt bruge sine stærke kompetencer som finansdirektør på TV 2.

Det kan virke som et ordentligt spring, når Carsten Topholt nu skifter fra at være associate partner hos McKinsey & Company til finansdirektør i TV 2. Men både bestyrelsesformand Jimmy Maymann og adm. direktør Anne Engdal Stig Christensen fra TV 2 lægger særlig vægt på, at han medbringer ’strategisk tæft’ – en kvalifikation, han får brug for i udviklingen af fremtidens TV 2.

Og hvad ser han så selv som det attraktive ved at blive finansdirektør på TV 2?

TV 2 er en samfundsbærende institution og spiller både en central rolle for vores demokrati som et publicistisk medie – og for sammenhængskraften i vores samfund ved at lave programmer, vi alle kan se og have til fælles. Samtidig er mediesektoren under stor forandring, da borgernes medievaner ændrer sig, og konkurrencen bliver stadig mere intens."

Hvad er dine vigtigste ambitioner i jobbet?

”At fastholde og videreudvikle den sunde økonomi, som TV 2 har opnået – samtidig med, at TV 2 fastholder sin stærke position som publicistisk og public service-medie. Og at muliggøre de investeringer og prioriteringer, der er nødvendige for, at TV 2 kan accelerere den digitale transformation, der er sat i gang."

Du har været i McKinsey i knap tre år i sidste omgang. Hvilke erfaringer derfra forventer du især at kunne bruge hos TV 2?

”Hos McKinsey lærer man bl.a. at udarbejde og eksekvere strategier for virksomheder i sektorer, der undergår forandringer. Og så er der en fantastisk korpsånd og gejst i McKinsey.”   

McKinsey er jo bl.a. kendt for at bidrage til hårde rationaliseringsprocesser. Kommer du også til at svinge kniven i TV 2?

”Der er mange fordomme om McKinsey, men rationaliseringer er altså kun en lille del af den type projekter, McKinsey laver. Først og fremmest står McKinsey for en faktabaseret tilgang, og man laver strategier og projekter i tæt samarbejde med klienterne – og dermed med dyb respekt for dem, der har den konkrete erfaring og viden på et felt."

Hvordan forventer du at kunne bruge dine erfaringer fra andre tidligere arbejdspladser?

”Fra Kulturministeriet kender jeg mediesektoren ret indgående. Fra Finansministeriet har jeg både erfaring med ejerskabet af et statsejet selskab som TV 2 og med økonomistyring. Fra Økonomiministeriet har jeg erfaring som CFO og med at gennemføre og eksekvere strategier og organisationsprocesser. På Christiansborg har jeg selv fungeret som rådgiver til de politiske processer om bl.a. mediepolitikken."

Hvilke erfaringer fra centraladministrationen kan du særligt bruge i dit nye job på TV 2?

”Jeg tror, at alle, der har været i Finansministeriet og Økonomiministeriet, tænker tilbage på de to steder som noget helt særligt. Som arbejdspladser er de kendetegnet ved et meget, meget højt fagligt ambitionsniveau, og en helt enestående kultur for engagement, samarbejde og koordination. Den særlige kultur vil jeg gerne tage med.”

Du har for nylig skrevet bogen ’Kultur og politik’ – kan du bruge noget fra den bog i dit nye job?

”Ja, i høj grad. På den ene side er bogen en hyldest til alle dem, der skaber noget nyt og udvider vores grænser og horisont – fra musikere og kunstnere til journalister, forfattere, arkæologer, sportsfolk og eventyrere. På den anden side er den en analyse af, hvorfor det er vigtigt for et demokratisk samfund at have en medie- og kulturpolitik, der skaber de bedste rammer for, at de førnævnte kan udfolde sig."

Den tidligere finansdirektør på TV 2 havde jobbet i 11 år. Hvor længe forventer du at blive?

”Alle mine kolleger siger, at TV 2 er et sted, man bliver hængende. Så jeg forventer også at være hos TV 2 i mange år!”

Skal du så flytte til Odense?

"TV 2 har hovedsæde i Odense, men også medarbejdere i København, så jeg kommer til at have arbejdssted begge steder. Som udgangspunkt bliver vi boende på Frederiksberg, hvor vi er genboer til TV 2 Lorry."

Vanker der nogen særlige frynsegoder for direktører i en virksomhed som TV 2?

”Det er jo et ret fedt frynsegode, at man et eller andet sted, kan påstå, at man er lidt på arbejde, når man sidder og ser Tour de France, nyheder eller 'Vild med dans'! Og at man ikke vil forstyrres."

Hvad er dit yndlingsprogram på TV 2?

”Jeg har mange! Men nu hvor jeg selv har fået børn og kan se, hvordan en familie hurtigt kan blive meget splittet med hver sin skærm i hvert sit hjørne, er jeg især imponeret over, at TV 2 kan skabe begivenheder og programmer, som man kan se sammen. Fx 'Vild med dans' og 'Danmark har talent’. Det har en helt særlig værdi.” 

Carsten Topholt

2019- Finansdirektør, TV 2

2019 Forfatter til bogen 'Kultur & Politik', Multivers

2017-19 Associate partner/senior manager, McKinsey

2016 Cand.mag. (matematik og filosofi), Københavns Universitet

2014-16 Vicedirektør, Slots- og Kulturstyrelsen

2012-14 Koncernøkonomichef, Økonomi- og Indenrigsministeriet

2009-12 Chefkonsulent, Finansministeriet

2007-09 Konsulent, McKinsey

2005-07 Fuldmægtig, Finansministeriet

2003-05 Politisk rådgiver, Radikale Venstre

2003 Cand.scient.pol., Københavns Universitet

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Ankestyrelsen
Job
Børne- og Undervisningsministeriet - Styrelsen for It og Læring
Job
Finanstilsynet
Job
Frederiksberg Kommune, Rådhuset
ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet