Universiteter

Finanslov sikrer taxameterløft og afskaffer uddannelsesloft

3.12.2019

af

PR-foto: Bjarke MacCarthy/CBS

PR-foto: Bjarke MacCarthy/CBS

Finansloven sikrer næsten en milliard til løft af uddannelserne de næste tre år og afskaffer uddannelsesloftet. Afgørende med ro på finansieringen, siger Djøf-formand.

Studerende og medarbejdere ved de samfundsvidenskabelige og merkantile uddannelser er sikret mod store besparelser på det såkaldte taxameter, der finansierer studierne, i de kommende år.

Det står klart, efter at der i denne uge blev indgået en aftale om finanslov mellem den socialdemokratiske regering, Radikale Venstre, SF, Enhedslisten og Alternativet.

Finansloven betyder, at der er afsat næsten en milliard kroner over de næste tre år til at fastholde det nuværende takstniveau for de samfundsvidenskabelige, merkantile, humanistiske og teologiske uddannelser.

Samtidig stopper de faste årlige besparelser på to procent på uddannelserne.

"Det er godt og helt afgørende, at der bliver skabt ro om finansieringen af uddannelserne. Universiteterne har i gennem de senere år gennemgået meget store forandringe," siger Djøfs formand, Henning Thiesen, i en pressemeddelelse.

"Både de studerende, underviserne og universitetsledelserne har et meget tiltrængt behov for ro om budgetterne, så de kan planlægge og udvikle undervisningen," siger Henning Thiesen.

Universiteterne har frygtet, at den ekstra finansiering ville falde bort.

"Vi har brug for stærke uddannelser på alle faglige områder, og et bortfald af løftet til de humanistiske og samfundsvidenskabelige uddannelser ville have haft voldsomme konsekvenser for kvaliteten”, siger Per Michael Johansen, rektor på Aalborg Universitet og næstformand for Rektorkollegiet ved Danske Universiteter i en pressemeddelelse.

Under forhandlingerne har der været tvivl om, hvorvidt regeringen ville holde flere af sine løfter i forhold til de videregående uddannelser.

Men i den endelige aftale er der fundet penge til både taxameterløft og afskaffelse af uddannelsesloftet. 

Afskaffer uddannelsesloft
Ud over at der falder ro om finansieringen for uddannelserne i de kommende år, så bliver det upopulære uddannelsesloft også afskaffet.

"Uddannelsesloftet afskaffes! Tak til alle elever og studerende, der år efter år har kæmpet for at få loftet revet ned. Jeg husker stadig tydeligt at stå i kulden på Frue Plads i december i protest. Endelig lægges årtiers værste uddannelsespolitiske tiltag i graven," skriver Johan Hedegaard Jørgensen, der er formand for Danske Studerendes Fællesråd, i en kommentar til finansloven på Twitter.

Uddannelsesloftet har siden 2016 lagt en begrænsning på, hvor mange videregående uddannelser på samme niveau man kan tage.
Fakta om aftalen

Regeringen, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Alternativet er enige om at fastholde takstniveauet for takst 1-uddannelser på universiteterne (de fleste humanistiske, samfundsvidenskabelige, merkantile og teologiske uddannelser).

Der afsættes med denne finanslov i alt 303,2 mio. kr. i 2020, 301,8 mio. kr. i 2021 og 302,5 mio. kr. i 2022 til at videreføre takstløftet.

Kilde: Aftale om finanslov 2020

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet