Isa Keller-Andreasen
4 år siden
Meget relevant og velunderbygget artikel til eftertanke om stress skabt i relationen mellem den enkelte, der stræber efter at levere elitepræstationer og organisationen, der kræver elitepræstationer.
Arbejdspres
Djøfere vil levere det optimale altid. Det giver ondt i maven, stress og angst
10.12.2019
af
Eva Bøgelund
Foto: Martin Bubandt
Det ligger i djøfernes DNA at ville levere det perfekte på jobbet. Men de personlige omkostninger er store. Fravær af ledelse er en vigtig årsag til problemet, siger offentlig topchef.
"På et tidspunkt røg jeg ned i en bølgedal, hvor jeg tænkte: Hvad er der galt med mig, hvorfor har de andre mere travlt end mig? Duer jeg bare ikke til det her?"
Sådan husker 27-årige Daniel Loft, der er nyuddannet advokat i Kromann Reumert, de svære stunder i den treårige læretid som advokatfuldmægtig.
"Man lægger et meget stort forventningspres på sig selv i den forstand, at man virkelig håber, at man hurtigt kommer til at lave noget vigtigt, så man kan vise, man er dygtig."
Han var ung, ambitiøs og vant til at klare sig godt. Han kom op af bølgedalen, da han opdagede, at han ikke var alene. Han fik talt med andre om det, både kolleger og nogle i hans familie.
"Det forstod jeg to ting af. 1) At det var i orden at være ked af det. 2) At der var andre af mine unge kolleger, der havde det sådan.
Og så vendte det ret hurtigt. Så føltes presset ikke så tungt."
Jurister med tankemylder
Daniel Loft var vitterlig ikke alene.
Fordi rigtig meget djøf-arbejde er grænseløst og selvledende, er djøfere både i målgruppen for at levere præstationer i topklasse – og for at udvikle præstationsangst undervejs. Det siger erhvervspsykolog Elisabeth Ungar, som bl.a. møder djøfere som klienter i sin konsultation.
"For du kan altid gøre det bedre. Derfor kommer du let i tvivl, om du gør det godt nok, og om du i sidste ende er god nok. Det er en menneskelig reaktion, som man ikke lige fikser ved at sige 'hold så op med dét'. Men hver gang man slår sig selv i hovedet, taber man energi og fokus. Så præstationsangst koster. Derfor er det vigtigt at arbejde med sig selv – også selvom arbejdsgiveren har et stort ansvar."
Måske løber Daniel Loft en morgen i byretten ind i en af de unge anklagere fra advokaturerne på Station Bellahøj i Københavns Politi – og var han clairvoyant, ville han muligvis se ind i én, som har taget panodiler for spændingshovedpine, som havde sagen med hjem i aftes, og som vågnede kl. 4 i morges af bar tankemylder.
De 75 jurister på politistationen har så travlt, at deres helbred er i fare, fordi de er undernormerede. Det har Arbejdstilsynet fastslået i en tilsynsrapport, hvor man kan læse om både fysiske og psykiske reaktioner. Nogle – og det er specielt de unge, som der er rigtig mange af på Station Bellahøj – siger, at de ikke 'skriver det på', når de har sager med hjem. De synes, det er pinligt.
Din chef skal være din vikarierende samvittighed, som skærmer dig mod din egen dårlige samvittighed
Pernille Pedersen, post.doc, Copenhagen Business School
Lister sager med hjem i tasken
Post.doc. på Copenhagen Business School, Pernille Pedersen, forsker i stress. Hun siger, at djøfere som dem på Station Bellahøj kastes ud i en moralsk konflikt, hvis de føler, de er nødt til at gå på kompromis med deres faglighed – som de er blevet rekrutteret på og bliver målt på.
Det går lige i maven. Skam, skyld, selvbebrejdelser, siger hun.
"At liste sager med hjem i tasken er præcis en handling, der afslører sådanne følelser. Rationelt kan vi godt se, at det her er alt for meget, men følelsesmæssigt er vi bange for at blive afsløret som uduelige. Rigtig mange akademikere har arbejde med hjem i det skjulte af den grund."
Det nytter ikke noget, at chefen bare siger 'lad nu være med at gøre det så grundigt'. Det kommer fuldstændig til kort, fordi vi ikke kan holde ud ikke at gøre vores arbejde ordentligt, for det får os til at skamme os, forklarer Pernille Pedersen.
Den analyse er Martin Dahl Fuglsang, tillidsrepræsentant i advokaturerne på Station Bellahøj, enig i.
"Det føles som et angreb på éns person, hvis man ikke oplever, man kan leve op til det faglige niveau på grund af forkerte normeringer. Vi er dedikerede og klar til at gå utrolig meget på kompromis med os selv for at løse opgaven."
Sådan hjælper du som chef
Vi har spurgt tre af denne artikels kilder, hvad man kan gøre som chef for at hjælpe medarbejderne med at få krav, ressourcer og egne forventninger til at harmonere.
Christian Lützen, direktør, Nævnenes Hus:
- Ingen må sidde alene tilbage med et forventningspres.
- Dyrk nærværende ledelse; chefen skal have føling med hver enkelt medarbejder.
- Chefer skal være tydelige med forventningsafstemning sat i forhold til opgavens kompleksitet og det, den enkelte kan.
- Fortæl de unge allerede ved rekrutteringen, at kvalitet handler om både form, indhold og tid, og at det ikke er noget, du kan fra dag ét, men noget, du får lov til at lære.
Birgitte Brix Bendtsen, HR-chef, Kromann Reumert:
- Ledere skal tage dialogen og forventningsafstemningen med deres medarbejdere – både i de travleste og i de mindre travle perioder.
- Et sundt og balanceret arbejdsklima er et fælles ansvar. Det handler om at skabe tillid, så det er naturligt for begge parter at tale om arbejdspres og trivsel.
- Hjælp medarbejderne, så de får udnyttet de stille perioder mellem to sager til at restituere sig mest uligt på den måde, der er bedst for dem.
Anette Rytter, Senior HR Business Partner, Rambøll Danmark:
- Arbejd med inkluderende ledelse – sørg for uddannelse i det.
- Giv lederne uddannelse i godt arbejdsmiljø og forebyggelse af stress.
- Opbyg en kultur, hvor vi sammen tør tale om arbejdsmiljø og stress.
- Spørg medarbejderne om det i tilfredshedsmålingerne.
Den dårlige samvittighed
I konsulentbranchen taler man om, at man helst vil levere en Audi, også selvom kunden måske kun betaler for en Golf.
"Det dilemma går lige i hjertet på vores dygtige medarbejdere," siger Anette Rytter, der er Senior HR Business Partner i Rambøll Danmark.
Så det arbejder Rambøll med. Én måde er at støtte medarbejderne i at tage dialogen med kunden og udfordre kunden. En anden er at tale med medarbejderne om, at man en gang imellem må acceptere, at man skal levere lidt under egne forventninger og kompetencer, forklarer hun.
Lone Rank fra Djøfs karriererådgivning bruger et trick, når medlemmer kommer ind med ondt i arbejdet, og hun spotter, at det også handler om ikke selv at kunne sige 'nok er nok':
'Hvor lav en timeløn vil du egentlig gå for?' spørger hun dem.
"At ville det bedste hele tiden er en hårfin balance op til at være stresset. Så jeg spørger: ’Bliver dit produkt bedre af, at du bruger to timer mere på det derhjemme i stedet for at være sammen med dine børn?’"
Ingen chef kan leve med, at medarbejderne vil levere til topkarakter hver gang, så tager det for lang tid. Men det er også chefernes ansvar, at man ikke arbejder solen sort, understreger hun.
Stressforsker Pernille Pedersen siger det på denne måde:
"Selvledelse kræver meget ledelse! Din chef skal være din vikarierende samvittighed, som skærmer dig mod din egen dårlige samvittighed."
Topjurist: Stress skyldes fravær af ledelse
"Det her er en spot-on problemstilling," siger Christian Lützen, direktør i Nævnenes Hus i Viborg.
Medarbejderskaren tæller 150 jurister, hvoraf halvdelen kommer lige fra studiet og skal læres op i at afgøre komplicerede klagesager med kvalitet i top, nul fejl og ventetid i bund.
"Hvis jeg skal være lidt fræk, skyldes meget af den stress og det forventningspres i forhold til produktivitet og kvalitet, som ikke mindst unge djøfere oplever, fravær af ledelse. Ofte i kombination med de unges egne forestillinger. Derfor skal lederne være meget tydelige med forventningsafstemning. Det må ingen sidde alene tilbage med."
Nærvær og tæt-på ledelse er nødvendigt som aldrig før, fastslår han. Chefer skal rundt og have føling med faktisk hver eneste medarbejder. Det kræver tid, og det er bl.a. derfor, det er svært at være chef.
Nogle gange sætter de unge kravene højere end vi arbejdsgivere. Vi skal fortælle dem, at de altså har 40-50 år foran sig til at lære i
Christian Lützen, direktør, Nævnenes Hus
Det må ikke være tabu at sige fra
Advokatbranchen går efter de mest ambitiøse unge og lover dem en stor karriere, siger Daniel Loft, der nu selv er på vej til et år på Kromann Reumerts kontor i London.
"Men det er vigtigt, at man har blik for, at også meget dygtige og ambitiøse kan knække under presset. Så vi skal tale om det. Det er det mindste, man kan bede om," siger Daniel Loft.
"I vores branche skal vi holde ekstra øje med vores unge medarbejdere," siger HR-chef i Kromann Reumert, Birgitte Brix Bendtsen.
"Vi skal være endnu bedre til at skabe tillid, så det ikke er et tabu at sige fra. Og vi skal løbende holde tillidsfulde dialoger, hvor vi afstemmer forventninger og har den enkeltes kompetencer, motivation og ambitioner for øje."
Robusthed, forventninger og styrker har de seneste år stået på samtalelisten på den årlige udviklingsdag for advokatfuldmægtigene i Kromann Reumert.
Sådan hjælper du dig selv
Positive relationer er altafgørende: Brug tid på faglige netværk på din arbejdsplads og giv dig lov til at turde spørge om hjælp og sparring. Du er mere robust over for præstationspres, hvis du erkender, at du ikke kan klare alting bedst alene.
Tal med mere erfarne kolleger: Det hjælper til at perspektivere éns selvbillede og eliminere bekymringer for, om du er hurtig nok, dygtig nok og god nok.
Husk det store perspektiv: Du fik jobbet, fordi du var kvalificeret, og du har mange år til at lære i.
Hold pauser og sæt grænser: Det er en skjult, men evig, nødvendig opgave i det selvledende videnarbejde. Det er essentielt for at fastholde din robusthed (som er din evne til at restituere dig) og undgå at overpræstere. Det hjælper dig til at bevare overblikket og træffe gode beslutninger.
Kilde: Ida Hertz, cand.mag. i psykologi og kommunikation, underviser i kurser i mental robusthed på bl.a. Djøfs efteruddannelseVi bedømmer hinanden som aldrig før
Men er dagens unge djøfere mere sårbare på selvværd, skam og perfektionisme end før? 12-talsdrenge og -piger?
Svaret er ja, vurderer Ida Hertz fra Center for Mental Robusthed. Hun har i fem år kørt kurser på Djøf Efteruddannelse.
"De unge er opdraget i fremdriftsreformens ånd, de har internaliseret præstationssamfundets krav og vendt det til en personlig uformåen eller oplevelse af ikke at slå til."
Pernille Pedersen mener også ja – uden at forskningen har svaret på hvorfor.
"Men fakta er, at vi bedømmer hinanden og os selv meget mere end nogensinde, og det kalder på mere ledelse af de selvledende end nogensinde."
Også Christian Lützen, som sidder i et par aftagerpaneler på jurastudierne, har tænkt i de baner.
"Det er et kompetitivt studiemiljø. Nu skal man passe på med at være for flot, men nogle gange sætter de unge kravene højere end vi arbejdsgivere. Vi skal fortælle dem, at de altså har 40-50 år foran sig til at lære i."
Thomas Brenøe, der er vicedirektør i Forsikring og Pension og bl.a. tidligere chef i Finanstilsynet, tænker på, at den bagage, de unge har med fra studiet, kan give dem frustrationer og dermed et pres.
"Dét, de forventes at levere i et job, er meget langt fra dét, der er en god opgavebesvarelse på universitetet. Som chef efterspørger jeg jo ikke et dårligt svar, men et solidt fagligt svar, der forholder sig konkret til problemet, med korrekt fakta og formidlet på en måde, så det er til at forstå for ikke-fagpersoner, fx politikere. Det er svært og tidskrævende."
Camilla Rosengaard Villumsen er chefkonsulent og har været i flere ministerier. "Vi skal blive bedre til at gøre vores arbejde synligt," siger hun.
Foto: Martin Bubandt
Gør de usynlige timer synlige
Øvelse gør mester, og man lærer det. Men erfarne djøfere føler også præstationspres – og betaler prisen for det.
"Der er en meget stor faglig stolthed blandt os. Og selvfølgelig koster det os timer, siger Camilla Rosengaard Villumsen, der er chefkonsulent med flere ministerier på sit cv.
"Vi har masser af opgaver, som vi var nødt til at aflevere med en lavere kvalitet, hvis vi skulle holde en normal 37-timers arbejdsuge. Og der er også angsten for at lave fejl i et ministerielt system."
Så selvom hun med tiden har lært sig at skære arbejdsopgaver til, propper hun tit og ofte sager og papirer i tasken på vej hjem fra departementet i et optimistisk håb om at få dem op af tasken derhjemme.
Men hun arbejder aldrig usynligt derhjemme, understreger hun.
"Som chefkonsulent får jeg ingen direkte honorering for merarbejde, men jeg tidsregistrerer alligevel hver eneste time i vores system. Min chef og hendes chef og alle andre skal kunne se, hvad jeg lægger af timer derhjemme. Det manglede bare."
Men hun ved godt, at det gør mange af hendes kolleger ikke. De får det ikke gjort, de orker det ikke, og der står alligevel så mange timer i forvejen, som bare bliver slettet, når kvartalet er gået.
"Vi skal blive bedre til at gøre vores arbejde synligt og italesætte det her," siger hun, men mener, at der også ligger et stort ledelsesmæssigt ansvar, selvom det er svært.
"Vores chefer skal blive bedre til at kommunikere et forventningsniveau: ’Du skal fokusere på dét og dét, vi har kun brug for tre pinde osv.’ Men vores chefer har også selv enormt travlt, og de har måske kun haft ministeren i røret i 20 sekunder, og så bliver en opgave let uklar ned gennem rækkerne."
Hyld månedens værste tvivl
Pernille Pedersen siger, at vi sammen må gå op imod en arbejdspladskultur, som, uden vi måske er bevidste om det, fremmer alle selvbebrejdelserne.
"Hvad hylder vi? Månedens medarbejder? Dem, som gav den en ekstra skalle? Alt det perfekte? Alt det, som gik godt, og alt det, du gjorde godt? Men ikke usikkerheden, tvivlen og kompromisset med fagligheden. Lad os begynde at hylde 'månedens usikkerhed', 'månedens tvivl' og 'månedens værste kompromis'."
Artiklen fortsætter efter annoncen
Ledige stillinger
ANNONCE