100 % kristen

”Er det dig, der har skrevet dette her?”

Direktionssekretæren kiggede forskrækket op, da jeg trådte hen til hans bord. Jeg smækkede et print af direktionsmødereferatet ned foran ham og pegede på teksten:

”Direktionen diskuterede årets julesamling,” citerede jeg sammenbidt.

”Det blev foreslået at indlede med 'Et barn er født i Betlehem'. Men af hensyn til styrelsens muslimske medarbejdere valgte man i stedet at synge: 'Søren Banjomus'.”

Direktionssekretæren kiggede frem og tilbage mellem mig og referatet.

”Det var jo det, der skete på mødet,” sagde han forvirret.

”Det betyder jo ikke, at du skal skrive det ned og sende det til medarbejderne,” hvæsede jeg.

”Er det ikke pointen med et referat?”

Jeg måtte bide mig i tungen for ikke at råbe ad ham. ”Hvad tror du, der sker,” fik jeg frem mellem tænderne, ”hvis politikerne finder ud af, at vi har droppet en kristen julesalme af hensyn til muslimerne?”

”De vil rose os for at være en minoritetsvenlig arbejdsplads?”

Han kiggede spørgende på mig, som om han faktisk troede, at det kunne være det rigtige svar.

”Ligesom de roste IKEA for at kalde julen en Vinterfest?” gav jeg igen. ”Og roste den der skole i Græsted, der aflyste julegudstjenesten?”

Et uroligt glimt i hans øjne viste, at han var begyndt at forstå, hvad han havde gjort.

”Hvor mange er det sendt til?” spurgte jeg og pegede på referatet.

”Hele styrelsen,” svarede han ulykkeligt, ”det er jo den nye politik.”

Jeg bandede for mig selv, mens jeg regnede på sandsynligheden for, at der blandt 350 ansatte ikke ville sidde bare en enkelt, som var tilstrækkeligt indebrændt til at stikke os til Ekstra Bladet. Efter den seneste bølge af omstruktureringer var den nok ret tæt på nul.

Sanseløs druk og hor

”Det er jo ikke, fordi de har besluttet noget nyt,” forsøgte direktionssekretæren. ”Vi har aldrig sunget salmer til julesamlingen. Sidste år sang vi 'Højt fra træets grønne top'.”

”Det er lige meget,” sagde jeg. ”Vi har overvejet at synge en kristen salme. Og så har vi ladet være af hensyn til de fremmede. Det er niveauet under landsforræderi. Vi skal være glade, hvis vi stadig har vores pas på mandag.”

Jeg sukkede frustreret, mens jeg overvejede, hvad vi skulle svare i den 'byge af samrådsspørgsmål', ministeren ville blive trukket igennem. Måske kunne vi forklare, at resten af styrelsens julefrokost ville være 100 % kristen: Med sanseløs druk og hor i printerrummene.

”Kan direktionen ikke skifte mening?” foreslog direktionssekretæren forsigtigt. ”Og melde ud, at vi alligevel skal synge en kristen salme af hensyn til den danske kulturarv.”

Jeg skævede over mod direktørens kontor, mens jeg overvejede idéen. Det ville være et komplet kujon­agtigt skridt. Direktionen ville elske det.

Kort efter var et 'revideret referat' sendt ud til medarbejderne. Det havde ligget i deres indbakker under en time, da artiklen dukkede op på Informations hjemmeside:

"Styrelse tvinger muslimer til at synge kristne salmer."

Jeg åbnede opgivende et nyt dokument på computeren. Vi kunne lige så godt begynde at skrive samrådssvar.

Per Helge Sørensen er komiker, forfatter og har tidligere været embedsmand i Forskningsministeriet og DR. Siden 2013 har han især optrådt med den komiske trilogi 'Djøf med løg(n)'.