Rejselyst

Mange flere studerende tager på udveksling

5.11.2019

af

Privatfoto

Privatfoto

De seneste år er der sket en massiv vækst i antallet af studerende, der rejser på udvekslingsophold allerede under bachelorstudiet. På kandidatdelen gør attraktive studiejob det sværere at rejse, lyder meldingen fra universitet.

”Hvis man ville på udveksling, passede det bare helt perfekt på 5. semester. Alle omkring mig rejste ud.”

Anne Szocska læser til cand.negot. i spansk på SDU. Hun tog sidste år på udveksling til det vestlige Mexico under sin bacheloruddannelse. Og det er en oplevelse, som hun klart vil anbefale.

Latinamerika er en ret usædvanlig destination for udvekslingsophold. Til gengæld er Anne Szocska langtfra alene om at rejse ud allerede på den første del af studiet. De seneste år er det blevet meget mere almindeligt for studerende på samfundsvidenskab. I 2018 var der således over dobbelt så mange bachelorstuderende, der tog på udveksling uden for Danmark, som i 2010.

I samme periode er antallet af kandidatstuderende, der rejser ud, også steget. Og det er da også stadig her, at de fleste djøf-studerende lægger deres udvekslingsophold. Men siden 2016 er tallet stagneret blandt de studerende på kandidatdelen.

Unge er mere internationalt orienterede end tidligere

På Aarhus BSS er antallet af bachelorstuderende, der tager på udveksling, steget med 99 % de seneste fem år. For kandidatstuderende er stigningen 58 %. Ifølge Per Andersen, prodekan for uddannelse, skyldes det både fakultetets indsats og de studerendes rejselyst.

”Udveksling er i de seneste år blevet en mere almindelig og synlig del af vores tilbud. Vi har gjort det nemmere og mere overskueligt at rejse ud. Men jeg tror også, at det er en almen konsekvens af, at vi har nogle unge mennesker, der er mere internationalt orienterede, end studerende har været før,” siger Per Andersen.

Copenhagen Business School (CBS) har også haft succes med at sende flere studerende på udveksling i løbet af dette årti. Den udvikling er dog stagneret over de seneste par år. I skoleåret 2017/2018 var 26 % af de studerende på udveksling.

Universitetet gør da også meget for at få sine studerende ud i verden. Bacheloruddannelsernes femte semester og kandidatuddannelsernes tredje semester består primært af valgfag, så de studerende har mulighed for at læse et semester ude. Og så har skolen et internationalt kontor, hvor seks faste ansatte udelukkende arbejder med CBS-studerende, der rejser eller ønsker at rejse ud.

”Det har været vores mantra, at vi skulle have så mange studerende ud som muligt. Så vi har virkelig gjort en indsats for at give flere muligheden for at tage på udveksling,” siger teamleder Scott Lewis fra Det Internationale Kontor.

Kandidaterne sidder i saksen

CBS oplever, at nogle kandidatstuderende prioriterer studiejob og praktik over udveksling. Eksempelvis er størstedelen af de studerende, der springer fra efter at have fået en udvekslingsplads, kandidatstuderende.

”De bachelorstuderende har flere år til at nå det hele. Kandidaterne sidder lidt mere i saksen. Skal de vælge at tage til udlandet eller blive i Danmark for at få et karriereorienteret studiejob? Vi hører fra de studerende, at det er en af grundene til, at de falder fra,” siger Scott Lewis.

Per Andersen fra Aarhus BSS mener desuden, at der kan være et teknisk forklaring på, hvorfor den største stigning ses blandt bachelorstuderende.

Mange af de studerende vil gerne på udveksling i engelsktalende lande. Og flere af fakultetets attraktive udvekslingsaftaler – heriblandt med universiteter i Australien, USA og Storbritannien – er på bachelorniveau. Så udbuddet er ofte anderledes på bacheloren end på kandidaten.

Udveksling skaber perspektiv

For hverken Per Andersen eller Scott Lewis har det betydning, hvornår de studerende vælger at tage på udveksling.

”Om du tager af sted på bacheloren, kandidaten eller begge dele, det er i og for sig ligegyldigt. Vi håber bare, at alle benytter sig af den mulighed, de har,” siger Scott Lewis.

Han fortæller, at CBS fra flere virksomheder hører, at udveksling kan være det afgørende lod på vægtskålen, der giver det første job efter studiet. Samtidig kan udveksling udvide de hjemvendte studerendes horisonter – både personligt og fagligt.

Cand.negot.-studerende Anne Szocskas udvekslingsophold var ikke kun spændende – det var også udfordrende. Og den samlede oplevelse er det, der giver perspektiv.

”Jeg kunne tage nogle af de ting, jeg havde fag om derovre, med hjem. Men det vigtigste, jeg tager med hjem, er helt sikkert perspektivet. Ikke det faglige. Du kan sige nok så meget om de lande, du rejser i, men når du bor der, så får du et helt andet syn på tingene,” siger hun. 

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Dommerudnævnelsesrådet
Job
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Job
KL - Kommunernes Landsforening
ANNONCE

Kommentarer

Simon
4 år siden
Jeg sidder netop som kandidatstuderende og overvejer min situation: Skal jeg tage på udveksling om Et år, men dermed også stoppe mit studenterjob og med dårlige udsigter til at få studiejob under specialet, eller skal jeg blive hvor jeg er nu og dermed også forøge mine muligheder for at få et fuldtidsjob i kraft af at, når jeg graduerer, vil have Ca. 3 års erhvervserfaring at byde ind med. Jeg leder stadig efter svar. Nogle der går med samme problemstilling?