Statsansat

Nu kan du søge penge til din egen efteruddannelse

27.11.2019

af

Foto: Wavebreakmedia/Shutterstock

Foto: Wavebreakmedia/Shutterstock

1. december ligger der 11,5 mio. kr., som du og andre akademikere kan søge til egen, individuel kompetenceudvikling. Men vær hurtig på tasterne. Sidste gang røg pengene på otte uger.

Er du djøfer i staten, så er det nu, du skal til at overveje, om du har en plan for din kompetenceudvikling i 2020. For fra 1. december kan du søge individuelt om penge til din egen, individuelle efteruddannelse.

Det ligger der i denne runde 11,5 mio. kr. til i en særlig akademiker-pulje i Den Statslige Kompetencefond, og pengene kan altså søges fra næste uge. Du kan søge om midler til uddannelses- og kursusgebyrer, materialer, transport og ophold.

Du ansøger digitalt på fondens hjemmeside her. Vær opmærksom på, at din chef skal have godkendt din ansøgning, for at den kan komme i betragtning hos fonden.

Først til mølle

Ansøgningerne behandles løbende, og du kan søge frem til udgangen af februar 2020. Men tøv ikke for længe. Da fonden i september frigav penge fra AC-puljen, blev kassen tømt på otte uger.

Støtten kan gives til en række forskellige kompetenceudviklingsaktiviteter. Det gælder bl.a. kurser, konferencer, master- og diplomuddannelser samt moduler på master- og diplomuddannelser.

"Overvej, om og til hvad du vil søge – og skynd dig så ind til din chef og få ok til ansøgningen," siger chef for Djøfs Karriere og Erhverv, Gert Nielsen.

"For hvis du har de objektive kriterier i din ansøgning på plads, så bliver den som udgangspunkt imødekommet, og det er efter først-til-mølle princippet."

Både medarbejdere og ledere kan søge.

"I retningslinjerne kan du se, hvor store beløb du kan søge til kurser og master- eller diplomuddannelse og krav til længden af kurser med mere. Det er et dejligt ubureaukratisk setup," pointerer Gert Nielsen.

Se retningslinjerne her

Hvis du har brug for rådgivning og sparring, er du meget velkommen til at kontakte Djøf på 33 95 97 00 eller djoef@djoef.dk.

"Det benyttede mange medlemmer sig af ved sidste runde i september," fortæller Gert Nielsen.

84 mio. kr. til akademikerne i OK18-perioden

Ved overenskomstforhandlingerne i 2018 (OK18) aftalte Djøf, Akademikerne (AC) og de øvrige organisationer med de statslige arbejdsgivere, at der skulle være én kompetencefond i staten, Den Statslige Kompetencefond.

Som en nyskabelse giver fonden den enkelte djøfer/akademiker mulighed for individuelt at søge økonomiske midler.

I OK18-overenskomstperioden 2018-21 er der i Den Statslige Kompetencefond afsat i alt godt 84 mio. til akademikerne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet