Seniorer vil gerne udskyde pensionen, hvis de bare kan få flere fridage

Knap halvdelen af akademikerne over 50 år siger, at flere fridage og fleksible arbejdstider vil kunne få dem til at tage et par år mere på arbejdsmarkedet. Men et økonomisk incitament og et udtrykt ønske fra ledelsens side om at blive lidt længere, vægter også højt.

Det viser forskningsprojektet SeniorArbejdsLiv, som Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø har gennemført i samarbejde med Aalborg Universitet og TeamArbejdsliv.

Men undersøgelsen viser også, at knap 40 % af de højtuddannede seniorer allerede har muligheden for nedsat arbejdstid og fleksible arbejdstider, hvor det kun gælder 27 % af alle deltagere i undersøgelsen.

Kan det så ikke virke lidt forkælet, at de højtuddannede i endnu højere grad end de øvrige grupper vægter friheden så højt?

”Det kan måske godt se sådan ud, men fordi de generelt har bedre helbred, bliver sådan noget som ønsket om frihed dominerende. Og mange højtuddannede har jo også en god pensionsopsparing, så de kan i princippet gå, når de vil,” siger professor Lars L. Andersen fra det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, der er projektleder på undersøgelsen.

’Vil du ikke godt blive lidt længere?’

Ud over frihed og fleksibilitet springer det i øjnene, at næsten 24 % af akademikerne gerne venter med at gå på pension, hvis ledelsen udtrykker ønske om, at de bliver lidt længere. Det samme gælder kun 14 % af alle adspurgte i undersøgelsen.

”Hvis ledelsen nærmest står med hatten i hånden, er det jo den ultimative anerkendelse. Og det ser altså ud til at virke bedre på de højtuddannede end folk generelt,” siger Lars L. Andersen.

Det bør lederne skrive sig bag øret, lyder det fra professor Per H. Jensen, Institut for Politik og Samfund på Aalborg Universitet, der også har bidraget til forskningsprojektet SeniorArbejdsLiv.

”Anerkendelse er den allerbedste seniorpolitik. For det er jo helt gratis og lige ud ad landevejen at sige til sine ansatte: ’Vi kan ikke undvære dig. Du er en fantastisk medarbejder, og det hele går rabundus, hvis du stopper’.”

Vigtigt for identiteten

At anerkendelse tilsyneladende fylder mest hos de højtuddannede, giver ganske god mening, mener Per H. Jensen.

”De højtuddannede bliver nemt opslugt af jobbet og lægger typisk mere identitet i deres arbejde, og derfor fylder anerkendelsen også meget,” siger han.

Når jobidentiteten er stor, er det nok også naturligt, at de højtuddannede vægter ’større faglige udfordringer’ højere end andre. Men det kan ønsket om mere frihed som senior komme til at spænde ben for, siger Per H. Jensen.

”Hvis en buschauffør kun arbejder et par dage om ugen, kan man sagtens sammensætte et hold alligevel, for arbejdets indhold er det samme. Men i andre brancher risikerer man at få det arbejde, som ingen andre gider lave, hvis man går ned i tid.”

Så det er noget, arbejdsgiverne skal være opmærksomme på, hvis de vitterlig gerne vil holde på deres seniormedarbejdere, pointerer han.

Ønsker arbejdsgiverne at holde på seniorerne?

Men når nu der bliver brugt både pisk og gulerod fra politisk hold både for at få os til at gå senere på pension, afspejler det sig så på ude på arbejdspladserne i form af flere seniorpolitikker?

”38 % af de højtuddannede seniorer siger, at der findes en nedskreven seniorpolitik på deres arbejdsplads, mens 30 % ikke ved, om de har én,” siger Lars L. Andersen.

For djøferne ser det nogenlunde identisk ud. For ifølge en Djøf-undersøgelse fra sidste år siger 29 % af de privatansatte, at de har eller kan få andre arbejdsvilkår og/eller andre arbejdsopgaver, når de når en given alder. 24 % af de offentligt ansatte (regioner og kommuner) siger det samme. Men her er der også en stor del, der ikke ved, om de rent faktisk har mulighed for en seniorordning.

Men hvis arbejdsgiverne rent faktisk gerne vil have os til at blive længere, er der ingen tvivl om, at det er en god idé at have fokus på, hvad der skal til for at holde på seniorerne, siger Lars L. Andersen.

”Vi bliver nødt til at have nogle seniorordninger, der både tager højde for det, som seniorerne kan, og det, de gerne vil.”

Samtidig peger han på, at hver sjette akademiker svarer, at de har truffet en nagelfast beslutning om, hvornår de forlader arbejdsmarkedet. Og det kan hverken politikernes pres, flere fridage eller en arbejdsgiver med hatten i hånden rokke en tøddel ved.