Djøf mener

Fælles om bedre ledelse

12-11-2019
2 min.

De offentlige ledere skal ganske enkelt have rum til at lede og kunne træde i karakter som ledere, skriver Hanne Fugl Eskjær, formand for Offentlige Chefer i Djøf.

Ledelsesugen rullede hen over Danmark den sidste uge i oktober. Ugen er et fælles initiativ mellem regeringen, KL og Danske Regioner, hvor målet er at følge op på Ledelseskommissionens anbefalinger og sætte fokus på god ledelse.

Djøf satte også et aktivt aftryk på ugen med bl.a. den årlige chefkonference – 'Mere til fælles' – hvor vi havde glæden af at kunne byde velkommen til Morten Bødskov, der ud over posten som skatteminister også har fået ansvaret for den nye Medarbejder- og Kompetencestyrelse, hvor offentlig ledelse er forankret.

På dagen kunne vi løfte sløret for en ny undersøgelse, Djøf har gennemført om offentlige lederes arbejdsliv. Resultaterne er både interessante og vigtige. Og måske bekymrende.

62 % af de offentlige chefer mener, at det er sandsynligt, at de vil finde et andet job inden for to år. 80 % af lederne under 45 år overvejer at skifte job. Og jo mindre cheferne oplever deres ledelsesmæssige råderum, jo større sandsynlighed er der for, at de overvejer jobskifte.

Selvfølgelig er mobilitet godt og nødvendigt. Også for en stadig dynamik i den offentlige sektor. Men undersøgelsen er også et kraftigt signal om, at det er helt afgørende, at regeringen i sit videre arbejde med at udvikle den offentlige sektor formår at gå fra ord til handling.

De offentlige ledere skal kunne skabe plads og give et større ansvar til de fagprofessionelle

Jeg ser meget frem til den nærhedsreform, som statsministeren bebudede i sin åbningstale. Det er afgørende, at der bliver vist tillid til de offentligt ansatte. Det gælder både i forhold til medarbejderne, men i høj grad også i forhold til de offentlige ledere.

De offentlige ledere skal ganske enkelt have rum til at lede og kunne træde i karakter som ledere uden at være bundet på hænder og fødder af snærende dokumentations- og styringsbånd, unødvendige krav og mikro-management fra politisk side. Og det handler også om, at de offentlige ledere skal kunne skabe plads og give et større ansvar til de fagprofessionelle. Så de bedre kan bruge deres faglighed og sunde fornuft til at træffe beslutninger inden for deres fagområde til gavn for borgerne.



Danmark har en af de bedste og mest veldrevne offentlige sektorer i verden, når OECD og Verdensbanken vurderer og rangslister os. Det skal vi være stolte af. Men selvfølgelig også hele tiden arbejde med at gøre det bedre. Og her skal god ledelse og styring være en endnu større del af debatten om at skabe veldrevne organisationer.

Djøf har en klar ambition om at bidrage aktivt i debatten om, hvordan nærhedsreformen kan foldes ud, så den bliver relevant for både medarbejdere og ledere i den offentlige sektor. Og giver borgerne endnu bedre service. Det kan kun virkeliggøres i et tæt og tillidsfuldt samarbejde på tværs af faggrupper og sektorer. Sammen har vi nemlig mere til fælles.

Hanne Fugl Eskjær er formand for Offentlige Chefer i Djøf. 

Kommentér
2
Del Twitter LinkedIn Facebook

Kommentarer


Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.