Dan Jørgensens grønne general

I vrimlen af meningsmagere og politikere til de store klimamøder rager en mager figur op over de andre. Han råber ikke så højt, men når han taler, bliver der lyttet.

Morten Bæk er strategen, der som departementschef i Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet skal styre embedsværket gennem en af de største omstillinger af det danske samfund i nyere tid. Og på papiret ligner han den perfekte mand til opgaven: En snorlige rejse fra at være nyslået fuldmægtig i Udenrigsministeriet til at sætte sig øverst i det embedsministerielle hierarki i en alder af blot 44.

Historien er dog mere nuanceret end som så, når man dykker ned under overfladen.

De fleste vil fortælle dig, at han er et behageligt væsen, som vil dig og samfundet det bedste. Alligevel er det med en snert af ærefrygt, man står på tærsklen til den 2,02 meter høje departementschefs kontor i det gamle Overformynderi på Holmen i København.

Morten Bæk slår døren til kontoret op på bagkant af en sommer og et begyndende efterår, som helt og holdent har stået i klimaets tegn. En ny og grønnere regering har overtaget hjørneværelserne på Slotsholmen, og det er fejret med en række tiltag, som skal vise danskerne – og resten af verden – at vi langt om længe tager klimatruslen alvorligt.

"Vi taler med en stærkere stemme"

Magtskiftet er også en brat afsked med den grønne realisme, som den tidligere regering med Lars Chr. Lilleholt (V) i spidsen advokerede for. Nu er det Dan Jørgensens tur til at manøvrere ministeriet, som efter udskiftningen har foretaget et diskret navneskift, så det nu er klimaet og ikke energien, der får forrang i den ministerielle porteføljebeskrivelse.

Men der er sket mere end det: Dan Jørgensen har fået sæde i det magtfulde økonomiudvalg. Et nyt grønt regeringsudvalg har set dagens lys, som skal sikre, at den grønne omstilling – og i særdeleshed målet om at jagte 70 % CO₂-reduktion i 2030 – får den nødvendige politiske prioritet.

Og sidst, men ikke mindst er der sket en radikal omkalfatring af arbejdsdelingen i Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet.

Morten Bæk bruger sidste års energiaftale som eksempel på forskellen mellem den nye og gamle politiske virkelighed.

“Normalt har man sat sig ned for at lave en energiaftale, fordi der stod i den gamle, at det var tid til at lave en ny. Og så har man ellers regnet baglæns: Hvilke mål er det realistisk at nå ud fra den aktuelle situation? Hvad vil det koste at nå derhen? Og hvordan spiller de energipolitiske ambitioner sammen med de andre ministeriers ønsker? Det betyder, at man i sidste ende har stået med et produkt, som alle involverede parter følte sig trygge ved.”

“Nu har man vendt processen om: Man starter med at spørge, hvad IPCC siger, at vi skal gøre for, at verden ikke går helt til rotterne. Det er i dette tilfælde, at hele verden skal være klimaneutral i 2050. Og så har man ellers regnet sig tilbage derfra til en målsætning. Nu skal vi så til at finde de virkemidler, som gør, at vi rent faktisk kan nå i mål.”

Det lyder, som om du synes, at det er sjovere at arbejde for den nye regering?

“Jeg mener, at energipolitikken under skiftende regeringer længe har været på vej i samme retning, men at den nye regerings meget ambitiøse mål gør, at det er oplagt at lave transitionen nu. Jeg kan også mærke det på mig selv og mine medarbejdere: Når vores børn spørger os over morgenmaden, hvorfor vi går på arbejde, er det svært ikke at mærke stoltheden herinde (Morten Bæk lægger hånden på hjertet), når vi kan svare, at vi går på arbejde for at skabe en grønnere fremtid.”

Nu skal du sammen med Dan Jørgensen sidde med i regeringens økonomiudvalg. Betyder det så, at det er slut med at tabe armlægningen til Finansministeriet?

“Vi kommer til at spille en anden rolle end tidligere. Det er der ingen tvivl om. Hvor vi hidtil har været blandt de ministerier, som mødte op i Finansministeriet for at præsentere vores ønsker til lovprogrammet, sidder vi nu på den anden side af bordet og er med til at screene de andre ministeriers ønsker. Og det kommer til at være en stor omvæltning og et tydeligt tegn på, at vi taler med en stærkere stemme.”

Strukturen skal passe

Mette Frederiksen er som statsminister i S-regeringen ansvarlig for den nye politiske kurs. Sådan skal det være. Men det betyder ikke, at Morten Bæk og resten af embedsværket er reduceret til matroser uden strategisk sans.

Tanken om en radikal omstrukturering af ministeriet er således født i Morten Bæks hoved. Det er derfor, at Djøfbladet en solvarm eftermiddag i september er sunket ned i det lysebrune læder på departementschefens kontor.

“Der er ingen tvivl om, at regeringen har sat et ekstremt ambitiøst mål med en reduktion på 70 % i 2030. Og derfor ligger der et klart politisk mandat for en transformation af samfundet i en grønnere retning. Jeg ser målet som en gave for ministeriet, men er samtidig opmærksom på, at det stiller høje krav til vores arbejde.”

Og for at gøre kravene en smule lettere at nå har ministeriet i midten af september nedbrudt de klassiske søjler og kontorer og erstattet dem med centre og faglige teams.

“Den nye struktur betyder, at vi er de første på Slotsholmen, som arbejder ud fra filosofien om ’purpose-driven organization’. Regeringen har formuleret tre mål: Et ønske om klimaneutralitet, en reduktion på 70 % i 2030 og så et globalt grønt lederskab. Nu tager vi regeringens mål med – ikke kun fordi det er vores opgave, men fordi det giver mening – og etablerer tre nye centre omkring dem.

Og samtidig etablerer vi et Center for Vision og Strategi, som skal være med til at sætte kød og blod på visionerne.”

Det lyder ganske intuitivt. Hvordan adskiller det sig fra den traditionelle måde at arbejde på?

“Ministerier er naturligvis altid opbygget efter en faglig logik, men så direkte en kobling mellem politiske mål og ministeriets organisationsstruktur kan jeg ikke huske, at jeg har set før. Det, der flytter organisationer og mennesker, er at kunne se et formål med arbejdet. I staten er det ikke lønnen, der driver værket, men derimod at kunne gøre en forskel og flytte samfundet. Jeg så det derfor som helt oplagt at ændre organisationen på baggrund af de nye politiske mål.”

Er der ikke en risiko for at miste momentum og tabe faglighed ved at nytænke organiseringen af opgaver så fundamentalt lige nu?

“Fagligheden er intakt, og grundlaget for tværfaglig udvikling styrkes med den nye organisation. Men der er altid en risiko for midlertidigt at miste momentum i forbindelse med organisationsændringer," siger Morten Bæk og forklarer, at ministeriet arbejder med en stærk understøttelse af den interne forandringsproces med dedikerede ressourcer og fokus på medarbejdernes trivsel og medejerskab.

Usleben diamant

Men hvad er det så for en departementschef, som resten af Slotsholmens spidser skal vænne sig til at lægge arm med?

Det er ikke svært at få folk til at pakke ham ind i positive gloser: Behagelig, nysgerrig og ukrukket er nogle af de ord, der går igen.

Eksempelvis roser forhenværende energiminister Lars Chr. Lilleholt (V) ham for at prioritere andre værdier end de professionelle:

"Morten er en familiefar. Jeg har flere gange oplevet, at han har taget sine børn med på arbejde,” siger han.

Kristoffer Böttzauw, som overtog direktørstolen i Energistyrelsen efter Morten Bæk, husker ham for evnen til at være “superhyggelig og kunne feste og være meget afslappet.” Men tilføjer, at han samtidig kan være “kompromisløs og træffe benhårde beslutninger, hvis det er det, der er brug for.”

Andre kilder, som ikke ønsker at gå til citat, beskriver ham som ekstremt ambitiøs og en hård nyser, som har et element af brutalis i sig.

Den erfarne direktør i den centrale interesseorganisation Dansk Energi, Lars Aagaard, placerer sig et sted i midterfeltet med følgende karakteristik:

“Alt i alt opfatter jeg Morten som en diamant, der ikke er slebet helt færdig. Han er vokset gevaldigt med opgaven de seneste år, og han er kvik, dygtig og behagelig, men omvendt tror jeg ikke, at potentialet er indfriet.”

Drengerøv med orden i penalhuset

Hvordan vil Morten Bæk beskrive sig selv?

Det virker ikke helt tilfældigt, at vi havner i den bløde sofagruppe, til trods for at der er dækket op med kaffe og røde druer ved mødebordet.

Jeg får snart øje på det elektriske løbehjul, som er parkeret langs bogreolen og efter interviewets afslutning skal fragte ham mod Nørreport og siden det sidste stykke fra stationen til villaen i Ordrup: Alt sammen tids nok til, at han på sin ugentlige hentedag kan nå at samle sine to drenge på fem og ni år op.

Det menneskeliggør manden, som de fleste ved første møde stirrer direkte ind i brystkassen, mens de taber deres hånd i et overvældende håndtryk.

“Jeg er dannet af en opvækst præget af stærke familieværdier og så min opflaskning i centraladministrationen. Hvis nogle kan opfatte mig som hård og korrekt og med en gammeljysk forståelse af, at der skal være orden i tingene, hænger det sammen med, at jeg er vokset op med, at man taler pænt og går ordentligt klædt. Men samtidig koblet med masser af varme og kærlighed – og en stor samfundsinteresse. Der var altid debatter ved middagsbordet.”

Men der er også en anden side af Morten Bæk: En hungrende nysgerrighed, som ikke stiller sig tilfreds med de vante løsninger, men hele tiden søger nye måder at løse opgaverne på. Og så et ubønhørligt behov for hele tiden at være i bevægelse, som har fulgt ham fra barnsben – enten fysisk eller mentalt.

“Min gamle chef i Udenrigsministeriet sagde, at jeg var lige dele klassisk embedsmand og drengerøv. Og at hun var spændt på at se, hvem af de to der vandt. Jeg har den dualitet mellem orden i penalhuset og samtidig modviljen mod at tage et nej for et nej.”

En hård sag

De fleste embedsmænd lever ud fra devisen om, at den, der lever stille, lever godt. Derfor dukker der heller ikke meget op, når man søger på Morten Bæk. Og dog.

Der er nemlig en sag fra 2009, hvor Bæks navn dukker op: Den kontroversielle sag om chefforhandler Thomas Becker, der forlod sin post, kun få måneder før Danmark var vært for klima‑forhandlingerne ved COP 15 i Bella Center Copenhagen.

I magasinet Euromans afdækning af sagen beskrives det, hvordan Morten Bæk som ledende ministersekretær for Connie Hedegaard (K) blev sat til at grave materiale – herunder ekstravagante bilag – frem om Thomas Becker. Morten Bæk kan ikke kommentere sagen, der er omgærdet af tavshedspligt. Og helst ser han da også, at vi bruger tiden på andre – og mere aktuelle – emner.

I pressens udlægning af sagen fremgår det, at du efterfølgende blev afskediget som ledende ministersekretær for din rolle i Beckers afgang. Frygtede du dengang for din fremtidige karriere?

“Nej, jeg frygtede ikke for min fremtid. Jeg blev ikke fyret, men fik til opgave at hjælpe med at udvikle ministeriet til en stærk og sammenhængende arbejdsplads med et meget stærkt og meningsfuldt arbejde.”

“Det var selvfølgelig en super-ubehagelig sag, som endte med, at en nær kollega forlod ministeriet. Og samtidig var det en personalesag, som var omfattet af tavshedspligt, så jeg ikke kunne drøfte den med nogen. Det betød, at jeg gik med mange af overvejelserne selv, og det var hårdt – især for et følelsesmenneske som mig." 

Afgørende for Jordens fremtid

Tanker om karriereforløb er i det hele taget ikke noget, som Morten Bæk bruger tid på. Han er optaget af at få mest muligt ud af nuet.

“Jeg er ikke typen, der laver karriereplan, men jeg får hele tiden nye idéer til, hvad jeg ellers kunne bruge mit liv på. Når man ser på mit cv, ser det ekstremt lineært ud, men du skulle bare vide, hvad der har foregået af tanker inde bag ved.”

“Jeg har aldrig været afhængig af arbejde. Jeg lægger ekstremt stor vægt på familie og nære fællesskaber. Jeg ser mine venner alt for lidt, men de betyder utrolig meget for mig. Jeg elsker at sejle. Jeg har selv renoveret huset, da vi købte det for 11 år siden. Jeg kan altid finde projekter, og hvis jeg skulle stoppe i morgen, ville jeg snart finde på noget andet.”

Hvad skulle det så være?

“Jeg går meget op i ledelse og arbejdet med at flytte organisationer, så jeg kunne sagtens forestille mig at arbejde som rådgiver på et tidspunkt. Men ikke nu: Lige nu er jeg bare kisteglad for at være del af en opgave, som er så afgørende for Danmarks og Jordens fremtid.”