"Vi brokkede os ikke over et klap i røven. Det var jo vejen frem"

Her sidder jeg gamle djøfer (kvinde, cand.jur., 72 år) og tænker tilbage på den virksomhedskultur, der herskede i min tid. Jeg har netop læst artiklen i Djøfbladet om uønskede tilnærmelser på arbejdspladsen.

Hvilken forskel mellem dengang og nu.

Jeg skal da love for, at vi ikke brokkede os over en arm om skuldrene eller et klap i røven ved julefrokosten fra en af cheferne eller en af de såkaldte nøglemedarbejdere – dem med de sjove opgaver. Det var jo det, der var meningen med det hele. Vejen frem, hvis man gerne ville forfremmes eller have tillæg.

“Skyld og skam”? Åhr, rend og hop! Vi vidste sgu godt, hvad vi gjorde.

Tiderne var anderledes. Dengang var mændene de magtfulde. Dem, der sad med nøglen til godteposen. Kvinderne var enten medlemmer af HK eller, som jeg, unge AC’ere, som var lidt benovede over, at vi overhovedet var nået så langt.

Fik vi børn, tilbragte vi frokostpausen på toilettet, hvor man i fred kunne sidde og malke sine ømme bryster tomme. Der var ikke meget barselsorlov. Alt har sin pris. I øvrigt valgte vi ofte at få en abort. Det var meget nemmere. Om vi fortrød? Vrøvl. Også her vidste vi, hvad vi gjorde. I øvrigt var børn dengang ikke genstand for den næsten religiøse forgudelse som nu.

”Man måtte sørge for at blive bemærket”

I min tid var det stadig almindeligt, at de piger, der blev studenter, nøjedes med et beskedent job, så de kunne forsørge den kæreste, de havde mødt i gymnasietiden. Han fik sin højere uddannelse – og forlod hende ofte, når han stod med sit eksamensbevis.

Jamen, vi følte os da ikke af for lidt. Vi, den første generation af kvinder, som det var lykkedes for. Vi, som for alvor myldrede ind i de job, som tidligere havde været forbeholdt mænd. Dog, når den første begejstring var klinget lidt af, måtte vi gøre op med os selv, om målet var nået, eller om vi gerne ville videre “frem og op”.

En del var tilfredse med det allerede opnåede. Mange var enten af god familie med penge i ryggen, eller havde giftet sig godt undervejs, men der var nu også en del, som gerne ville gøre karriere. Her var dygtighed ikke vejen frem – dygtige var vi jo alle. Der skulle mere til. Man måtte sørge for at blive bemærket af dem, der betød noget.

Ja, vist var det en mandeverden. Nu er det så min erfaring, at mænd normalt ikke er særligt onde. I hvert fald ikke, hvis de ikke føler sig truede. At disse magtfulde herrer smed et par frynser i grams til de særdeles imødekommende unge kvinder, hvoraf mange i øvrigt var store skønheder, svækkede på ingen måde autoritet eller anseelse. Tværtimod. For den sag skyld heller ikke for kvinderne. Højst affødte det lidt misundelse.

Dog husker jeg en enkelt sag, hvor en mandlig personalechef åbenbart havde lovet flere kvindelige ansatte pæne løntillæg (det var efter fedterøvstillæggenes fremkomst). Desværre var han ikke i stand til at opfylde løfterne – der var i mellemtiden kommet nedskæringer. De mange skuffede kvinder klagede over hans krænkende opførsel, og han blev fyret.

Prestigen er falmet

Bortset herfra var det faktisk småt med krænkelser i dagligdagen. Kønsrollerne var anderledes defineret end i dag. Faktisk betød folks køn nok mindre i det daglige, end tilfældet er i dag. Vi gik alle i fløjsbukser og fodformede sko, og de farverige og rummelige hønsestriktrøjer udviskede forskellene yderligere.

Tonen var rå, men hjertelig. Vi ville have grinet højt og længe over silikonebryster og tatoverede bodybuilderoverarme, men mon ikke krænkelseskulturen netop har sit ophæng i denne lidt overdrevne kønsfremhævelse? Så meget mænd/kvinder var vi slet ikke dengang.

Uanset køn og alder kunne man i min tid sagtens give en kollega et kram eller et klap på skulderen. Det tog ingen fortrydeligt op. Mange fandt i øvrigt deres fremtidige ægtefælle på jobbet. Datingbegrebet var knap nok opfundet. Vi mødte hinanden der, hvor vi var. Så kendte man skavankerne på forhånd.

Lige så stille skete der et generationsskifte. De magtfulde mænd gik på pension – og se, om ikke deres job ofte blev overtaget af en kvinde. Måske endda en af de tidligere dejlige damer. Nu havde hun fået hornbriller og var blevet saglig. Og glemt alt om sin vej til magten.

Jeg tror, at det er resultatet af den udvikling, vi ser nu. Der er intet karrierefremmende ved at blive taget på (silikone-)brysterne af bybudet. Han kan holde nallerne væk, kan han.

Jeg spekulerer over, om der måske er en sammenhæng mellem den store følsomhed over for uønskede tilnærmelser og den svækkelse i prestige, der i vore dage er knyttet til de jobs, som vi kvinder i min tid var så stolte over. Hvis det er sandt, er det måske et helt andet sted, skoen trykker?

Måske en skuffelse over, at de mange års uddannelse ikke giver flere muligheder, end tilfældet er for de fleste – at man drukner i mængden og hverken får den indflydelse eller anerkendelse, man synes, at man har fortjent. Heller ikke den løn.

Skidt for arbejdsglæden

I øvrigt er mange af vore dages unge opdraget til at se sig selv som Guds gave til menneskeheden. Det gælder i lige så høj grad de unge mænd som kvinderne. Jeg kan sagtens forestille mig, at mange mænd ligefrem betragter en tilnærmelse som en slags hædersbevisning. Og slet ikke forstår, at modtageren ser anderledes på det.
Hermed naturligvis ikke sagt, at alle påstande om krænkelser på arbejdspladsen er udtryk for angst, hvor rene bagateller blæses stort op. Dog, alene mængden af påståede krænkelser kan nu altså godt kalde tvivlen frem.

Jeg er glad for, at det ikke er mig, der skal arbejde i et så sterilt og korrekt miljø, som de nye regler lægger op til. Det må være ødelæggende for både arbejdsglæde og kollegialt fællesskab.

Mange hilsner fra den gamle jurist. Og nej. Selvfølgelig er I ikke enige. Det ville også have overrasket mig.

Birgit Kristiansen er cand.jur. og har arbejdet i Rigsrevisionen og Miljøministeriet.