Lov mod snyd

Regeringen: Eksamenssnyd skal være kriminelt

09-10-2019
3 min.
Den socialdemokratiske regering vil gøre det ulovligt at sælge opgaver til studerende og elever. Et initiativ, som CBS bakker op. Foto: Jakob Boserup/CBS

Det skal være ulovligt at sælge eksamensopgaver til studerende. Sådan lyder meldingen fra regeringen, der har et lovforslag på vej. Det hilser Copenhagen Business School velkomment.

Kunne du drømme om at købe en færdig, skriftlig opgave og aflevere den til eksamen som din egen? Så vil du fremover ikke bare være en snyder, men også en slags hæler. Og hæleren er som bekendt lige så slem som stjæleren.

For nu bliver det gjort ulovligt og strafbart at drive forretning med at skrive eksamensopgaver for betalingsvillige studerende og gymnasieelever (se lovforslaget i boksen under artiklen).

'Fix min opgave' gav wakeup call

Det, der får regeringen til at køre lovmaskinen frem, er affæren sidste år med firmaet Fixminopgave.dk. En sag, som DR Nyheder bragte frem i lyset.

Fixminopgave.dk tilbød gymnasieelever at købe færdige skriftlige opgaver over nettet med et løfte om, at de fik en bestemt karakter for opgaven. Ifølge firmaet selv var målet at hjælpe unge mennesker, som drømte om et højt gennemsnit, der skulle sikre dem adgang til et studie, men haltede efter i et bestemt fag.

Firmaet har i dag forbud mod at drive forretning i Danmark. Lige inden eksamen sidste år fik forbrugerombudsmanden stoppet firmaet og indbragt sagen for Sø- og Handelsretten. Det er hjælp til snyd og dermed en uetisk måde at tjene på, fastslog forbrugerombudsmanden.

Nu følger regeringen op med et lovforslag mod salg og markedsføring af eksamensopgaver til elever og studerende. Både gymnasieledernes og gymnasieelevernes organisationer bakker op om lovforslaget.

Svært at håndhæve i grænseløst cyberspace

Spørgsmålet er dog, om forbuddet er til at håndhæve, fordi den slags hjemmesider hurtigt vil finde smutveje uden om et forbud. De kan flytte til udlandet, hvor den slags tjenester findes i bedste velgående, eller de kan fx dække sig ind under, at de bare giver lektiehjælp.

Men børne- og uddannelsesordfører Jens Joel (S) siger til DR, at det uanset hvad er vigtigt, at samfundet sender et klart signal om, at det både er forbudt at snyde og at tjene penge på dem, som ønsker at snyde.

Af samme grund bakker man på CBS også op om lovforslaget.

"Problemet findes. Vi tror ikke, det er så stort. Men vi tror heller ikke, det bliver mindre i fremtiden," siger sekretariatschef for Dekansekretariat for Uddannelse på Copenhagen Business School (CBS), Wilbert van der Meer.

CBS er potentielt i målgruppen for denne form for snyd, fordi der afleveres rigtig mange opgaver på engelsk på CBS. Og selvom man ikke lige kan spotte nogle danske 'snyde-firmaer' målrettet universitetsstuderende, så opererer den slags firmaer på nettet i det store udland.

"Vi ved, at de findes i en række lande, herunder i Kina. Jeg aner ikke, om kineserne har nogle danske kunder, men det skulle undre mig, om de ikke har," siger Wilbert van der Meer.

Når andre skriver opgaven for dig

Snyd foregår skjult, så hvad kan man gøre for at afsløre det? I internettets tidlige dage opdagede universiteterne snyd i form af afskrift af andres afleverede opgaver, som lå på nettet. Men decideret kopiering er der styr på i dag. Det bliver afsløret – ved hjælp af internettet.

"Det samarbejder universiteterne om både nationalt og internationalt. I dag ved de studerende, at de bliver afsløret, hvis de skriver af, så det kan ikke betale sig," forklarer Wilbert van der Meer.



Men her handler det om, at man betaler en anden for at skrive sin opgave for sig, og det er langt sværere at afsløre. Faktisk kan man ofte kun afsløre snyderiet, hvis det er tilstrækkelig dårligt udført, så folk røber sig selv.

"Det er da bekymrende, især hvis den slags snyd begynder at brede sig," siger Wilbert van der Meer.

"Vi har en stor opgave i at uddanne vores studerende i akademisk redelighed, og vi er ved at sikre, at det er obligatorisk for alle."

Mundtlig eksamen afslører snydere

Derudover kan universiteterne bruge eksamensformer, som gør det svært at snyde, og det tror Wilbert van der Meer, vi kommer til at se mere til i fremtiden.

Et meget effektivt redskab, som også har læringsmæssig værdi  – men som til gengæld koster universiteterne penge – er at tage de studerende op til mundtlig eksamen i det skriftlige produkt, pointerer han. Det gør CBS fx med alle specialer.

"Så vil det hurtigt komme for dagens lys, hvis man har fået lidt for meget hjælp, hvad enten det er fra sin mor eller fra Kina. Og så får man en dårlig karakter eller dumper."

Men derfor er det alligevel vigtigt med signalet fra lovgiverne om, at det er strafbart at lokke studerende til at begå eksamenssnyd, understreger han. 

Kommentér
4
Del Twitter LinkedIn Facebook

Kommentarer


Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.