"Nogle gange bliver jeg skuffet over det faglige modspil fra de studerende"

I 70'erne, hvor jeg læste, var man meget mere ideologisk. Samfundet var mere polariseret, og de unge fulgte mere med i politik. Vi læste avis alle sammen. Det var en del af dannelsen. Folk havde en avis med og sad og læste den i toget.

Jeg kommer lige fra en undervisningstime, hvor jeg påpegede, at studenterne i dag ikke læser avis. ’Jeg læser da avis’, var der så to-tre, der sagde. Det var ud af 30. Der er forskel på at have avisen i sit fulde omgang, hvor man læser lederen, debatsektionen og det hele, og så at gå ind på nettet og skimme lidt hovedhistorier. Det sidste er ikke at læse avis.

At de studerende ikke læser avis, har en tydelig effekt på, hvordan de tænker. De ved ikke, hvad der rør sig i erhvervslivet, og de kender fx ikke inflationstallet. De ved ikke, hvad det betyder. Det ved fx ikke, om et inflationstal på 0,4 er højt eller lavt.

Det kan være et aldersfænomen, men nogle gange bliver jeg lidt skuffet over det faglige modspil, jeg får af de studerende. Men det er svært at generalisere, og man skal altid huske, at der er tre kategorier af studerende: Der er toppen, som vi ikke kan ødelægge. Der er bunden, som vi har svært ved at frelse – medmindre vi sænker kravene. Og så er der den store mellemgruppe, som i dag er den primære målgruppe i undervisningen.

Der er selvfølgelig brillante jurastuderende. Dér, hvor jeg virkelig oplever den største arbejdsglæde, er, når jeg vejleder knalddygtige studenter eller får skægge spørgsmål i timerne. Jeg roser altid de gode spørgsmål. Der er også studerende, hvor jeg skal trække alt ud af dem, og jeg føler, at de ikke læser. Hvorfor kommer de egentlig overhovedet?

Jeg arbejdede 15 timer om ugen i Justitsministeriet, mens jeg læste. Det er ingenting i forhold til i dag. Nu er der flere, der arbejder 30 timer på deres studiejob. Nogle har endda flere jobs. De har dårligt tid til at møde op til vejledertimer med mig. Der burde også komme flere til undervisningen, men de er jo ude at arbejde. Det er jo for langt ude, at skatteyderne betaler for, at der står kompetente mennesker og underviser dem, og så gider de ikke engang at komme.

Omkring juletid på første år af studiet var jeg ved at give op. Jeg troede aldrig, at jeg ville komme til at fatte det. Flere af mine medstuderende var børn af store jurister og var allerede godt inde i fagets emneverden. Jeg kom fra Brøndbyøster, og min mor var børnehavelærer. Jeg følte, at de andre kunne det hele, og at jeg ikke fattede en bjælde selv.

Jeg mødte tilfældigt min gamle russisklærer på Brøndbyøster station den jul, hvor jeg overvejede at droppe studiet. Han sagde: ’Nu går du altså til eksamen. Så kan du droppe det bagefter. Det er simpelthen for langt ude at droppe det før.’ Jeg fik to 11-taller til eksamen. Det kom som en så stor overraskelse, at jeg måtte forbi fakultetskontoret for at få karakterne bekræftet.

Jeg kunne tale stort set flydende russisk i 1976. Jeg havde det i gymnasiet, da jeg bildte mig ind, at relationerne mod øst ville repræsentere fremtiden. Jeg havde en drøm om en international karriere, hvor det ville være en fordel. Senere hen fik jeg opgaver for både FN og EU. Dog uden at tale meget russisk.

I dag repeterede jeg noget, som jeg havde sagt flere undervisningstimer forinden, og der var flere studerende, der ikke fattede det. Jeg bliver lidt trist, hvilket er vanskeligt at skjule. Læreren er jo også et menneske. Det er da for dårligt, at man ikke lægger flere kræfter i sin egen indlæring. Ofte står jeg med det indtryk, at kun en begrænset del af studenterne har forberedt sig.

Man skal aldrig udlevere en enkeltperson i undervisningen. Det kunne jeg aldrig drømme om. Men jeg kan godt sige til klassen: ’Har I overhovedet læst i bogen, når I ikke kan svare på så enkle ting?’

Mit job giver mening for mig. Det giver mening at skrive bøger, at deltage i debatter. Der er også en enorm frihed i at være her på universitetet. Nogle gange sidder jeg hjemme og arbejder. Ellers er jeg her, hvor jeg godt kan lide at være. Her er hyggeligt, og vi har et fint miljø på det center, som jeg er tilknyttet. Jeg har lidt over 10 kilometer hver vej på cyklen, så jeg får også rørt mig lidt.

Jeg er stolt over, at jeg var med til at få styr på .dk-domænet på internettet. Den daværende forskningsminister bad mig om at lede et arbejde, der ville ordne forholdene på området. Inden da var det mere eller mindre vidtløftige personer, som tog de saftige domænenavne og, der var ikke kontrol med noget som helst. Det fik vi styr på i 1999, og i dag har vi verdens bedste domænenavnssystem.

Jeg blev helt hooked på de tidlige tekstbehandlingssystemer. Jeg fik en pc i 1986 af en klient, jeg havde som advokat. Det var, da jeg begyndte at skrive disputats om ’EDB og Ansvar’. Jeg var fuldstændig vild med pc-teknologien. Det med at man kunne skrive, bearbejde, lave databaser og gemme. Jeg synes stadig den dag i dag, at Google er fuldstændig grænseoverskridende stort. I øjeblikket er jeg ved at opbygge et stort juridisk bibliotek på jurabog.dk, hvor man på samme måde kan hente inspiration i den juridiske kulturarv. Der ligger allerede 500 titler derinde.

Jeg er ikke tech-forskrækket. Kunstig intelligens er fx ikke så farligt, som man gør det til. Ja, vi kan køre i selvkørende biler, og vi kan tale til en computer. Det er fint nok, men det kommer ikke til at ændre vores samfund afgørende, så længe vi altid sikrer en menneskelig beslutningsmagt. Det kan jo være, at jeg er forkert på den. Det må vi se om 10 år.

Mange jurister sættes til stadig mere specialiserede opgaver. Så sidder de med en lille afgrænset sagstype og kan kun den. Det betyder, at jurister i stigende grad sættes til arbejde, som de selv opfatter som uinspirerende og kedeligt. Det er virkelig skidt, at man i specialiseringens navn bare lander på et enkelt sagsområde, som man så måske sidder med resten af livet.

Jeg spiller klaver hver dag. Det er en god måde at stresse af på og noget, jeg ikke kan lade være med. Jeg spiller fx gamle jazz-klassikere. Eller Beatles, som jeg har vild med, siden de første singler udkom. Det samme med Elton John og gamle danske sange. Jeg har en særlig kærlighed for lidt corny sange, som man kan spille skæve akkorder til og improvisere over.

Jeg er dårlig til ikke at sætte deadlines. Det skal jeg lade være med, for deadlines stresser. I perioder kan jeg godt være stresset. Men stressen opstår typisk, fordi jeg selv presser mig selv mere, end jeg egentlig behøver.

Jeg har haft mange synspunkter, hvor folk synes, det er irriterende, at jeg ikke kan klappe gællerne i. Men hvor jeg er nødt til at komme med mine synspunkter. Jeg har bl.a. kritiseret menneskerettighedsdomstolen for at være for politisk. Det er mange af mine kolleger er fuldstændig enige i, men de siger det ikke højt.

Fortalt til Mads Matzon