Brevkasse

Hvordan er vilkårene for selvstændige på barsel?

1.10.2019

af

Illustration: Djøf

Illustration: Djøf

"Kan det lade sig gøre at starte egen virksomhed samtidig med en kommende familieforøgelse?"

Jeg har længe drømt om at blive selvstændig og starte min egen it-konsulentvirksomhed. Min mand og jeg har imidlertid også en plan om at stifte familie inden for de næste par år. Inden jeg tager skridtet fuldt ud og kvitter mit nuværende job med rigtige gode barselsvilkår, har jeg derfor brug for at vide, hvordan barselsvilkårene er for selvstændige. Kan I hjælpe med dette?

Kære medlem

Tak for et rigtig godt spørgsmål, som jeg ved, at mange andre også gerne vil have svar på. Du oplyser ikke, hvilken virksomhedsform du vil vælge for din fremtidige konsulentvirksomhed, og dit valg af virksomhedsform har faktisk betydning for dine barselsvilkår.

Hvornår betragtes du som selvstændig?

Er du stifter, direktør eller ansat i dit eget IVS, ApS eller A/S, betragter Udbetaling Danmark dig ikke som selvstændig. De betragter dig derimod som ansat lønmodtager i eget firma – også selvom du i din a-kasses optik er selvstændig. Din barsel skal derfor meldes til Udbetaling Danmark efter reglerne om lønmodtagere på barsel, og selskabet har mulighed for at få refusion for din løn under barsel.

Vælger du at drive din virksomhed i andre former end de tre nævnte – fx som en enkeltmandsvirksomhed, hvor du udfører arbejdet i eget navn og for egen regning og risiko – så betragter Udbetaling Danmark dig som selvstændig.

Hvad er betingelserne for at få barselsdagpenge som selvstændig?

Som selvstændig kan du få barselsdagpenge, hvis du opfylder disse fem betingelser:

  1. Du har arbejdet i mindst seks måneder inden for de sidste 12 måneder. (Hvis du er nystartet og har arbejdet mindre end seks måneder, kan du regne de perioder med, hvor du har arbejdet som lønmodtager).
  2. Du har arbejdet den seneste måned forud for dit fravær (dvs. før graviditetsorloven for mor).
  3. Der er overskud i din virksomhed.
  4. Du har arbejdet mindst halv tid i din virksomhed (18,5 timer om ugen).
  5. Du har dagligt fysisk samvær med dit barn under din barsel.

Hvor meget kan du få i barselsdagpenge som selvstændig?

Beløbet beregnes ud fra:

  • overskuddet i din virksomhed,
  • eventuel indtægt, der er overført til medarbejdende ægtefælle,
  • egne syge- og barselsdagpenge.

Du kan dog højest få 4.355 kr. om ugen før skat i barselsdagpenge (2019). For at få det fulde barselsdagpengebeløb skal din indtægt være mindst 226.460 kr. om året (2019). Hvis du ikke har overskud i din virksomhed, kan du som udgangspunkt ikke få udbetalt barselsdagpenge.

For at undgå den situation vil jeg anbefale, at du køber en sygeforsikring for selvstændige hos Udbetaling Danmark. Med sygeforsikringen er du nemlig sikker på at få mindst to tredjedele af den maksimale barselsdagpengesats – uanset hvor meget eller lidt du har tjent. Det svarer i 2019 til 2.903 kr. om ugen før skat.

Du skal dog være opmærksom på, at der er en såkaldt karensperiode på seks måneder, fra du tegner den frivillige forsikring, til du kan ansøge om og få barselsdagpenge. Udløber karensperioden under din orlov, vil du med forsikringen også få mindst to tredjedele af den maksimale barselsdagpengesats fra det tidspunkt, hvor karensperioden udløber.

Hvor længe kan du holde orlov med barselsdagpenge som selvstændig?

Du har som selvstændig mulighed for at holde orlov lige så længe som lønmodtagere, og du kan i øvrigt tilrettelægge din barsel lige så fleksibelt.

  • Før fødslen har du som mor fire ugers graviditetsorlov med barselsdagpenge.
  • Efter fødslen har du 14 ugers barselsorlov med barselsdagpenge. Du har pligt til at holde de første to uger af barselsorloven.
  • Efter din barselsorlov har du 32 ugers forældreorlov med barselsdagpenge, som du kan dele med faren.

Må du arbejde som selvstændig, mens du er på barsel?

I modsætning til lønmodtagere må du som selvstændig gerne arbejde, mens du er på barsel. Du har tre muligheder for at arbejde under din orlov:

  1. Du kan arbejde op til 25 % om ugen. Det betyder, at du holder orlov 75 % af tiden med 75 % af de barselsdagpenge, du kan få på fuld orlov.
  2. Du kan arbejde mere end 25 % og op til 50 % om ugen. Det betyder, at du holder orlov 50 % af ugen med halve barselsdagpenge.
  3. Genoptager du dit arbejde med mere end 50 % om ugen, er det som at arbejde på fuld tid. Du kan derfor ikke få udbetalt barselsdagpenge.

Den tid, du som selvstændig arbejder under din orlov, skal du beregne i forhold til det antal ugentlige timer, du har oplyst til Udbetaling Danmark. Har du fx oplyst, at du arbejder 50 timer om ugen, må du altså arbejde op til 25 timer om ugen.

Jeg håber, at du har fået en fornemmelse af, at din drøm om egen virksomhed godt kan kombineres med jeres babyplaner, og ønsker dig rigtig meget held og lykke med begge dele!

/Anja Iben Kepka, chefkonsulent, Djøf

Skriv til brevkassen

Skriv til Djøfs panel af rådgivere, hvis du har spørgsmål om ansættelsesforhold, karrieremuligheder, overenskomster, regler og lovgivning, faglige netværk eller andet, der optager dig i forbindelse med arbejdsliv eller studier.

Vi bringer et udvalg af spørgsmål og svar. De indsendte spørgsmål kan eventuelt blive forkortet eller lettere redigeret.

Send dine spørgsmål til bladet@djoef.dk. Husk også at skrive dit fulde navn og mailadresse til brug for redaktionen og rådgiverne. Hvis du ønsker, at dit spørgsmål i bladet bliver underskrevet med pseudonym i stedet for navn, bedes du gøre opmærksom på det.

ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet