Humørfisken

"Har du sat din fisk?”

”Min fisk?” Jeg stirrede forvirret op på HR-partneren, der pludselig stod ved mit bord. 

”Humørfisken,” forklarede hun opstemt og pegede ned mod den anden ende af direktionssekretariatet. ”Har du ikke set akvariet?”

Akvariet? Humørfisk? Selv efter HR-standard virkede dette her vanvittigt.

”Det blev præsenteret i fredags,” forklarede hun. ”Var du der ikke til trivselsforum?”

”Jeg havde et møde,” undskyldte jeg. Med en kæmpestor fadøl, kunne jeg havde tilføjet. Hvilket også er en slags trivsel. 

”Nå, men så kan jeg vise dig det.”

HR-partneren trak mig op af stolen og videre ned gennem storrumskontoret, mens hun forklarede: ”Det er inspireret af et fiskemarked i Seattle, hvor sælgerne kaster med fiskene for at holde humøret oppe. Nu er det blevet en global HR-filosofi.”

Hun smilede entusiastisk, som om de ord, hun sagde, faktisk gav mening. 

Så nåede vi ned til reolen ved endevæggen. Hvor der ganske rigtigt stod et akvarium lavet af … filt, tilsyneladende. Komplet med filtede koraler og tangplanter og konkylier. Og naturligvis: Små farverige humørfisk, som kunne sættes fast på baggrunden med velcro. 

”Idéen er, at man sætter sin fisk, når man kommer om morgenen,” forklarede hun. ”Alt efter hvilket humør man er i.”

Hun rakte ned i akvariet og tog en regnbuefarvet fisk fra bunden. ”Hvis man fx er lidt lav på energi og har brug for arbejdsro,” begyndte hun, ”så kan man sætte den bag en sten, så den bare lige kigger frem.” 

Hun lod fisken stikke snuden nysgerrigt op bag korallerne. 

”Men hvis man er fuld af power og klar på at networke med kollegerne, så sætter man den op i malstrømmen.” 

Hun flyttede fisken op ved siden af en farvestrålende pink fisk, som svømmede rundt i midten af akvariet med et hysterisk smil, der antydede, at den arbejdede som HR-partner. 

”På den måde kan kollegerne se, hvor man er på humørbarometret,” forklarede hun begejstret. ”Samtidig med …”

Noget i hendes tonefald sagde mig, at der ville komme noget om den nyeste hjerneforskning.

”At den nyeste hjerneforskning faktisk viser, at man bliver 15 % gladere, hvis man tager eksplicit stilling til sit humør hver morgen.”

Hun gav mig en albue i siden. ”Og det er der jo nogle, der godt kunne trænge til en gang imellem.”

Hun tog min hånd og lagde den regnbuefarvede filtklump i den. ”Måske kan denne her være din humørfisk?”

Jeg skævede ned på filtfisken i min hånd, mens jeg overvejede, om dens tænder var store nok til at bide halsen over på hendes fisk. Og om jeg så kunne fodre de andre fisk med hende. Så de kunne vokse sig stærkere og iværksætte et fiskeoprør, der spiste hele HR-afdelingen.

”Giv det en chance, Per Helge,” opfordrede hun. ”Det virker altså rigtig godt.”

Jeg trak vejret dybt, mens jeg forsøgte at overtale mig selv til at bevare roen. Så måtte jeg give op. 

Med et let tag i armen førte jeg HR-partneren med ud på toilettet og videre ud i en af båsene.

Jeg holdt filtfisken op foran hende. Så lod jeg den dumpe ned i kummen og trak ud. 

”Jeg tror, min humørfisk har taget en hjemmearbejdsdag,” forklarede jeg venligt. 

Jeg var halvt tilbage til min plads, da jeg indså, at der faktisk var én ting i fiske­filosofien, der virkede.

Jeg følte mig mindst 15 % gladere.