Nyt job

Fra anklager i de vildeste sager til politimester i et meget roligt samfund

07-10-2019
4 min.

Michael Boolsen var anklager i sagen mod sygeplejersken, der blev idømt 12 års fængsel for fire drabsforsøg. Nu har han sat sig i stolen som politimester på Færøerne – også kendt som et af verdens fredeligste samfund.

Sidste år var der 754 anmeldelser af overtrædelser af straffeloven på Færøerne. I Danmark var der ifølge Danmarks Statistik omkring 350.000.

Så det kan måske godt lyde lidt som en loppetjans for Michael Boolsen, der i juli begyndte i sit nye job som politimester på Færøerne. Her er der stort set ingen indbrud – alle kender alle, så det er umuligt at komme af med et ’varmt’ fjersyn, som han siger.

Men tag ikke fejl. Han regner med at få nok at lave.

Selv om Michael Boolsen er flyttet fra Sorø til Tórshavn, har han det lidt som at være kommet hjem. I midten af 1990’erne boede han nemlig også i Tórshavn i knap tre år, hvor han var politifuldmægtig. Dengang havde han dog ingen tjenestebolig som i dag, hvor han nu bor side om side med dommerkontoret og Rigsombuddet.

”Jeg var rigtig glad for at være her dengang, og det har ligget et eller andet sted i baghovedet, at jeg gerne ville tilbage. Men med den alder, jeg har nået, havde jeg dog ikke forestillet mig, at det blev aktuelt.”

Men da Michael Boolsen så stillingsopslaget på anklagemyndighedens intranet, tænkte han, at han da lige så godt kunne prøve.

”De andre gange, stillingen har været ledig, har det ikke passet ind i mine private forhold. Men det gjorde det nu. Udover at jeg har en mor på 80 år i Danmark og en søn, der for længst er flyttet hjemmefra, har jeg ingen familiære bindinger.”

Og her på Færøerne skal han ikke til at bygge et netværk op fra bunden. Selv efter mere end 20 år er der stadig mange af kollegerne tilbage fra dengang. Chefpolitiinspektøren, som han har arbejdet sammen med i sit tidligere job som kvalitetschef ved anklagemyndigheden i Sydsjælland og Lolland-Falster, er også flyttet hertil.

Fra bankkrak til økonomisk overflod

Men selvom der er mange kendte ansigter, er der også sket meget på Færøerne i de knap 25 år. Dengang ankom Michael Boolsen til et samfund i dyb økonomisk krise, der kulminerede med et bankkrak. 10 procent af befolkningen udvandrede. I dag er arbejdsløshed stort set ikke-eksisterende, og Færøerne har måttet tiltrække udenlandsk arbejdskraft til bl.a. de store tunnelbyggerier.

Og selvom kriminaliteten, set med danske øjne, er minimal, er der også sket noget på det felt. For når pengene kommer til, følger tyveknægtene med.

”Vi ser fx indbrud på byggepladser, hvor der bliver stjålet værktøj. Vi har ikke grundlag for at sige det, men vi har en formodning om, at det i et vist omfang er udlændinge, der kommer hertil og begår den slags indbrud,” siger Michael Boolsen.

Så det er én af de opgaver, der giver ekstra arbejde til politimesteren og hans medarbejdere.

Fra sit kontor i Tórshavn har Michael Boolsen udsigt ud over Nólsoyarfjørður.
Fra sit kontor i Tórshavn har Michael Boolsen udsigt ud over Nólsoyarfjørður. "Der findes nok ikke et politidirektørkontor i Danmark med så fantastisk en udsigt som min," siger han. Privatfoto
En anden form for spænding

Han har cirka 150 medarbejdere under sig og er chef for tre søjler: Politiet, anklagemyndigheden og administrationen. Og i et vist omfang er opgaverne de samme som hos politidirektørkollegerne hjemme i Danmark. Men der er mere ’politik’ i hans stilling.

”På mange områder er lovgivningen anderledes her, fordi Landsstyret selv fastsætter en stor del af den. Det betyder, at vi bliver nødt til at have et tæt samarbejde med både det politiske niveau og med embedsværket. Lidt ligesom Justitsministeriet har det hjemme i Danmark.”

Og de politiske opgaver er spændende, synes Michael Boolsen.

Det er dog en anden form for spænding, end nogle af hans tidligere opgaver gav ham. Her kunne adrenalinen godt pumpe i perioder. Han var fx anklager i ’Præstø-sagen’, hvor en efterskoleforstander blev tiltalt for uagtsomt manddrab, efter at to lærere og 13 elever kæntrede i en båd på Præstø Fjord. Og han var også anklager i den såkaldte ’sygeplejerskesag’, hvor en sygeplejerske fik 12 års fængsel mod patienter på et sygehus.



Den type sager regner han ikke med at komme til at savne, selvom han synes, det har været nogle gode faglige udfordringer.

”At være i fokus på den måde, som jeg blev i de her sager, det tror jeg ikke, jeg kommer til at savne. Jeg er i en anden fase af mit liv nu. Men jeg kan godt lide at gå i retten, og fordi embedet ikke er så stort heroppe, har jeg allerede mødt i Landsretten. Og det tror jeg bestemt, jeg vil blive ved med. For det er vigtigt, at den øverste chef også kan foretage sig noget praktisk,” siger Michael Boolsen.

Og han forventer da også, at der nok skal komme sager, hvor han som chef får frigivet noget adrenalin.

I 2020-2021 kommer der en ny retsplejereform på Færøerne, der betyder, at det færøske politi rent organisatorisk kommer til at ligne de øvrige danske politikredse og skal bruge de samme sagsbehandlingssystemer. Den slags kan jo godt komme til at give dét, en djøfer nok vil betegne som ’udfordringer’.

En helt anden udsigt

Michael Boolsen var til to ansættelsessamtaler, før jobbet som politimester på Færøerne var hans. Han sluttede af med en samtale med rigspolitichefen, rigsadvokaten og departementschefen. Han har en åremålsansættelse på fem år med mulighed for forlængelse i tre år. Indtil videre tager han de fem år.

Han skal til møder i Danmark mindst hver anden måned, så han når ikke rigtig at komme til at savne dét derhjemme – det skulle da lige være varmen. Men naturen er enestående på Færøerne, synes han.

I går var der storm og regn i Tórshavn, fortæller han over telefonen.

”Men i dag sidder jeg og kigger ud over en solbeskinnet Nólsoy Fjord, hvor der er sølvspejl på havet. Der findes nok ikke et politidirektørkontor i Danmark med så fantastisk en udsigt som min.” 

Kommentér
1
Del Twitter LinkedIn Facebook

Kommentarer


Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.