Er jeg rigtig djøfer?

For nylig var jeg til et spændende debatarrangement om djøferes oplevelser med det politiske reformarbejde. Debatten prikkede til nogle tanker, som jeg har gået med i nogen tid: Er jeg egentlig djøfer?

Jeg er meget glad for og oplever at have stor gavn af mit medlemskab i Djøf. Jeg deltager jævnligt i arrangementer og har som ledig ofte benyttet mig af den kompetente karriererådgivning.

Mit medlemskab opstod på anbefalinger fra kolleger, og jeg så min arbejdsmæssige profil bedre repræsenteret hos Djøf, så jeg var hurtigt overtalt.

Samtidig har jeg i mange år været meget optaget af den trættende fortælling om modsætningsforholdet mellem ’de kolde og varme hænder’. Jeg har haft mit arbejdsliv ude i velfærdens frontlinje i nært samarbejde med de udførende kolleger samt tæt på og i kontakt med borgerne.

Det første møde med kollegerne har ofte båret præg af mere end sund skepsis og til tider mistillid. Så inden det gode arbejde kunne starte, har der skullet bygges bro samt skabes tillid og fælles fodslag.

Angst for djøferen

Jeg har ofte taget dialogen privat med venner, der som politibetjent, sygeplejerske eller pædagog oplever, at djøfere har tunnelsyn på effektivisering, dokumentation, men mest af alt mangler forståelse for praksis, kvalitet og mennesker. Angsten for robotten bliver her overgået af angsten for djøferen – eller den er måske bare den samme.

Så jeg meldte mig også ind, fordi jeg var træt af det dårlige ry og den uretfærdige omtale, og fordi jeg gerne vil bidrage til brobygning, kollegaskab, samarbejde og være det gode eksempel på, at vi har et fælles mål om velfærdssamfundet og borgernes bedste. Derfor gør det mig også meget glad at se samarbejde og fællesudmeldinger som for nylig med FOA.

Er embedsværket virkelig generalister?

Ved debatarrangementet var Morten Østergaard, den politiske leder for Radikale Venstre, inde på, at det nuværende reformtempo og processerne på Christiansborg er medvirkende til at skabe et fjendebillede mellem embedsmændene i centraladministrationen og velfærdens frontløbere ude i kommuner og regioner.

For at ændre det billede skal løsningen, ifølge Morten Østergaard, gå på to ben. Som det første bør fremtidens reformer i højere grad tage afsæt i en af politikerne defineret ramme, hvor den konkrete faglige løsning udvikles i samarbejde mellem embedsværket og relevante eksterne aktører. Det andet ben skal være et opgør med et meget dygtigt embedsværk, der med hans ord dog desværre primært består af generalister.

Jeg stiller mig imidlertid tvivlende overfor, om djøfere i centraladministrationen opfatter sig selv som eller er generalister. Min oplevelse er derimod, at de betragter sig selv som specialister.

Jeg er generalist – og oplever netop, at det gør, at jeg ikke er djøfer. Så hvem har ret – Morten Østergaard eller jeg? Og sidder dem, vi taler om, selv med en helt anden fortælling?

Er jeg virkelig djøfer?

I mit eget arbejdsliv har jeg selv mærket fjendebilledet. Fx alkoholbehandlerne, der troede, at jeg som djøf-projektleder var en ulv i fåreklæder, der var kommet for at notere og efterfølgende effektivisere. Det krævede lang tid og hårdt arbejde at etablere en tro på et fælles mål og kollegaskab. Det lykkedes at bygge bro, og de glemte, at jeg er djøfer, og vi blev kolleger.

Men er jeg djøfer? For møder jeg djøferne i centraladministration, mærker jeg selv en kløft. Den faglighed og de kompetencer, jeg kommer med ude fra frontlinjen, er ikke overførbare til opgaveløsningen i eksempelvis et ministerium. Så her er der for mig igen en opgave med at bygge bro, oversætte mine gode intentioner og etablere kollegaskab.

For mig er mit medlemskab af Djøf ønsket om at være en del af meningsfyldt fællesskab. Kernen i det fællesskab er, at vi løfter hinanden, at vi samarbejder – og at vi også rækker ud over vores eget lille fællesskab og engagerer os i et større forpligtende ét med de faggrupper, vi samarbejder med i hverdagen.

Men i min iver for at bidrage til et voksende fællesskab møder jeg i Djøf et nyt ’os og dem’ – nemlig de rigtige djøfere i centraladministrationen og det akademiske proletariat i frontlinjen. Så hvis Djøf fortsat skal være et fællesskab, hvor jeg hører til, skal vi alle være rigtige djøfere, der skal gøres op med hierarkierne, og netop vi skal være skarpe på, hvornår en kompetence er generel eller specialiseret. Og ikke mindst at mangfoldighed i forhold til uddannelse og erfaring kan være en styrke i kollegaskabet – og at enhver akademisk hund kan lære nye tricks.