"Overnørden modtog mig med det blik, hans race havde reserveret til folk som mig"

”Kan vi snakke?”

Jeg trådte forsigtigt ind på kontoret. 

”Hvis det handler om Twitter-modulet, kender du svaret,” vrissede en stemme bag et batteri af fladskærme.

Jeg gik langsomt hen til skrivebordet, hvor overnørden modtog mig med det blik, hans race havde reserveret til mennesker som mig: Jakkesætsklædte lakajer for topledelsen, som ødelagde heltemodige IT-medarbejderes liv ved at stille alle mulige fornærmende krav til deres IT-systemer, som de OVERHOVEDET IKKE var designet til at understøtte. Fx den afskyelige tanke, at artikler på styrelsens hjemmeside kunne deles på Twitter.

”Det tager kun et øjeblik,” forsikrede jeg, mens jeg overvejede, om jeg skulle gå tilbage til styrelsesdirektøren og forlange, at han fik IT-direktøren til at banke den modvillige nørd på plads.

Problemet var, at jeg vidste præcis, hvad der ville ske: Der ville ske det samme, som der skete, når min kone blev irriteret over ventetiden på en fin restaurant og forlangte, at jeg gik op og brokkede mig til overtjeneren. Jeg ville gå målrettet op og stille mig lige uden for hørevidde af tjenerkorpset og gestikulere med armene – som om vi faktisk snakkede sammen. Hvorefter jeg – efter en passende mængde brokke-pantomime – ville gå tilbage til bordet og sige, at de havde lovet, at maden ville komme nu.

”Jeg tog en snak med Poul i IT,” ville styrelsesdirektøren påstå. ”Han lovede at banke fyren på plads.”

Hvilket Poul i IT naturligvis aldrig ville gøre. Fordi Poul havde brug for nørden til sine egne projekter og heller ikke havde råd til at blive uvenner med ham.

Jeg sukkede. Der var kun én vej frem:

”Det handler faktisk ikke om Twitter,” løj jeg. ”Jeg hørte bare, at der var lidt diskussion om de nye servere.”

Nørden kiggede hurtigt op.

”Der er ikke noget at diskutere,” sagde han kampberedt. ”Det skal være native Power-Edge med platinum-80 konfiguration.”

”Det var det, jeg hørte,” nikkede jeg.

For min skyld kunne serverne være PowerRangers med Darth Vader-konfiguration. Men det var ikke pointen. Pointen var, at økonomiafdelingen havde ligget i skyttegravskrig med nørderne i månedsvis for at få dem til at købe nogle taiwanesiske servere, som ikke var native noget-som-helst, men til gengæld kostede det halve. En krig, de nu ville tabe efter et overraskende bagholdsangreb fra egne rækker.

”Og det er direktionssekretariatet enige i,” fastslog jeg. ”Vi lægger en indstilling op til direktøren på mandag.”

Nørden kiggede overrasket på mig. ”Jeg vidste ikke, I interesserede jer for IT-infrastruktur?”

”For os er det fuldstændig afgørende, at styrelsens servere er …” – jeg måtte lede et efter et ord, der kunne afslutte sætningen: ”Fuldt native.”

Jeg holdt en kort pause, inden jeg fortsatte: ”Også for at sikre understøttelsen af Twitter-projektet.”

Et øjeblik stirrede vi hinanden ind i øjnene, mens han vurderede mit tilbud, som en sydamerikansk toldbetjent vurderer antallet af dollarsedler over for mængden af kokain i bagagerummet.

Så nikkede han.