Bor der virkelig mennesker nok i Grønland til at drive en stat?

Jeg har hørt det igen og igen i forskellige varianter. Spørgsmålet lyder: ”Er der overhovedet nok mennesker i Grønland til at drive en uafhængig stat?”

Skeptikerne mener, at svaret selvsagt må være nej. Tesen lyder, at det aldrig vil være muligt at mobilisere brain power nok til en moderne stat i en grønlandsk befolkning på kun 57.000 mennesker.

Allerede i 1998 formulerede den bredt respekterede grønlandske diplomat, forfatter og præst Finn Lynge afvisningen i pamfletten ’Selvstændighed for Grønland?’ Uafhængighed og dannelsen af en selvstændig stat i Grønland lå uden for fornuftens grænser, mente han.

“Der skal mere til,” skrev han. ”Selvstændighed for Grønland vil kræve et andet uddannelsesniveau for grønlænderne end selvstændighed for en øgruppe med 55.000 mennesker i det sydlige Stillehav eller i Caribien. Vi har her en kombination af tilvant levestandard og ekstremt vanskelige klimatiske forhold i et meget stort og svært tilgængeligt land, der faktisk nødvendiggør, at en relativt højere andel af befolkningen får en højere uddannelse. Der skal mange flere helikopterpiloter til at se efter de 55.000 mennesker, der bor i Grønland, end der er behov for til de 50.000 færinger. Vil det grønlandske folk være en selvstændig nation i en moderne verden med den standard, vi kender, må det — på grund af sin meget lave befolkningstæthed — præstere en relativt højere akademisk og teknisk standard end nabolandene Island og Canada.”

Selvfølgelig er der nok

Afvisningen er siden formuleret på mange måder, men det har ikke dæmpet selvstændighedstrangen. Stort set alle toneangivende politikere i Grønland arbejder i dag på løsrivelsen; kun tidsperspektivet er de uenige om. Og omkring tre fjerdedele af vælgerne støtter visionen. Som politologen Ulrik Pram Gad fra Aalborg Universitet skrev i 2016: “På den måde er at blive uafhængig en del af den grønlandske identitet”, og Finn Lynges udfordring fra 1999 afvises i dag bredt i Grønlands politiske lag.

”Selvfølgelig vil der være tilstrækkeligt med dygtige folk i Grønland. Der er gode tal på uddannelsesområdet,” siger eksempelvis Sara Olsvig, der indtil for nylig var leder af partiet Inuit Ataqatigiit og den grønlandske opposition.

”Vi har et fantastisk universitet, der uddanner flere og flere. Vi har lige fået oprettet en uddannelse i offentlig ret, som har alt for mange ansøgere. Uddannelsen til arktisk ingeniør har stor søgning, og vores større byer bliver i stadig højere grad uddannelsesmetropoler,” siger hun.

Sara Olsvig er antropolog fra Københavns Universitet, og hun var en af de få i Inatsisartut, det grønlandske parlament, med en videregående uddannelse. Få dage efter vores samtale sagde hun dog uden varsel farvel til både sin formandspost og sin plads i Inatsisartut, mens hun kritiserede Grønlands politiske miljø for at mangle “dialog, saglighed og grundighed”. Det ændrer dog ikke på hendes opfattelse af, at der er rigeligt med talent i Grønland. Problemet er, at mange bremses af sociale dårligdomme og en utilstrækkelig folkeskole.

”Hvert år ser vi den ene nye jurist, læge og statskundskaber efter den anden, og det samme med de håndværksmæssige fag. Men tallene for folkeskolen er stadig alarmerende, og vi mangler en mere dybdegående indsats på det sociale område. Den store udfordring er ikke, at folk ikke tager en uddannelse, men de forhindringer, der gør, at de ikke tager en uddannelse,” siger hun og peger på behovet for fremmedsprog.

”Vi skal af med det tabubelagte forhold, vi har til sprog. Grønlandsk vil altid være fundamentet. Men vi skal være åbne for at lære andre sprog, der kan bruges de steder, hvor vi kan få en forholdsvis billig uddannelse, og så skal det gøres mere acceptabelt at tage ud af landet og komme hjem igen, selvom man måske ikke mere helt slår til på grønlandsk. Vi skal af med de barrierer, vi af og til sætter op for os selv,” siger hun.

Mængden af udlændinge

Tidligere har jeg bedt lektor emeritus Birger Poppel fra Ilisimatusarfik, universitetet i Nuuk, om hjælp til at forstå selve udfordringens natur. Poppel har forsket i arktiske samfundsforhold i en lang årrække:

“Den reelle, relevante udfordring består i at erkende, at det ikke er muligt med en befolkningsstørrelse som den aktuelle at dække alle en selvstændig stats funktioner og opgaver,” skrev han til mig fra Nuuk.

Han drejede Finn Lynges udfordring fra 1998 og spurgte i stedet: Hvor mange udenlandske eksperter vil et uafhængigt Grønland være villig til at rumme? Hvor går grænsen, før befolkningen i et uafhængigt Grønland ikke længere vil føle sig uafhængig?

Han fortalte en anekdote.

“Da jeg i 1984 flyttede hertil og skulle på kommunekontoret, fik jeg en overraskelse. Stort set alle HK-ansatte i basisstillinger i det store kontorlandskab i stueetagen — altså assistenter og overassistenter — var tilkaldte danskere, på trods af at der netop inden for HK-området gennem en længere periode var uddannet grønlændere. Først i Danmark og dernæst i Grønland. Nu – godt 30 år efter – er stort set alle administrative stillinger i kommunerne (bortset fra nogle AC-stillinger og topledelsen) besat med dobbeltsproget grønlandsk arbejdskraft,” skrev han.

Uddannelsesniveauet i Grønland er stadig langt lavere end i Danmark og resten af Norden. Skolerne – især i bygderne — kæmper med at levere undervisning af acceptabel kvalitet. Grønlænderne lever spredt på mere end 70 lokaliteter, og det er uhyre svært at rekruttere til de mindre bygder.

Grønlands Økonomiske Råd med tidligere overvismand Torben M. Andersen som formand har peget på manglen på uddannelse som en af Grønlands mest graverende udfordringer, men der findes lyse sider.

Stadig flere tager en ungdomsuddannelse. De fem kommuner arbejder sammen med arbejdsgivere og lærere om et større kvalitetsløft støttet af danske fonde. I 2019 åbner på grønlandsk initiativ en gymnasieretning, hvor eleverne skal studere både i Grønland, Danmark, Island og på Færøerne. Seminariet i Nuuk har haft seriøse problemer, men der ryddes op.

Universitetet udvider løbende. Unge grønlandske medicinere kan nu tage en fuld speciallægeuddannelse som almenmedicinere i Grønland. Et tæt samarbejde med DTU skaber dynamik i de tekniske uddannelser, Air Greenland uddanner stadig flere, helt til de sidder i cockpittet, og der er fornyet fokus på de mange professionelle fiskeres og fangeres uformelle kundskaber.

Hvilket land skal Grønland være?

Kompetencebehovet i et fremtidigt, uafhængigt Grønland er vanskeligt at gøre op. I 2016 var der cirka 700 akademikere og andre fagfolk ansat i Grønlands offentlige sektor, som ikke var fra Grønland, og dertil kommer selvsagt et antal i den private sektor. Men det betyder ikke, at man hurtigt kan slutte sig til, hvor stort behovet vil være, hvis Grønland engang skulle blive uafhængigt. 

Ingen ved, hvornår eller om uafhængigheden bliver aktuel. Og det er i øvrigt vanskeligt at forudse, hvordan landets egen befolkning og de udefrakommende vil reagere, hvis dagen engang kommer. Bliver det fx nødvendigt at erstatte de danske soldater i Arktisk Kommando? Eller vil Grønland klare sig uden eget forsvar som Island? Skal alle i et uafhængigt Grønland behandles for alle sygdomme i Grønland, eller vil man finde løsninger i andre lande? Vil grønlænderne lære at leve med et større antal udlændinge iblandt sig? 

Birger Poppel mener ligesom mange politikere i Grønland, at en omlægning af den offentlige forvaltning formentlig vil kunne afhjælpe lidt af behovet. Grønlands administrative systemer er stadig, mener han, “kopisystemer af dansk forvaltning”.

I vores korrespondance foreslår han en anden forståelsesramme:

“Den reelle, relevante udfordring består i at erkende, at det ikke er muligt med en befolkningsstørrelse som den aktuelle at dække alle en selvstændig stats funktioner og opgaver,” skrev han.

Der skal med andre ord træffes mange politiske valg, før man kan præcisere behovet:

”Et overordnet mål kunne være at sikre uddannede grønlændere til en vis andel af jobs i administrationen i selvstyret og kommunerne – herunder udenrigstjenesten, forsvar og kystinspektion, socialvæsen, sundhedsvæsen, uddannelsessektoren, trafiksektoren. Plus de private erhverv: Handel, service, turisme, bygge- og anlæg, fiskeri og fangst og landbrug og mineindustrien,” skrev Poppel.

Antallet ikke afgørende

Lægen Ove Rosing Olsen blev som medlem af Grønlands landsstyre i 1996 den første politisk ansvarlige for hele Grønlands sundhedsvæsen, da Grønland overtog ansvaret fra Danmark. I dag er han ikke længere i sundhedsvæsenet, men han følger nøje med.

“Der er mange grønlandske læger nu, og en del er gået videre som speciallæger. Op mod halvdelen af vores sygeplejersker er grønlændere,” siger han.

Han mener, at det udmærket kan lade sig gøre at uddanne tilstrækkeligt mange i Grønland til at drive en uafhængig stat.

”Alt skal jo ikke være grønlandsk. Vi er nødt til at have en vekselvirkning med andre samfund. Jeg drev sundhedsvæsenet, så det havde en grønlandsk identitet, men det var en multikulturel arbejdsplads,” siger han.

Problemet er i hans optik ikke primært, at befolkningen er lille, men at politikerne ikke vil samle befolkningen i færre enheder og nedlægge nogle af de mindste bygder.

“Ingen tør gøre noget ved det. Det er paradokset i vores samfund. Afstanden mellem befolkning og politikere er så lille, at ingen vil træffe de ubehagelige beslutninger, der skal til, for at få samfundet til at køre bedre,” siger han.

Mangel på kvalificeret arbejdskraft er allerede et tungt problem for mange private og offentlige virksomheder i Grønland. Der mangler alt fra håndværkere, ingeniører, sundhedsplejersker, pædagoger og jurister. Grønland udvikler sig hastigt, og det samme gør mængden af opgaver, der skal løses.