Afhængig?

Test dig selv: Er du arbejdsnarkoman?

29-01-2019
5 min.
Arbejdsafhængighed bunder ofte i andre problemer såsom ensomhed, vaklende parforhold eller dårligt selvværd – problemer, som langstrakte, intense arbejdsuger kan hjælpe med at fortrænge. Foto: Phase4Studios/Shutterstock

Folk, der er decideret afhængige af arbejde, er mere stressede og har en markant lavere livskvalitet, viser ny forskning. Tag testen – og find ud af, om du er en af arbejdsnarkomanerne eller i fare for at blive det.

Du skranter, og du er ikke nærværende. Din kæreste, dine børn og dine gamle venner siger alle, at du arbejder for meget.

Alligevel knokler du bare videre. For hvis du bliver forhindret i at arbejde, bliver du rastløs, og hvis du ikke arbejder mindst 44 timer om ugen, får du skyldfølelse.

Men konsekvenserne kan blive alvorlige. Vennerne falder måske fra, og i værste fald følger familien efter. Men hverken træthed eller sygdom får personer med høj risiko for arbejdsafhængighed til at stoppe med at arbejde, fremgår det af et nyt dansk studie. Og resultaterne viser også, at de arbejdsafhængige er mere stressede og har en markant reduceret livskvalitet.

Det er Mia Beck Lichtenstein, ph.d., psykolog ved Telepsykiatrisk Center, Psykiatrien i Region Syddanmark, og lektor ved Klinisk Institut, Syddansk Universitet, der sammen med sin forskergruppe står bag den nye undersøgelse.

De har oversat en norsk test, der kan bruges til at måle risikoen for arbejdsafhængighed, og har testet den på 671 danskere. De, der slår ud med en ’høj risiko’ for arbejdsafhængighed, arbejder i snit 44 timer om ugen, mens de ’ikke-afhængige’ gennemsnitligt arbejder 36 timer om ugen. Du kan selv tage testen og finde ud af, om du er i farezonen – se boksen længere nede.

”Man arbejder typisk signifikant mere, når man er arbejdsafhængig. Og det er klart – alkoholikere drikker jo også mere end ikke-alkoholikere," siger Mia Beck Lichtenstein.

”Men du kan godt arbejde 50 timer om ugen, uden at det er problematisk. Det kan være, at du hverken har børn eller en familie, du skal hjem til, og at du er et sted i livet, hvor det er det, du gerne vil. Så det handler mere om, om det kommer ud af kontrol; om der skal mere og mere til, før du får den effekt ud af det, som du gerne vil have; om det giver helbredsproblemer; eller om du får konflikter med familie og venner.”

Mia Beck Lichtenstein og hendes forskerhold fandt frem til, at 6,6 procent af de testede personer var ’i høj risiko for arbejdsafhængighed’. Testpersonerne er dog ikke repræsentativt udvalgt, understreger hun. Men et større studie i Norge viser, at risikoen for arbejdsafhængighed blandt nordmænd ligger på 8 procent.

Arbejdsnarkomani er ikke en anerkendt diagnose, men den skal tænkes ind under overskriften ’adfærdsafhængighed’ – et nyere begreb for menneskelig aktivitet, vi kan være afhængige af. Ud over vores arbejde kan vi fx være afhængige af at træne, at spille eller at shoppe, fortæller Mia Beck Lichtenstein.

”Et fælles kendetegn er, at de afhængige får et kick ud af det – men der skal mere og mere til, før det sker, og de får en slags abstinenser i form af uro og rastløshed, hvis de fx ikke arbejder. Og så kan deres afhængighed gå ud over helbredet, familielivet og vennerne.”

Det, der driver dem ud i afhængighed, kan være en flugt fra andre problemer, siger Mia Beck Lichtenstein.

”Det kan være ensomhed, problemer i parforholdet, mobning eller selvværdsproblemer.”

Sammenlignet med andre former for afhængighed kan arbejdsnarkomani være vanskelig at få øje på. 

”I modsætning til fx en alkoholiker eller en ludoman er arbejdet noget, der umiddelbart giver anerkendelse og accept, og derfor kan det være svært på samme måde at afgrænse eller opdage afhængigheden. De fleste af os arbejder otte timer om dagen, mens det er de færreste, der spiller otte timer om dagen.”

Mange er i en gråzone 

Erhvervspsykolog Pernille Rasmussen kan sagtens genkende det, forskerne er nået frem til. Hun har gennem sit arbejde mødt mange arbejdsnarkomaner, og hun har skrevet bogen ’Når arbejdet tager magten’.



”Vi har jo alle brug for at arbejde. Så vi kan ikke være afholdende som fx en alkoholiker. Og vi beundrer jo typisk folk, der arbejder meget og giver den gas. Derfor er vi oppe imod nogle værdier og en kultur, der arbejder den anden vej.”

Pernille Rasmussen oplever, at arbejdsafhængige er ret langt ude, når de endelig søger hjælp.

”De skal stå på en brændende platform – enten fordi de kollapser, eller fordi ægtefællen ikke bare brokker sig, men siger: ’Nu er det nok – jeg vil skilles.’ Ellers er der ingen motivation for dem. For det går jo godt nok – de får en masse fra hånden og får typisk også masser af anerkendelse.”

Og det er svært – mange kan være i en gråzone, siger Pernille Rasmussen.

”Det er jeg da selv i en eller anden grad. Jeg synes nogle gange, det er irriterende, når min kæreste synes, vi skal være sammen, og jeg hellere vil arbejde. Sådan har jeg det tit.”

Tager du så din egen medicin?

”Jeg er meget OBS på det, for jeg ved jo, at det er usundt. Så når jeg er træt eller udkørt, tvinger jeg mig selv til at stoppe, selv om jeg har lyst til at fortsætte. Jeg kan godt styre det – men det er kun, fordi jeg ved så meget om det, og om hvilken skade det kan gøre.”

Ikke anerkendt som lidelse

’Arbejdsnarkomani’ er ikke en diagnose og heller ikke en anerkendt lidelse, men det burde det være ifølge Pernille Rasmussen.

”’Arbejdsnarkoman’ er noget, vi går og siger for sjov. Det handler om kultur – vi hylder jo folk, der arbejder meget. Og når folk endelig søger hjælp, er det på grund af stress – noget, der er kommet meget fokus på i vores samfund, men det er der til gengæld ikke på den bagvedliggende årsag, som netop kan være arbejdsnarkomani.”

I resten af verden er ’arbejdsnarkomani’ heller ikke en anerkendt diagnose. Men i flere lande har man mere fokus på det. I New York, Canada og London er der fx selvhjælpsgrupper for arbejdsnarkomaner – også kaldet Workaholics Anonymous.

Mia Beck Lichtenstein mener, at der skal mere forskning til, før det giver mening at kunne stille en diagnose, der hedder ’arbejdsnarkomani’.

Men én ting er sikker: Hvis du får en høj score på testen i boksen ovenover, skal du tage det alvorligt.

”Vi kan godt grine lidt af det og tænke: 'Hvor skadeligt er det egentlig?' Man føler sig udødelig, når man er i det – ’jeg har styr på det, det er fedt, og det giver mening’. Men hvad nu hvis du ligger med en hjerneblødning om 10 år?” spørger Mia Beck Lichtenstein. 

Kommentér
3
Del Twitter LinkedIn Facebook

Kommenter

Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.