Serie: Tendenser i 2019

Disse fem kompetencer bliver eftertragtede i år

8.1.2019

af

Illustration: Inspiring/Shutterstock

Illustration: Inspiring/Shutterstock

Digitale værktøjer, <em>soft skills</em> og uformel ledelse er blandt de kompetencer, som ifølge to store aktører inden for efteruddannelse vil være efterspurgte blandt djøfernes arbejdsgivere i 2019.

Du skal være autentisk. God til relationer. Du skal være fagligt dygtig, men også have bred forståelse for hele virksomheden. Du skal være omstillingsparat. Og nysgerrig. Og du skal selvfølgelig huske at smile imens.

Listen over arbejdsgiveres krav til ansatte er lang. Det ved man alt om hos Djøf Kurser og Uddannelse og hos Mannaz, der også udbyder kurser og uddannelse til erhvervsaktive med især lange videregående uddannelser.

Serie: Tendenser i 2019

I denne nytårsserie undersøger Djøfbladet, hvilke tendenser der kommer til at præge djøfernes arbejdsliv i det nye år.

Ud over den artikel, du læser nu, kigger vi på:

Djøfbladet har talt med chefen for Djøfs Kurser og Uddannelser, Lena Meyer-Karlsen, og Commercial og Development Director i Mannaz, Martin T. Andersen for at finde ud af, hvilke kompetencer der bliver særligt populære i 2019.

Digitale kompetencer

Som man kunne læse i vores første del af nytårsserien, vurderer den nye chef for Public Affairs i Djøf, Sigge Winther Nielsen, at flere samfundsfagligt uddannede fremover vil sætte sig mere ind i digitale spørgsmål. At flere ansatte er orienterede mod det digitale, er et mønster, man også ser på efteruddannelsesområdet.

”Vi udbyder flere kurser inden for det digitale, og det kommer vi også til i 2019. Medlemmerne bliver mere og mere udfordrede på de digitale kompetencer. Man skal kunne forstå og spille ind i den digitale virkelighed og kunne bruge et stigende antal digitale redskaber i sin dagligdag. Vi kommer alle til at forholde os til, hvad der kræves af os på den digitale front og sikre, at vi er med på beatet,” siger Lena Meyer-Karlsen.

Martin T. Andersen er enig.

”Efter at mennesket i en periode har været i centrum med hensyn til efteruddannelse, er vi nu i en overgangsperiode, hvor teknologien i høj grad er kommet med i centrum. Hvordan skal vi agere i den nye virkelighed? Hvordan skal min adfærd være for at kunne være i den her teknologi?” siger han.

Brede kompetencer

Ifølge Lena Meyer-Karlsen vil vi også se, at djøferne står over for øgede krav og forventninger.  

”Vi skal mestre flere ting end tidligere. Vi har mange medlemmer, som er specialister, og de bliver udfordret på, at deres faglighed ikke længere kan stå alene. Man skal have en bred viden, selvom det så er på et mere overfladisk niveau. Vi ser det bl.a. med jurister, der har en høj faglighed, men i stigende grad indgår i andre sammenhænge og skal kunne forstå og interagere med forretningen,” siger hun.

Soft skills

Soft skills er et af de nyere fremmedord, som har fået stor udbredelse i diverse ledelseslag. En Djøf-analyse, der gennemgik tusindvis af jobopslag for at undersøge udviklingen af kompetenceefterspørgslen på djøf-arbejdsmarkedet, fandt også frem til, at sociale kompetencer – såsom evnen til at samarbejde – var kommet til at fylde markant mere i opslagene fra 2007 til 2017. 

”Vi ser en tendens med soft skills, som har høj prioritet fra arbejdsgiverne. Det har måske tidligere været de hardcore discipliner, som har været populære. Men det er ikke længere nok kun at være fagfagligt dygtig. Man skal også være menneskeligt dygtig,” siger Martin T. Andersen.

Gråzoneledelse

Ifølge Lena Meyer-Karlsen bliver mange organisationer fladere, og flere organisationer arbejder mere projektorienteret. Det betyder, at flere medarbejdere skal navigere i en uformel lederrolle, som ofte er lige så – eller mere – udfordrende end et formelt ledelsesansvar. Når Djøf holder møder om uformel ledelse, er der derfor altid godt pakket på stolerækkerne.

Det billede genkender Martin T. Andersen, som fortæller, at Mannaz i 2019 vil udbyde flere kurser inden for uformel ledelse.

Sjælfuld ledelse

Det er ikke kun konkrete digitale redskaber eller sociale kompetencer, som der vil blive efterspurgt på arbejdsmarkedet i 2019. Også sjælen trænger til udvikling, lyder det fra Mannaz og Martin T. Andersen.

”Vi oplever, at de nye generationer forventer større autenticitet og mere nærvær af nærmeste leder og kollega. Vi ser et stort behov for en større dybde og mening. Vi har kurser som eksistentiel ledelse og andre kurser med mindfulness og meditation, som vi forventer bliver meget populære i 2019,” siger han.

Dokumentation og hurtige resultater

Ifølge Lena Meyer-Karlsen har Djøf-medlemmer fra det offentlige og det private forskellige tilgange til, hvad de forventer at få ud af efteruddannelse.

”Uddannelser med ECTS har fortsat stor værdi i det offentlige. Det ser vi bl.a. på diplomuddannelserne, som ofte indgår i langsigtet karriereplanlægning. I det offentlige handler det i større udstrækning om at dokumentere og synliggøre sine kompetencer. I det private handler det i højere grad om at få nogle arbejdsredskaber, som man kan bruge i en konkret arbejdssituation, og som skaber hurtige resultater,” fortæller hun. 

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet