”I slutningen af 90’erne – og især efter 11. september, da bekymringen i Danmark over den øgede immigration tog til – begyndte frygten for velfærdsstatens ydelser også at vokse i visse dele af befolkningen. Men det var ikke en frygt, de etablerede partier tog alvorligt, og derfor opstod der et slags politisk vakuum i vælgermarkedet, fordi der var en gruppe, som ingen rigtig talte til, og som Dansk Folkeparti lynhurtigt spottede. De udnyttede den bekymring til at etablere en helt ny politisk platform, der argumenterede for en stærk velfærdsstat, men også for en økonomisk politik, der ikke kunne blive ved med at brødføde alle, især ikke indvandrere. Den strategi ramte plet hos nogle af de klassiske arbejdervælgere, der havde betalt skat hele livet, men havde en stigende bekymring for ikke at få deres del af kagen, fordi samfundsøkonomien blev tiltagende presset. Dermed voksede en helt ny type højrefløjspolitik frem i Danmark, der forenede anti-immigrationstiltag med en stærk velfærdsstat, og som siden er blevet den danske højrepopulismes varemærke,” siger Sasha Polakow-Suransky og fortæller, at den særlige politiske platform inden for forskningen kaldes velfærdschauvinisme, fordi den argumenterer for bevarelsen af en stærk velfærdsstat, men kun for samfundets egne indfødte borgere.