Protester mod eliten retter vreden mod de forkerte

Eliten er i disse år under heftig beskydning. Donald Trump gik til valg på at ’dræne sumpen’ og tømme Washington for en liberal elite. De gule veste indtog de franske gader pga. forhøjede benzinpriser – og hvad de mente var en regering, som så stort på deres interesser. Og Brexit handlede bl.a. om tage kontrollen tilbage fra et elitært bureaukrati.

Men er eliten den rette syndebuk?

Hvis man spørger ph.d.-stipendiat ved Institut for Statskundskab på Syddansk Universitet, Mads Andreas Elkjær, er svaret nej. Han befandt sig sidste år på Harvard University i USA og forskede i, hvordan elitens indflydelse påvirker demokratiet. Det er der kommet to forskningsartikler ud af, som lige nu er i ’peer review’ ved anerkendte tidsskrifter. Den ene har han for nylig vundet Djøf Forlags forskerpris for.

Mads Andreas Elkjær når i artiklerne frem til, at det ikke er eliten, der bestemmer politikken, hvilket ellers er en udbredt antagelse i forskermiljøet. Nej, faktisk er det middelklassen, som holder den økonomiske politik i et jerngreb. Det har vist sig at koste dyrt for de fattigste. Men det kommer vi tilbage til.

Dem, der egentlig bestemmer

Vi begynder med lidt af en gåde. Når de, der forsker i penge og politik, undersøger overklassen, middelklassen og underklassens ønsker til den økonomiske politik og holder dem op imod den førte politik, er det overklassen, som klart får sine ønsker bedst igennem. Det er et billede, som går igen i alle vestlige demokratier – også Danmark.

Men man ved reelt set ikke, hvorfor det er tilfældet. Forskerne har forskellige bud. Måske har det noget at gøre med mængden af penge i politik. Måske er det, fordi de rige er bedre repræsenteret i de nationale parlamenter. Måske har det noget med uddannelse at gøre.

Mads Andreas Elkjær køber ikke disse forklaringer. For i en dansk kontekst, hvor vi har stærke fagforeninger, statsstøttede politiske partier og høj økonomisk lighed, giver det ikke umiddelbart mening, at eliten – forstået som de økonomisk mest velstillede – skulle dominere politikken.

I en af sine videnskabelige artikler belyser Mads Andreas Elkjær derfor elitens dominans fra en ny vinkel. I artiklen bekræfter Elkjær – og medforfatteren Torben Iversen, der er professor på Harvard University – de øvrige forskeres data: De riges ønsker kommer bedst til udtryk i den førte politik. Men – og det er et stort men – det er kun på kort sigt, at det er de rige, der får flest ønsker opfyldt. Når man ser over en lang årrække, er det faktisk middelklassen, hvis ønsker til politikken bliver føjet mest.

Demokratiet længe leve

Det tyder altså på, at de rige bestemmer den økonomiske politik på kort sigt, mens middelklassen bestemmer politikken på lang sigt. Det bringer os tilbage til gåden. Mads Andreas Elkjær og Torben Iversen har nemlig en anden forklaring på, hvorfor de rige bestemmer mest på kort sigt. Og svaret er, at det gør de ikke – det ser bare sådan ud.

Deres forskning viser nemlig, at det ikke er de riges penge, magt eller indflydelse, der fører til, at de får deres ønsker opfyldt på kort sigt. Deres ønsker til politikken bliver opfyldt, fordi de simpelthen er bedre informeret om økonomien.

Mainstream-økonomisk tænkning fortæller os, at når økonomien er i lavkonjunktur, er der behov for at pumpe flere penge ind i økonomien, mens der i højkonjunktur kan være behov for at bremse økonomien lidt. Og dette ved de rigeste. Derfor flugter deres kortsigtede ønsker til økonomien med politikernes. Men det er tilfældigt. Det er ikke, fordi de har mere at skulle sige end de andre grupper.

I en anden artikel undersøger Mads Andreas Elkjær, hvordan denne ’informationsteori’ passer i en dansk kontekst. Han finder, at de andre forklaringer – at de rige er bedre repræsenteret i politik eller påvirker politikken med deres penge – ikke forklarer, hvorfor det kun er på kort sigt, at de rige får deres ønsker opfyldt. Desuden er forklaringen om information den eneste, der holder, hvis man ser på tværs af alle de vestlige lande. For alle steder gælder det, at de rige har større økonomisk viden. Men det gælder ikke i alle lande, at der er mange penge i politik eller større repræsentation af rige i de nationale parlamenter.

”Selvom vi ikke kan konkludere, at vi har ret med absolut sikkerhed, så har de andre forskere meget svært ved at få deres forklaringer til at passe med data.”

Det betyder ikke, at de riges penge ikke i visse tilfælde kan købe dem indflydelse hos politikerne. Men dette sker så forholdsvis sjældent, at det ikke kan være hele forklaringen.

Og det er rigtig godt nyt, mener han. For det betyder, at der ikke som sådan er noget galt med demokratiet i Danmark eller i andre vestlige lande for den sags skyld. De rige køber sig ikke til magt og indflydelse hos politikerne. Der er ingen grund til at storme Christiansborg.

Middelklassen bestemmer

De, der til gengæld har indflydelse, er middelklassen. På den lange bane er det nemlig middelklassen, hvis ønsker er bedst repræsenteret i den økonomiske politik, viser de to forskeres undersøgelse. Dette kommer blandt andet til udtryk ved omfordeling af rigdom.

”I 1985 brugte vi i Danmark omkring 19 procent af BNP på sociale udgifter, hvorimod vi bruger omkring 29 procent i dag. Det er altså en markant stigning i udgifter, der har store omfordelende effekter. Dette er alt andet lige i middelklassens interesser, fordi de får gavn af omfordeling, hvorimod de rige i høj grad finansierer omfordelingen igennem betaling af skatter.”

Middelklassen ønsker i højere grad end de rigeste at omfordele rigdommen. Og det har de i stigende grad haft held med i alle vestlige lande. Men hvorfor er det lykkedes middelklassen? Det er det, ifølge Mads Andreas Elkjær, af en ’simpel’ grund. 

Da politiske beslutninger ikke kan favorisere alle ligeligt, er de nødt til at være baseret på, hvad man i forskningen kalder ’Majority Rule’, som betyder, at flertallet bestemmer. Hvis man vil have flertallet, er man nødt til at få fat i medianvælgeren. Hvis man forestiller sig, at alle vælgere i Danmark står på en række, så den mest højreorienterede står yderst til højre og den mest venstreorienterede står yderst til venstre, så er medianvælgeren den midterste af alle. Derfor må de politiske partier vinde midten, hvis de vil besidde flertallet.

”Middelklassen bestemmer koalitionsdannelsen i dansk politik, og det samme gælder i hvilket som helst avanceret demokrati. Man kan altså ikke lave regering og føre politik uden at have støtte fra middelklassen,” siger han.

Det er derfor, den økonomiske politik på langt sigt matcher med middelklassens ønsker. Det er en af årsagerne til, at vi i Danmark ser Venstre og Socialdemokratiet nærme sig hinanden så meget, forklarer Mads Andreas Elkjær. For de ved, at det parti, der vinder de afgørende vælgere i middelklassen, vinder magten. 

De fattige står udenfor og kigger ind

Middelklassen bestemmer altså, men hvad med de fattigste? Det afhænger helt af, hvem middelklassen laver alliancer med. Hvis de partier, der har fat i middelklassen, søger opbakning fra venstrefløjen, der traditionelt set repræsenterer de fattigste, kan det tænkes, at de fattige også vil komme til orde.

Over de seneste mange år har vi dog set, at middelklassen ikke laver alliancer med venstrefløjen, men med højrefløjen, der traditionelt set kan siges at repræsentere de velstående. I Danmark har vi fx i 14 ud af de seneste 18 år haft en centrum-højre-regering.

”Vi har i Europa set flere centrum- højre-regeringer i de seneste årtier, og det tyder på, at middelklassen i højere grad laver politiske koalitioner med de mere velhavende. Grunden kan være, at risikoen for at blive fattig er faldet, så middelklassen har færre incitamenter for at have meget generøse velfærdsydelser, der er målrettet de fattigste,” siger han.

Hvis man følger Mads Andreas Elkjærs argument, får Trump-vælgerne, De gule veste og de britiske borgere ammunition til påstanden om, at de ikke bliver hørt eller inkluderet. Men de peger fingeren det forkerte sted hen. Det er nemlig ikke eliten, der med deres penge og indflydelse har korrumperet politikerne. Måske er det snarere middelklassen, der har ignoreret de fattiges ønsker til fordel for de rige.

Selvom det kan være sprængfarligt for sammenhængskraften i vestlige demokratier, er det ikke i sig selv et demokratisk problem, understreger Mads Andreas Elkjær.

”Det er ikke nødvendigvis et demokratisk problem, at de mindst velstillede ikke bliver hørt. Det er jo flertallet, der bestemmer. Det kan være frustrerende for de fattigste, men det er sådan, demokratiet fungerer,” siger han.

Det betyder ikke, at fx De gule vestes demonstrationer i Paris’ gader ikke repræsenterer en reel udfordring, men det betyder, at demokratiet trods alt fungerer efter hensigten. Og hvis de fattigste føler sig ekskluderet fra magtens cirkler, er det ikke eliten, men derimod middelklassen, som skal have skylden.