Ødelagt af arbejdet? Det er dit eget problem

Anders har så mange papirer fra sin psykiske arbejdsskadesag, at hvis han lagde dem i forlængelse af hinanden, ville det svare til højden på næsten 3 x Rundetårn. Og der kommer stadig nye til.

Anders kæmper efter flere år stadig med mén efter en psykisk arbejdsskade. Han er en af de psykisk skadede djøfere, som Djøfbladet har fortalt om i en serie artikler om psykisk arbejdsskade. Han arbejdede 50-60 timer om ugen. Sideløbende tog han sin kandidatgrad. Og så knækkede han. I dag er det ikke kun angsten, trætheden og en lav stresstærskel, han kæmper med.

Han og alle de andre djøfere, vi har talt med, var før både velfungerende og hårdtarbejdende. Men de har måttet slås for at dokumentere, at de er syge, at de har taget skade, og at det er arbejdets skyld.

I dag kæmper de for deres ret i tre forskellige systemer:

1. Hos kommunen for at få sygedagpenge
2. Hos pensionsselskabet for at få midlertidig invalidepension
3. Hos Arbejdsmarkedets Erhvervssikring for at få anerkendt arbejdsskaden.

Hvert område rummer sine udfordringer, som er krævende for personer, der er hårdt ramt mentalt. Og mødet med systemerne efter sygemeldingen begynder typisk hos kommunen.

System nr. 1: Kommunen

Hvis du bliver ramt af en psykisk arbejdsskade, vil du på et tidspunkt komme i kontakt med kommunen. Enten fordi arbejdsgiveren anmoder om sygedagpengerefusion, eller fordi du selv anmoder om sygedagpenge, når du er blevet fyret fra dit job eller selv har sagt op.

Kommunens opgave er at fastholde din tilknytning til arbejdsmarkedet og hurtigst muligt få dig tilbage i arbejde.

Men der kan være stor forskel på, hvordan den enkelte kommune og den enkelte sagsbehandler håndterer dig og din sag. Blandt dem, vi har talt med, har Anders været glad for sin sagsbehandler, mens Linda Clod Præstholm og Mikael Hansen har haft en noget mere anstrengt relation til deres respektive kommuner.

Mikael Hansen arbejdede som embedsmand, da han gik ned med stress. Efter længere tids sygemelding hjalp Djøf ham med at få forhandlet en fritstilling på plads. Og så havnede han i jobcentrets mølle.

Til trods for at han på eget initiativ og med lægens støtte var i gang med et stressreducerende mindfulnessforløb og træningsprogram, blev han sendt på CV-kursus, til udredning, til endnu et behandlingsforløb i mindfulness og et træningsprogram samt et kursus i ’bedre søvn’. De sidste to fik han dog aflyst.

Efter længere tids tovtrækkeri mente kommunen, at han godt kunne arbejde. Og hvis han ikke kunne, ville de overføre ham til kontanthjælp. Han var faktisk ved at miste sine sygedagpenge, da han ikke havde en aktiv arbejdsskadesag, som i givet fald kunne have sat hans sag i bero hos kommunen.

For at få ro fra jobcentret overvejede Mikael at raskmelde sig. Også selvom han ikke var rask. Han var dog så heldig at få bevilget en midlertidig invalidepension fra JØP, hvilket betød, at han kunne melde sig ud af jobcentrets system og koncentrere sig om at få det bedre.

Ligesom Mikael valgte Linda Clod Præstholm at raskmelde sig. Hun var hårdt ramt af stress og kunne hverken arbejde, læse, eller koncentrere sig mange minutter ad gangen. Men kravene fra jobcentret gjorde det endnu værre.

“Det er utroligt opslidende og psykisk nedbrydende at være i rollen som sygemeldt og uarbejdsdygtig. Jeg blev presset fra alle ledder og kanter og set ned på som én, der ikke ville arbejde, og som en psykisk syg, der skulle gøres klar til arbejdsmarkedet,” siger Linda Clod Præstholm.

Møderne med kommune og jobcenteret var en kamp, siger hun.

“Det har krævet enormt mange kræfter af mig. Og jeg har kunnet se min fremgang gå to til tre måneder tilbage hver gang.”

Linda Clod Præstholm endte med at køre to klagesager over kommunens afgørelse, som hun fik medhold i.

Både Mikael Hansen og Linda Clod Præstholm kunne melde sig ud af jobcentrets mølle, fordi de havde fået en pose penge via system nr. 2: Pensionskassen.

System nr. 2: Pensionskassen

Hvis du som Linda og Mikael har en pensionsordning med en tilknyttet invalidepensionsdækning, kan du som psykisk arbejdsskadet gøre brug af den – vel at mærke, hvis pensionskassen vurderer, at du er så skadet, at du ikke kan arbejde. I JØP skal du fx have mistet to tredjedele af din erhvervsdygtighed.

Vi har tidligere nævnt Anders. Han er gået ned med både stress og depression flere gange. Senest for fire år siden. I dag har han fået tilkendt sin tredje midlertidige invalidepension i JØP og har et flexjob, hvor han arbejder 10 timer om ugen.

Anders har vist os den stak dokumenter, han har udvekslet med JØP gennem årene. Den vejer 1,5 kilo – og så har han endda ikke taget alt med. Papirstakken vokser, hver gang han tager hul på endnu en ansøgning. Og for hver gang stakken vokser, tærer det på ham. Derfor ville Anders ønske, at han kunne få en varig invalidepension, så der ikke hele tiden lå en uvished i luften om, hvorvidt han kan få den forlænget, når den udløber.

“Et andet problem er, at jeg hele tiden skal sendes til vurdering hos deres lægekonsulent. Anden gang ønskede lægekonsulenten en ‘second opinion’ hos en anden psykiater. Det var vel at mærke, efter at jeg havde fået tilkendt et flexjob, hvor der havde været en lang række ‘second opinions’. Jeg ved ikke, hvor mange gange der er blevet kigget på mig og min sag for at belyse, hvad Anders kan,” fortæller han.

Udredningerne slider på ham. Hvis bare pensionskassen brugte de informationer, som allerede findes, ville det gå lidt nemmere, mener Anders.

I de fleste sager bruger man dog de informationer, som er tilgængelige, siger afdelingschef i JØP, Linda Ankerstjerne. Hvis JØP’s tilknyttede lægekonsulenter vurderer, at der ikke er nok viden til at lave en vurdering, beder de om yderligere information, fx en speciallægeerklæring. Det er dog langtfra i alle tilfælde, siger Linda Ankerstjerne.

Og når det kommer til de midlertidige invalidepensioner, understreger Linda Ankerstjerne, at man har en forpligtelse til at sikre sig, at ansøgeren har krav på at få forlænget sin invalidepensionsudbetaling, både af hensyn til det enkelte medlem og resten af pensionskassens medlemmer.

Det er alle JØPs medlemmer, der betaler for invalidepensionerne gennem deres forsikring.

Ifølge Yun Ladegaard, der er psykolog og forsker i psykisk arbejdsmiljø ved Københavns Universitet, kan der være gener og belastninger forbundet med at have en psykisk arbejdsskadesag kørende.

“Man risikerer at være i kontakt med forskellige aktører om de samme ting. Hvor den udredning eller de dokumenter, man har fået det ene sted, ikke kan bruges det næste sted. Det kan kræve en del mental energi, hvilket selvsagt er særligt udfordrende for skadelidte med psykiske skader,” siger Yun Ladegaard.

Vi har også fortalt om anonyme 'Søren', der fik tre blodpropper, stress og en depression efter at have arbejdet for meget i for mange år og under usunde forhold. Han havde det så dårligt, at han intet kunne, og derfor var det hans kone, der stod for al kontakt med forskellige myndigheder. Det gjaldt ikke mindst det tredje af systemerne: Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.

System nr. 3: Arbejdsskadesystemet

Både Søren, Linda og Mikael anmeldte deres psykiske arbejdsskade til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES). Det hed tidligere Arbejdsskadestyrelsen, og det er her, borgere kan søge om erstatning, hvis de er kommet til skade på deres arbejde.

Det er lægens pligt at anmelde borgeres arbejdsskader til AES. Og for mange, der er ramt af en psykisk arbejdsskade, har det stor betydning, at myndighederne rent faktisk anerkender, at de er blevet psykisk skadede af at gå på arbejde.

Men spørgsmålet er, om det overhovedet er værd at prøve at få anerkendt sin arbejdsskade. Flere af de mennesker, vi har talt med i forbindelse med artiklerne, har fortalt, at de er blevet vejledt til at lade være med at anmelde en psykisk arbejdsskadesag. For sandsynligheden for at få den anerkendt og få en erstatning er så tæt på nul, at det ikke er det værd. Faktisk får kun to procent anerkendt en psykisk erhvervssygdom, der ikke er relateret til krig. 

Og hvorfor er det så ikke kampen værd? De, der vejleder i dén retning, gør det, fordi de ved, hvor hård en proces det er at komme ígennem.

En arbejdsskadesag kan tage rigtig lang tid, hvis den ikke bliver afvist i første omgang. Sørens arbejdsskadesag tog over fire år. Den gennemsnitlige sagsbehandlingstid for de sager, der når længst i systemet, inden de bliver afvist, er ifølge AES 2,8 år. Et tal, der ikke inkluderer ankesager.

Mens sagen behandles hos AES, risikerer du igen og igen at blive konfronteret med din arbejdsgivers udlægning af det forløb, der førte til din arbejdsskade. Og det er sjældent rar læsning. Ifølge Djøfs juridiske enhed vil arbejdsgivere typisk ikke anerkende, at de har et ansvar for den psykiske belastning, og derfor optrappes konflikten yderligere. Og det kan virke meget voldsomt, når man i forvejen er psykisk sårbar.

Derudover kan man forvente at skulle udredes af endnu en speciallæge. Og i sidste ende ender man formentlig med at tabe. Djøfbladet har kun kendskab til to djøfere, der har vundet sådan en sag.

Du må klare det selv

Så selvom du er blevet ramt af en psykisk arbejdsskade, kan du altså ikke få myndighedernes ord for det. Man bliver hevet i fra jobcenteret, som forsøger at finde ud af, hvornår man kan komme tilbage på arbejdsmarkedet. Hvis man er heldig, får man tilkendt en midlertidig invalidepension.

Efter at deres arbejdsskadesager er overstået, har de djøfere, vi har talt med, ikke længere været den person, de var før deres sygdom. De tjener meget mindre. De arbejder meget mindre – hvis de overhovedet gør det. De har svært ved at koncentrere sig. De har svært ved at fungere ‘normalt’ i sociale sammenhænge. De trækker sig og foretrækker stilheden.

Ifølge psykolog Yun Ladegaard mangler der i sundhedssektoren en tovholder eller ressourceperson, der holder kontakten til de andre aktører. Nogle gange tager fagforeningen den rolle, men det er kun nogle gange.

“Når du har en psykisk arbejdsskade, har du ofte ikke ret mange ressourcer rent mentalt, og du skal navigere i et system, der er meget kompliceret. Derfor er det en fordel at have adgang til hjælp fra en person, der kender systemet og de forskellige aktører,” siger Yun Ladegaard. 

Line Aaberg er socialrådgiver og rådgiver djøfere, der pga. sygemelding – typisk efter stress, depression eller hjernerystelser – har en eller flere sager kørende med kommunen.

Hun er hyret af Djøf til at råde og vejlede, men ikke til at tage med til møder og ’tage’ hele sagen. Og hun går ikke ind i anmeldelse af arbejdsskadesager.

Det meste af det klarer den enkelte selv eller med hjælp fra en ægtefælle, fortæller Line Aaberg.

”Men jeg tror da bestemt, det ville være dejligt, hvis man havde en ankerperson, der kunne være med til holde styr på det hele. Man bliver jo stresset af at relatere til fem forskellige steder og huske på, ’hvor skal jeg hen, og hvorfor skal jeg det?’ Samtidig er der et jobcenter, der bider én i haserne hver fjerde uge. Og det er dybt uforeneligt med stress.”

Selvom Anders, Linda, Mikael og Søren ikke har haft en ressourceperson, har de været heldige at have en veninde, kæreste eller kone, der har støttet dem hele vejen. For ‘systemet’ har snarere end at hjælpe dem på fode igen gjort dem endnu mere syge.