"Jeg har aldrig tvivlet på, at jeg kunne måle mig med mine kolleger"

Jeg får det dårligt, når der dumper et eller andet fra Ældresagen ind. Jeg ser ikke mig selv som pensionist. Jeg er stadig i fuld vigør og følger med i, hvad der sker fagligt, og skriver til politikerne, hvis der er noget, jeg synes, de skal have fokus på.

Det værste af alt ville være at bo i et ældrekollektiv. Jeg vil gerne være et sted, hvor der er unge mennesker og børn. Heldigvis har jeg seks børn og 20 børnebørn.

Jeg overvejede at blive journalist og blev også tilbudt at blive journalistelev på Demokraten i Aarhus, der den gang var crème de la crème inden for journalistikken. Men jeg havde ikke rigtig lyst til at forlade København og mine venner.

Jeg var dygtig i skolen, og begge mine forældre var akademikere, så det lå i luften, at jeg skulle læse videre. Så jeg startede på sociologi. Men på Socialforskningsinstituttet, hvor jeg havde et studenterjob, så jeg en undersøgelse, hvor nogle skolebørn var blevet spurgt: ’Hvem kan du ikke lide at lege med i din klasse?’ Men sådan et spørgsmål er jo med til at forstærke mobning blandt børn, så det var medvirkende til, at jeg stoppede på studiet og tog ud på en lang rejse med min søster. 

Da jeg kom hjem, var jeg blevet gift med en amerikaner, og kort efter fik jeg mit første barn. Det første år med min søn begreb jeg ikke, hvordan andre kunne lave andet end at passe et barn – der er jeg så blevet klogere hen ad vejen. Jeg fik hurtigt et barn til. Men så ville jeg læse igen.

’Ved du hvad – du skal læse jura’, sagde én af mine venner til mig: ’Det er det nemmeste af alt. Du skal bare møde op et par timer, så går du hjem og læser til næste dag.' Og det var fuldstændig rigtigt, det kunne jeg godt klare med små børn. På det tidspunkt var jeg blevet skilt. Jeg er heldigvis B-menneske, så når jeg havde lagt børnene om aftenen, kunne jeg forberede mig til næste dag. Men det har da af og til været svært at få det til at hænge sammen.

Det ville under ingen omstændigheder kunne lade sig gøre at få seks børn i dag. Tænk bare på kontakten til skolen. Vi havde et årligt forældremøde og én samtale om vores eget barn. Men nu er der, jeg ved ikke hvor mange arrangementer, hvor man også lige skal medbringe sin egen lækre ret. Og der er endog nogle klasser, hvor forældrene holder fester sammen uden børnene.

Jeg ville gerne have været forsvarsadvokat. Det var min drøm. Men i mellemtiden havde jeg fået nogle flere børn, og jeg kunne jo se, hvor meget de unge fuldmægtige arbejdede. Så jeg er blevet hængende på universitetet i alle de år – undtagen ét, hvor jeg var dommer i Østre Landsret. Men det var lidt for passiv en rolle for mig. Det var spændende, fordi det var et nyt emne hele tiden, men man sidder jo bare der og lytter dag ud og dag ind – okay, man kommer selvfølgelig til fadet til sidst. Men jeg savnede fordybelsen.

’Hvis de stærke hjælper de svage, så gavner det alle’ – det har altid ligget dybt i mig. Det lå i min opdragelse, at vi skulle hjælpe de kammerater, der var mindre privilegerede. Det har mine børn også gjort. Jeg har dog siden tænkt, at ét eller to af mine børn nok også kunne have haft brug for at blive hjulpet frem for at hjælpe andre. Man skal sørge for, at man ikke stiller for store krav til hverken sig selv eller sine børn.

Jeg har aldrig tænkt, at jeg ikke var god nok. Og jeg har aldrig tvivlet på, at jeg kunne måle mig med mine kolleger. Jeg kunne da godt se, at der var nogle piger, der var kønnere, end jeg var, men så måtte jeg bare være sjov og nem at snakke med. Men jeg er heller ikke vokset op med sociale medier.

Jeg er altså ingen tilhænger af kvoter. Jeg går ikke ind i noget, hvor jeg bliver spurgt, bare fordi jeg er kvinde. Og når jeg i de senere år er blevet opfordret til at være med i et udvalg eller sidde i et råd, har jeg specifikt spurgt, om det er, fordi de vil have en kvinde med. Det er rigtigt, at den første kvindelige betjent og den første kvindelige brandmand fik deres at slås med og måtte være dobbelt så dygtige som mændene for at få respekt. Men det var de så.

Én ting, jeg har lært, er, at begavelse ikke gør det alene. Det er ikke nok, at du har et godt hoved. Hvis du ikke har en eller anden form for rygrad, kommer du ingen vegne med dit gode hoved.

Jeg har hørt mig selv sige retssikkerhed, jeg ved ikke hvor mange tusinde gange i mit liv. Hvor vigtigt det er, at de studerende forstår, at der på det straffeprocessuelle område skal være ligevægt mellem vores lyst til at bo i et trygt samfund og den retssikkerhed, der skal være for os alle sammen og hermed også for de mistænkte. Men nogle gange tænker jeg: 'Laver vi de regler så indviklede, fordi der skal være arbejde til jurister, der kan forklare dem til andre?' Et eksempel er Udlændingeloven, som næsten ikke er til at læse for almindelige mennesker – selv for jurister er den meget vanskelig. Der bliver bare fyldt på hele tiden.

Hvis et eller andet parti bad mig om at blive justitsminister, så ville jeg sige ja på stedet. Sådan har jeg tænkt i mange år. Dog ikke til Dansk Folkeparti – der ville jeg ikke være minister ret længe, før jeg røg ud. Men helt fra Konservative, Venstre over Socialdemokratiet og ud på venstrefløjen, der ville jeg havde sagt ja lige med det samme.

Jeg fortryder nok lidt, at jeg ikke har forsøgt at få et tættere samarbejde med mine kolleger. Jeg har aldrig skrevet en fælles artikel, og jeg har kun én gang skrevet en bog sammen med en anden, men der skrev vi bare hver vores halvdel, og det er jo ikke at arbejde sammen. Men jeg vil nok have det lidt for meget på min måde.

Det er nok også derfor, jeg aldrig er blevet politiker. Politik er jo fyldt med kompromisser. Og jeg tror, jeg ville have svært ved at sluge alle de kompromisser. Jeg synes, det er tidsspilde at diskutere dit og dat i stedet for at gøre det, som jeg nu synes skal gøres.

Det ærgrer mig, at jeg ikke sagde: ’Jeg går ikke, før der er en ny i min stilling.’ Jeg var 70 år, men kunne godt være blevet. Der er nu tre professorer i strafferet, men ikke en professor i straffeproces – og det synes jeg er sølle. Det bekymrer mig, at politikerne kun ser den ene side af Justitias vægt. Det er klart, at der skal være et hensyn til befolkningens tryghed, men de ser ikke den afvejning, der må være mellem tryghed og retssikkerhed.

Fortalt til Tine Santesson