Brevkassen

Skal jeg fortælle til jobsamtaler, at jeg er gravid?

29.8.2019

af

Illustration: Djøf

Illustration: Djøf

"Jeg har netop fundet ud af, at jeg er gravid i 8. uge, samtidig med at jeg for tiden går til en del jobsamtaler. Så kære Djøf, skal jeg fortælle til samtalerne, at jeg er gravid?"

Jeg har netop fundet ud af, at jeg er gravid i 8. uge, samtidig med at jeg for tiden går til en del jobsamtaler. Et jobskifte nu passer som ’fod i hose’ med det, jeg stiler efter i karrieren. Graviditeten – har jeg besluttet – skal ikke stå i vejen for det, jeg vil med nyt arbejde og mere udviklende ansvar. Så kære Djøf, skal jeg fortælle til jobsamtalerne, at jeg er gravid, eller er jeg mon dømt ude, indtil jeg er igennem fødsel og orlov?

Kære jobsøger

Tillykke med graviditeten. Og pøj-pøj med familieprojektet.

Det er heldigvis ikke alle arbejdsgivere, der fravælger kandidater på grund af graviditet. Men desværre er sandsynligheden for, at en arbejdsgiver fravælger dig, selvom du er kvalificeret til jobbet, på grund af din graviditet overhængende og måske også størst. Desværre og i øvrigt ikke lovligt.

Så nej, du behøver ikke nævne undervejs i rekrutteringsprocessen, at du er gravid. Og har arbejdsgiveren den frækhed at spørge ind til dine familieplaner, så er svaret naturligvis, at det ikke er tilfældet. Du skylder både dig selv og din eventuelt kommende arbejdsgiver, at rekrutteringsprocessen ikke bliver fyldt med unødig støj.

Og familieplaner er som nævnt unødigt støjende i forhold til, om du kan løfte den udbudte opgave. Sådan er reglerne. Så her er det ok at omgå, at arbejdsgiveren søger unødvendig viden, han ikke kan/må bruge, når han vurderer dig til stillingen. Så hold fast, hold fortsat fokus på at spille dig stærkt ind i dit næste gode job med dine styrker og din motivation.

Med andre ord: Gør, hvad du kan for at vinde ansættelseskontrakten i rekrutteringsprocessen.

Har du personligt – hvad jeg antager, du har overvejet – brug for, at der er ’rene linjer’ mellem jer, inden du tiltræder, så vil jeg anbefale, at du undervejs i rekrutteringsprocessen får nævnt dine lykkelige omstændigheder. Men jo altså så desværre med den risiko, at arbejdsgiveren får det til at passe sammen med, at stillingen ’så er gået til en anden og en lige lidt mere kvalificeret kandidat end dig’. Hvornår det gode tidspunkt i rekrutteringsprocessen er at fortælle om din situation, afhænger af mange forskellige, konkrete forhold. Men sympatisk vis senest inden arbejdsgiveren har tilbudt dig jobbet.

Går du ad den første vej og starter i jobbet uden at have nævnt det, så husk, at senest tre måneder før termin har du pligt til at informere om din graviditet. Og senest otte uger efter fødslen skal du informere om dine barselsplaner.

Erfaringsmæssigt vil jeg anbefale dig at være forberedt på, at arbejdsgiveren reagerer ikke-professionelt og uhensigtsmæssigt (dog ikke alle trods alt). Så vær som udgangspunkt forberedt på dét.  Tag det ikke personligt, vær overbærende og forstående, hvis du kan. Og du kan evt. forberede en beroligende, god strategi for, hvad du kan bidrage med ift. at hjælpe din arbejdsgiver med håndtering og overlevering af opgaver i dit fravær og evt. være hjælpsom omkring rekruttering af en vikar. Så vær fleksibel.   

Hvad du beslutter dig for, beror i den sidste ende på den konkrete situation: Hvad har du oplevet undervejs i rekrutteringsprocessen? Hvad er din nye arbejdsgiver for én? Hvordan er den opgave, du skal løse i stillingen, sårbar ift. fx dit kommende barselsfravær? Og hvordan er det ift. den rolle, du i øvrigt får med dit nye job? Hvordan er den nye organisations kultur omkring dette? Etc.

Når du ved mere om alt dette, så tag gerne en sparring med en af Djøfs rådgivere. Så finder du sammen med os en god strategi for, hvordan du konkret tackler dette videre.   

Fortsat go’ jobjagt!

/ Frederik Iuel 

Skriv til brevkassen

Skriv til Djøfs panel af rådgivere, hvis du har spørgsmål om ansættelsesforhold, karrieremuligheder, overenskomster, regler og lovgivning, faglige netværk eller andet, der optager dig i forbindelse med arbejdsliv eller studier.

Vi bringer et udvalg af spørgsmål og svar. De indsendte spørgsmål kan eventuelt blive forkortet eller lettere redigeret.

Send dine spørgsmål til bladet@djoef.dk. Husk også at skrive dit fulde navn og mailadresse til brug for redaktionen og rådgiverne. Hvis du ønsker, at dit spørgsmål i bladet bliver underskrevet med pseudonym i stedet for navn, bedes du gøre opmærksom på det.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet