Anonymt CV
19.6.2019
af
Mads Matzon
Illustration: Mascha Tace/Shutterstock
I Malmø vil kommunen vide så lidt om sine jobansøgere som overhovedet muligt. Derfor trykker HR-afdelingen på en digital trylleknap, der skal gøre det lettere at møde ansøgerne uden fordomme. Det er dog muligt at snyde knappen.
En 32-årig mand med fin adresse og et danskklingende navn eller en 64-årig kvinde med en mindre fin adresse og et udenlandsk navn. Kan du se dem for dig, og hvem af dem vil du helst ansætte?
Hvis det står til politikerne i kommunen Malmö Stad, skal du slet ikke have mulighed for at stille dig selv det spørgsmål. Der arbejder rundt regnet 26.000 mennesker i kommunen, og hvert år slår de omkring 8.000 stillinger op, som de får ca. 150.000 ansøgere til. Fra maj i år har kommunen kørt en forsøgsordning, hvor personoplysninger bliver støvsuget ud af ansøgernes CV’er.
”Billede, bopælsadresse, navn, personnummer og køn. Alle de oplysninger er skjulte, når vi sidder i det første led af processen og læser ansøgninger, som er kommet ind til os,” fortæller Emma Lind.
Hun arbejder i HR-strategisk afdeling i Malmö Stad og har til opgave at følge forsøget og evaluere det.
Emma Lind forklarer, at forsøget bunder i en politisk beslutning om at rense første del af rekrutteringsprocessen for forudindtagede meninger. Fordomme skal ikke påvirke, hvem der kommer videre i processen, og ingen skal diskrimineres. Tiltaget skyldes bl.a. svensk forskning, der viser, at man har betydelig større sandsynlighed for at blive indkaldt til jobsamtale, hvis man har et svenskklingende navn, end hvis man har et arabiskklingende navn.
Rent praktisk fjerner de oplysningerne i ansøgernes CV gennem et enkelt tryk på en knap i deres rekrutteringssystem. En simpel IT-løsning, som dog ikke fanger alle uønskede personoplysninger. Det er nemlig ikke muligt at fjerne afslørende oplysninger i den motiverede ansøgning.
”Det kan jo stadigvæk godt være, at der er en ansøger, der skriver: ’Hej, jeg hedder Emma, og jeg er 30 år gammel.’ Så det er ikke 100 procent sikkert, at vi ikke kommer til at se en personoplysning, men vi gør, hvad vi kan for at undgå det,” siger Emma Lind.
Kommunen skriver derfor i sine jobannoncer, at den arbejder med anonym udvælgning, og derfor bliver ansøgerne bedt direkte om ikke at skrive personoplysninger i selve ansøgningen. De skal i stedet fokusere på at skrive om deres relevante kompetencer og erfaringer.
I foråret sagde CBS-professor Sara Louise Muhr til Djøfbladet, at vi i Danmark bør gøre noget tilsvarende for at skabe mere lige vilkår uanset køn. Men den anonymiserede proces virker ikke til at have vundet indpas ret mange steder herhjemme.
Partiet Alternativet har dog i en periode eksperimenteret med en anonym jobsøgningsproces. Det har imidlertid ikke været muligt at få en uddybning om partiets erfaringer inden deadline.
Danmarks største kommune, Københavns Kommune, oplyser til Djøfbladet, at der ikke er nogen aktuelle planer om at følge den svenske nabokommunes eksempel.
Ledige stillinger