Her får du ikke kød i kantinen

Det er frokosttid på Nørrebro i København. Ude skinner forårssolen, og indenfor er tre kokke i gang med at gøre maden klar i Mellemfolkeligt Samvirkes kantine. Menuen står på Sopa de Mondongo. En ret, der er lige så mellemfolkelig, som den lyder. Medarbejderne i København skal nemlig spise en vegetarisk suppe fra Nicaragua.

En af kokkene, Marlene B. Lindgaard, har en halveret avocado tatoveret på underarmen. Hun fordeler suppen fra en stor gryde over i mindre skåle. De første medarbejdere, som drysser ind i kantinen, henter en skål suppe og en skål med ris og bønner i køkkenet. Ude ved frokostbordene deles flere kolleger om skålene. Maden er lavet med så mange lokalt producerede grøntsager som muligt, og bortset fra et par fiskeretter om måneden er maden altid vegetarisk.

Handling i stedet for snak

Tim Whyte er generalsekretær i -Mellemfolkeligt Samvirke. Han forklarer, at klimakampen optager organisationen meget. De er derfor gået over til den vegetariske frokostordning, fordi grøntsager som udgangspunkt udleder mindre CO₂ end kød.

”Det handler om, at vi selv handler på noget af det, som vi snakker om. Det handler om at se på, hvad vi selv kan gøre for at støtte en grøn omstilling,” siger han.

Medarbejderne var selv med til at beslutte, at der kun skulle grøntsager på frokostbordet, igennem deres samarbejdsudvalg. Derefter blev tre hold kokke inviteret ud for at imponere de ansattes smagsløg. Det kokkehold, som flest stemte på, blev valgt til at drive kantinen, og det har de nu gjort i et års tid. Kokkene har givet sig selv den udfordring ikke at servere den samme ret to gange, og det er indtil videre lykkedes.

Ifølge Tim Whyte er langt de fleste medarbejdere glade for maden, selv om der selvfølgelig også er nogle, der savner kød en gang imellem. En påstand, Djøfbladets udsendte efterprøver med en tur rundt i huset efter frokosten.

Ned i den lokale shawarmabiks

På stort set alle kontorer er folk glade for frokosten, også selv om mange ikke er vegetarer derhjemme. Det lykkes dog at finde et kontor med to mænd, der ikke altid føler, at de bliver helt mætte, når de ikke får kød til frokost. De skynder sig dog at understrege, at maden i kantinen smager virkelig godt.

”Men fx en suppe som i dag kan godt være lidt svær at spise sig mæt på,” fortæller den ene.

Han røber også, at han og kontormakkeren en gang imellem smutter ned i den lokale shawarmabiks i stedet for i kantinen. Han skyder på, at der måske er omkring 10 i organisationen, der til tider søger andre steder hen for at få kød.

Det har generalsekretær Tim Whyte det helt fint med:

”Folk må jo spise, leve og tænke, som de vil. Vi har bare truffet en beslutning om, at vi sammen forsøger at gøre noget for bæredygtigheden, når vi spiser i vores kantine.”

Han ser det ikke som en krænkelse af medarbejdernes rettigheder, at de skal spise vegetarisk. Madordningen bliver nævnt i Mellemfolkeligt Samvirkes jobannoncer, og Tim Whyte har endnu ikke oplevet ansøgere, der har reageret negativt på udsigten til kun at spise grønt til frokost. Han kan heller ikke se et problem i, at organisationen tager klimaansvar på medarbejdernes vegne.

”Det gør arbejdspladser jo hele tiden, men ofte med omvendt fortegn. Hvis du er på en arbejdsplads, hvor der foregår en masse ubæredygtige ting, er du jo også indlagt til at være en del af det. Og det sætter vi ikke rigtig spørgsmålstegn ved, for det er jo normen,” siger han.

Flyrejser er smertensbarnet

Men ét er maden i kantinen. Mellemfolkeligt Samvirke er en organisation, som de seneste 75 år har brugt kræfter på at skabe møder på tværs af landegrænser. Møder, der uundgåeligt har krævet en hel del flyrejser.

”For os er det helt store smertensbarn spørgsmålet om flyrejser. Det er en udfordring at finde ud af, hvordan vi kan rejse med respekt for de udfordringer, vi har i dag, hvor flytrafik er en af de helt store klimasyndere,” erkender Tim Whyte.

Organisationen har derfor ekstra fokus på at få medarbejderne til at overveje, hvorvidt en flyrejse er nødvendig, eller om et møde i stedet kan klares over computeren.

”Det er hele tiden en balance. Meget af vores arbejde kan man simpelthen bare ikke gøre på samme måde fra en computerskærm. Der skal man gerne ud og være til stede i slummen i Nairobi eller i en landsby i Bangladesh.”

Mellemfolkeligt Samvirke har også et ungdomsrejseprogram, der hvert år sender omkring 1.400 unge mennesker ud til udviklingslande.

Har det overhovedet nogen betydning, at I spiser vegetarisk, når I flyver så meget, som I gør?

”Det er jo ikke sådan, at hvis man ikke har gjort alting, så må man ingenting gøre. Vi skal alle sammen gøre så meget, som vi kan. Det er heller ikke en mulighed slet ikke at handle på klimaudfordringerne.”