Nyt Job

Kristian leder et netværk, der omsætter for 40 milliarder

2.4.2019

af

Foto: Danish Sound Network

Foto: Danish Sound Network

Mere end 30.000 arbejder i den danske lydbranche, og der er fin plads til ekstra djøfere, der kan se et forretningspotentiale i ny teknologi. Det fortæller lydnørden Kristian Krämer, der er ny leder af branchenetværket Danish Sound Network.

Kristian Krämer er oprindelig it-uddannet, men har også en baggrund som musiker og har sit eget studie. Han er selverklæret lydnørd blev for nylig leder for netværket Danish Sound Network, der organiserer virksomheder, forskningsmiljøer og offentlige organisationer, som alle beskæftiger sig med lyd.

Blandt medlemmerne er B&O, Brüel og Kjær, som laver verdenskendte måleinstrumenter, og høreapparat-industrien, hvor tre danske virksomheder står for over 50 procent af det globale marked.

Samlet arbejder over 30.000 mennesker i Danmark med lyd, og branchen omsætter for knap 40 milliarder om året.

"’Danish Sound’ er et brand i sig selv. Min opgave er at varetage de danske virksomheders og forskningsmiljøers interesse og sikre, at de lærer af hinanden, og at vi brander dansk lyd ude i verden,” forklarer Kristian Krämer.

Er der jobpotentiale i lydbranchen for djøfere?

”Teknologien udvikler sig hele tiden. Så der er vildt stor efterspørgsel på at blive bedre til at kunne forstå teknologien og omsætte den i en brugerorienteret verden. At få koblet noget forretning på. Det er i hvert fald noget, som en del af djøferne vil kunne gøre.”

Hvorfor er det vigtigt, at Danish Sound Network eksisterer?

”Selv om den danske lydindustri er stor, så er vi det eneste dækkende branchenetværk, der findes til at holde sammen på hele lydbranchen og hele det danske lyd-økosystem.”

Hvad laver du helt konkret i dit arbejde?

”Lige nu sidder jeg og er ved at lave vores månedlige nyhedsbrev, som formidler, hvad der sker i branchen. Jeg er også med til at arrangere udlandsture, hvor vi tager danske virksomheder med ud for at møde potentielle samarbejdspartnere. Og så er jeg med til at arrangere en kæmpestor årlig konference, hvor hele branchen mødes og bliver inspireret af hinanden.”

Er det djøf-arbejde?

”Det vil jeg mene. Det handler rigtig meget om at have forståelsen for, hvad der giver noget på bundlinjen for virksomhederne. Mit job handler meget om forretning, innovation, facilitering af et netværk og selvfølgelig også noget administration.”

Hvor mange kolleger har du?”

”Lige nu er vi i en transformation, hvor vi er gået fra at have været fem i sekretariatet, til at det lige nu kun er mig. Den statslige bevilling, som netværket var finansieret af, udløb nemlig sidste år. En af mine opgaver lige nu er at udvikle en ny strategi og finansieringsmodel for netværket.”

Hvor arbejder du fra?

”Jeg arbejder tit på mit kontor hjemme i Aarhus. Jeg er også rigtigt meget ude til møder i landet, og jeg rejser en del. Jeg har også kontor i Struer hos Sound Hub Denmark, hvor jeg minimum sidder én gang om ugen.”

Hører du musik, når du arbejder hjemme på kontoret?

”Det gør jeg næsten altid. Det er hyggeligst med en LP, der kører i baggrunden. Så skal man også lige op og vende den engang imellem.”

Kristian Krämer

2019- Netværksleder i Danish Sound Network

2018-19 Projektchef og ansvarlig for internationalisering i Danish Sound Network

2016-18 Leder af Interactive Denmark

2016-18 Projektchef i Filmby Aarhus

2007-15 Forskellige stillinger hos Alexandra Instituttet

2008 Cand.it.

ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet