Forsker: ”Hvis nogen siger, der er et problem, så er der et problem”

I forrige uge indførte Københavns Universitet en nultolerancepolitik over for sexchikane og anden krænkende adfærd. Politikken nåede kun lige at blive præsenteret, før en aktuel sag skabte heftig debat.

Kort før årets studiestart havde det juridiske fakultets ledelse nemlig bedt tutorerne genoverveje en udklædningsfest, der skulle indgå i introforløbet. Tutorerne havde lagt op til, at de nye studerende skulle klæde sig ud som bl.a. indianere, mexicanere og white trash. Udklædningskategorierne gik imidlertid over stregen ifølge tre studerende, der klagede til ledelsen, fordi de følte sig krænket af de valgte temaer.

Universitetets håndtering af sagen er af kritikere blevet betegnet som et knæfald for amerikansk-inspireret identitetspolitik og som et udtryk for farlig selvcensur.

Men det kan sagtens give mening, at universitetet beder tutorerne om at ændre udklædningskategorierne til en fest. Studiestart handler nemlig om, at alle bliver inkluderet og får en god oplevelse.

Det fortæller ph.d.-studerende ved Institut for Antropologi på Københavns Universitet, Mette My Madsen, som netop har afsluttet sin ph.d. om studiestartskulturer. Ifølge hende opstår problemer som disse ofte i relation til studiestarten, når tilgangen er, at alle studerende skal igennem det samme som en del af socialiseringen i den nye kultur.

Uløseligt problem

Men netop fordi alle skal det samme, er der også en fare for, at nogle ikke bryder sig om de forskellige aktiviteter. 

”Hvis man har en tilgang, der opfordrer til, at alle skal igennem det samme på samme måde, og 90 procent synes, det er fedt, så står man med 10 procent, der synes, det eksempelvis er krænkende og forkert. Og det er en uløselig situation,” siger hun.

Selvom nogle taler om, at visse studerende er for nærtagende, har man ikke desto mindre et problem, man er nødt til at løse.

”Hvis nogen siger, at der er et problem, så er der et problem. I hvert fald hvis målet er, at man gerne vil inkludere alle,” siger Mette My Madsen.

I et år har hun i et feltstudie fulgt både nye studerende og tutorer fra Danmarks Tekniske Universitet. Her opdagede hun, at der bliver arbejdet meget bevidst med inklusion.

”Da jeg undersøgte DTU’s studiestart, så det ud, som om folk skulle de samme ting. Men hvis man går i detaljen, er der sindssygt mange undtagelser, og det er ofte de ældre studerende, der står for at kommunikere det. De siger: 'Det er superfedt, at I ikke vil det, så kan vi lave noget andet imens,'” siger hun.

Mette My Madsen betoner, at inklusion ikke kun handler om, at alle skal igennem de samme ting, men om, at man er i stand til at indoptage forskelle i en gruppe.  

Sige ja eller sige fra

Prodekan på Jura på Københavns Universitet, Stine Jørgensen, mener dog ikke, at problemet nødvendigvis handler om, at man ikke kan indoptage forskelle.

”Vi skal nødig derhen, hvor der er nogle, der har behov for at sige fra. Vi skal skabe aktiviteter, som har et positivt formål. Der sker en socialisering, som er ganske vigtig. Den må vi anerkende. Det er et særligt overgangsritual, og man bliver indført i et nyt system. Det er rigtig vigtigt,” siger Stine Jørgensen.

Hun indrømmer, at debatten er kommet bag på hende. Men for hende handler studiestart om, at alle skal have en god oplevelse. Derfor vil man i ledelsen fremadrettet være mere aktiv i diskussionen med de studerende.

”Det er vigtigt at tænke på, hvilket miljø man skaber for de unge, og lige præcis den drøftelse har rykket sig af mange årsager. Eksempelvis Metoo-debatten. Det er blevet en aktuel problemstilling. Vi drøfter så meget i de her forberedelsesting, men det her havde vi ikke set komme. Vi havde ikke på forkant fået diskuteret de her ting,” siger hun.

Hun mener, at man nu er bedre klædt på til at tackle disse spørgsmål i fremtiden. 

"Vi er nu opmærksomme på problemstillingen og har god tid til at tale med vores studerende og studiestartskoordinatorer om at skabe et godt og inkluderende studiestartsmiljø, og om hvilke rammer diskriminationslovgivningen sætter i forhold til chikane som en særlig diskriminationsform," siger Stine Jørgensen.