Thea studerer lov og orden i det ydre rum

Hvem ejer månen? Fik Amerika ejerskabet, da de plantede flaget i 1969?

”Nej, for ingen nationer må eje rummet,” siger Thea Flem.

Hun er jurastuderende i Holland, hvor hun studerer på kandidaten i luft- og rumlovgivning. Men hvis ingen nationer må eje rummet, er der vel ikke mange paragraffer at gnave sig ned i?

Og så alligevel, for selvom The Outer Space Treaty fra 1967 tilsiger, at ingen nationer må eje dele af rummet. Det må virksomheder heller ikke. Men alle må bruge og udforske rummet, og det har sat gang i en form for moderne rumkapløb.

For universet er stadig uudforsket – også juridisk, og det betyder, at der venter en kamp forude mellem reguleringer og innovation. Protokol og profit. Ja, faktisk er den allerede begyndt.

Miner i rummet

Elon Musk sendte 6. februar 2018 en Tesla-bil ud i rummet med en mannequindukke bag rattet og David Bowie-musik i højtalerne, og selvom der er langt fra svævende biler til koloniseringen af Mars, ligger spørgsmålene om fremtidens vildeste forretningseventyr stadig ubesvarede.

Den amerikanske kongres vedtog i 2015 et ’space act’, som gør det lovligt for amerikanske virksomheder at udvinde værdifulde materialer fra asteroider, hvilket giver frie tøjler til de største virksomhedsgiganter. Samtidig dikterer The Outer Space Treaty, at nationer står til ansvar for deres virksomheders gøren og laden i rummet, hvilket indbefatter forbuddet mod at forurene rummet og ’other celestial bodies’, hvilket er en kategori ,som asteroider falder ind under.

“Staterne har interesse i at lave rumlovgivning, som er mere kommercielt rettet,” fortæller Thea Flem.

“Space Mining er noget, som formentlig kommer til at ske inden for en nærmere fremtid, og selvom det endnu ikke er aktuelt, er der så mange penge på spil, at det politiske pres allerede eksisterer.”

Dansk rumlov

Danmark fik sin første rumlovgivning i 2016, og selvom vores lille nation ikke er frontløber inden for rumfart, er universet stadig på den danske to-do-liste over områder, der skal styrkes. Vi har eksempelvis et rumkontor under Uddannelses- og Forskningsministeriet, og den 8. oktober finder Danmarks allerførste rumkonference sted i DGI-byen i København.

Men hvad er det så, man beskæftiger sig med derude i rummet, og hvorfor er det vigtigt med lovgivning?

”De internationale rumtraktater er meget prægede af en forventning om, at teknologien vil udvikle sig,” siger Thea Flem.

”Den gamle rumlov fra 1967 er kun skrevet omkring stater, men i dag ser vi store virksomheder bedrive rumfart, og det har skabt det, man kalder ’New Space’, som nødvendiggør, at der findes nogle internationale lovgivninger, som stiller krav til de private operatører. De nationale lovgivninger giver imidlertid mulighed for at specificere disse krav, så de passer til nationens respektive rumfart.”

Den danske rumlovgivning er særligt vigtig, for hvis en privat aktør skulle træde i rumnælderne med store omkostninger til følge, vil ansvaret stadig hvile på staten.

”Det er helt atypisk i forhold til folkeretten. Selvom der er risiko for, at staterne skal betale nogle astronomiske erstatningsbeløb, har de oftest et ønske om at beskytte deres rumindustri, således at man hindrer, at aktiviteterne går helt i stå.”

Rumskrald uden regler

Det er imidlertid ikke altid nemt at vide, hvem der står med ansvaret, når fejlen er sket et par kilometer uden for jordskorpen.

”I rumlovgivning skelner man mellem to former for ansvar. A: De uheld, der sker på jorden, når en raket eller satellit falder ned eller lander forkert, og B: Det, der sker ude i det ydre rum. Mens det første ansvar ofte er nemmere at placere, er det langt sværere at finde bevisbyrde for det, der sker ude i rummet.”

Og det skaber en form for juridisk grænseland.

”Mange af procedurerne er ikke fastsat, og der sker en stor udvikling inden for det, der hedder soft law. Der findes endnu ingen bindende traktater for rumskrald, men der bliver vedtaget nogle guidelines.”

Hun giver et eksempel på et af de store problemer, som man for tiden står over for i rummet:

”’Space debris’ eller ’rumskrald’ er et rigtigt stort problem lige nu, fordi vi har mange satellitter, som hænger i den nederste del af jordens kredsløb. Der skal derfor iværksættes nogle initiativer, som kan minimere rumskraldet. Det Europæiske Rumagentur har eksempelvis skabt en prototype på en lille satellit, som skal fange andre flydende og ødelagte satellitter i et net.”

Det er den slags, som Thea Flem roder med til daglig.

”Noget af det, som jeg skal skrive speciale om, er ’On Orbit Satelite Servicing’, som går ud på, at man sender rumobjekter op for at reparere og give brændstof til gamle satellitter, der ellers er ude af funktion, så de kan komme i gang igen, og så man slipper for at sende flere satellitter af sted.”

Nye veje i juraen

I sommer var Thea Flem i praktik på International Space University. Her fik hun mulighed for at blive ’assistant to the director’ i et forløb på ni uger, hvor deltagere fra hele verden lavede et projekt, som skal løse nogle af de opgaver og problemer, der allerede findes og måske kommer til at opstå ude i rummet.

”Det er ingeniører, jurister, økonomer, arkitekter og biologer, der alle sammen gav deres bud på et projekt. Det er et kæmpe netværk, og ham, jeg var assistent for, har haft en høj position i Nasa, så det er en fantastisk mulighed for at komme tættere på rumverdenen, så jeg som jurist også kan tale det praktiske sprog.”

Fra september står den på en trainee-stilling hos Det Europæiske Rumagentur.

”Jeg har fået en plads i deres udbudsretsafdeling for ’human spaceflight and science’. Det er den afdeling, som beskriver en opgave i rummet, som skal løses, og så ellers vælger den bedste udbyder på en løsning gennem en konkurrenceproces.”

Og der er mange behov, som skal tilgodeses.

”Som jurist skal man også tænke på, at det her er en helt særlig industri, hvor teknologien udvikler sig enormt hurtigt. Den sikre løsning er ikke nødvendigvis den bedste, men industrien har stadigvæk brug for den sikkerhed, som reguleringen kan give – vil fremtidige rumfartsturister turde at komme op i en raketbus, hvis reguleringen ikke fungerer?”

Det var bl.a den slags, som Thea Flem skrev opgaver om på Københavns Universitet.

”Jeg skrev om rumturisme og om den autorisation og det ansvar, man skal leve op til. Skal det være meget tekniske krav ligesom luftfart, fordi rumturisme indeholder elementer af det samme, eller skal man forsøge at undgå at kvæle innovationen og udviklingen ved at lave løsere reguleringer og lægge juraen tættere op ad den mindre faststøbte rumjura? Det er jura i grænselandet, og det er spændende at være med til at gå en ny vej i et uudforsket territorium.”

Theas dagbog: Fire dage med kamp om Mars

Mandag: Ugen startede med en konference på det portugisiske advokatkontor VdA. Her fik vi bl.a. præsenteret den nye portugisiske rum-lov, og selvom det kan virke som et lokalt emne, så er det netop i de nationale rumlovgivninger, at det meste af den juridiske udvikling sker.

Det er de kontroversielle rumlove fra Luxembourg og USA gode eksempler på. De åbner nemlig op for adgang til ’space mining’, selvom der på internationalt plan er uenighed om lovligheden heraf. Vi mødte nye, men også mange velkendte personer fra industrien og den akademiske verden, som vi har mødt på konferencer rundt omkring i Europa eller har haft som gæsteforelæsere på vores universitet. Det er virkelig fedt at være en del af dette rum-netværk, der mødes på tværs af alder og erfaringer.

Tirsdag: Selve processpillet startede. Programmet var opdelt således, at vi første dag argumenterede for sagsøger (staten Neapilia), og anden dag for sagsøgte (staten Kalvion). Mit hold bestod af Antonio fra Italien og Vicky fra UK/Sydkorea. Vi havde opdelt det således, at Vicky og jeg procederede for sagsøger. I dag var det mod det finske hold som sagsøgte.

Onsdag: Om onsdagen bakkede jeg op fra sidelinjen, da mine holdkammerater Antonio og Vicky procederede for Kalvion som sagsøgte mod Wien som sagsøger. Som Kalvion skulle vi denne gang overbevise retten om, at opvarmning af rummet var en ulovlig handling, da det skader et ellers beskyttet miljø.

Før afsløringen af semifinalisterne mødtes jeg med et hollandsk dokumentarhold, der er i gang med en serie om kolonisering i rummet. I indslaget nåede jeg heldigvis at understrege, at selvom vi nu rigtig gerne ville vinde, var det vigtigste det netværk, vi har fået af at deltage, samt en unik mulighed for at prøve vores rumlovgivningsviden af i en retssagskontekst. Måske lidt dårlig timing med al den mediebevågenhed, da vi desværre ikke gik videre i konkurrencen, men sådan er livet jo nogle gange.

Torsdag: Slutningen på en lang og begivenhedsrig forberedelsesproces! Hviderusland og Bulgarien gik videre til finalen, og førstnævnte endte som meget velfortjente europæiske vindere, der går videre til verdensfinalen i oktober. Vi sluttede af med en gallamiddag med dommere og deltagere, som jeg glæder mig til at møde igen til flere spændende rumevents! Selvom sagen naturligvis er fiktion, var det en god øvelse i at forstå, hvordan de juridiske principper kan gælde for begivenheder, som måske får deres endelige form engang i fremtiden. Alt i alt en fantastisk og meget lærerig oplevelse.