Ny bog vil aflive unødig frygt, men overser vores vigtigste grund til at være bange

Som Steffen Andersen og Hans Jørgen Nielsen skriver i deres nye bog, så lever vi i en tid, hvor den gennemsnitlige levealder stiger, og hvor der er færre drab, mindre vold og færre dødsfald i forbindelse med krige end tidligere i historien. Alligevel synes vi altså at leve i det, som sociologen Frank Furedi har kaldt en frygtkultur, hvor den irrationelle frygt blomstrer på bekostning af mere nøgterne risikoafvejninger.

Det er denne irrationelle frygt, som Andersen og Nielsen ønsker at forstå i ’Farligt’, og som de også håber, at vi – bl.a. inspireret af deres bog – fremover vil lade os styre mindre af, end tilfældet er i dag. Men som forfatterne også gør opmærksomme på, så er det slet ikke så let at komme hinsides frygten, heller ikke selvom man egentlig godt ved, at der ikke er noget at være bange for.

Bogen er fyldt med eksempler på både nutidige og historiske tilfælde af irrationel frygt og virksomme skræmmekampagner i forhold til nye teknologier. Forfatterne beskriver ligeledes, hvordan den irrationelle frygt fra tid til anden også kan få tag i dem – hvordan de eksempelvis ikke ville lade deres børn gå i vandet en dag ved Vesterhavet, fordi en haj var blevet observeret 300 km derfra.

Når hajangreb og lignende usandsynlige fænomener fylder meget i vores bevidsthed, skyldes det ifølge Andersen og Nielsen bl.a., at vores hjerner spiller os et puds. Med politologen og økonomen Herbert A. Simon peger de på, at vi kun har en begrænset rationalitet. Vi bruger derfor ofte vores mavefornemmelse eller intuition, når vi skal afgøre, hvad der er farligt. Det vil dog i mange tilfælde være uhensigtsmæssigt, fordi de informationsfiltre og beslutningsregler, vi anvender for at kompensere for vores begrænsede hjernekapacitet, kan få os til at se farer, hvor der reelt ingen er – og altså også til at frygte meget usandsynlige hændelser som et hajangreb ved den jyske vestkyst.

Om usandsynlige farer

Vores hjerner leverer dog ikke hele forklaringen på den stigende frygt. Når vi i dag ikke har en følelse af at leve i en mere tryg og sikker verden end tidligere i historien, så skyldes det også, at mange af de vigtigste samfundssystemer og aktører har interesse i at tale usandsynlige farer og risici op i stedet for at beskrive dem mere nøgternt. Forfatterne tager i bogen fat på de systemlogikker, der er på spil, når medier, organisationer, politikere m.fl. overdriver fænomeners farlighed. Politikere kan vinde valg ved at understrege, hvor farligt noget er, og de kan tabe dem, hvis ikke de vil anerkende farerne – eller ikke vil sætte nok ressourcer af til at bekæmpe dem. Organisationer kan tilsvarende hverve medlemmer, mens medierne kan booste seer-, lytter- eller læsertal ved at fokusere på og overdrive farer. Bogen viser fint, hvordan de enkelte delsystemers logikker forstærker hinanden og får fænomener til at fremstå farligere, end de i virkeligheden er.

Forfatterne er i deres syn på moderniteten tydeligvis inspireret af eksempelvis den svenske læge og statistiker Hans Rosling og specielt den canadiske Harvard-psykolog og modernitetsoptimist Steven Pinker. På linje med ham mener Andersen og Nielsen heller ikke, at der er nogen grund til at gå rundt og frygte en tidlig død på grund af terror, vacciner eller GMO’er (genetisk modificerede organismer, red.). Deres hovedbudskab er, at vi skal droppe bekymringerne, have tillid til det teknologiske og videnskabelige fremskridt og åbne vores øjne for det faktum, at Europa i dag er et langt mere sikkert og trygt sted at være end nogensinde før i verdenshistorien.

Kant OG argumenter

Hvem bogen præcis henvender sig til, er ikke helt klart. Den er skrevet i en lidt kæk stil og fyldt med anekdoter og små illustrationer. Forfatterne forsøger også at gøre svært stof lettere tilgængeligt igennem eksempelvis alternative fortællemetoder, som dog indimellem virker rigelig pædagogiske. Bogen vil givet virke provokerende på mange, men skønt bogen har kant, gør Andersen og Nielsen sig hele vejen igennem umage med at argumentere for deres synspunkter.

Man kan kun give forfatterne ret i, at den irrationelle frygt sammen med den voksende skepsis i forhold til autoriteter og særligt videnskaben er et af vores tids mest interessante sociologiske fænomener. Derfor er det også lidt ærgerligt, at forfatterne ikke går mere i dialog med den allerede eksisterende litteratur på området, end tilfældet er. Ulrich Beck, Anthony Giddens, Frank Furedi, Mary Douglas, Paul Slovic, Brian Wynne og mange andre ville hver på deres måde have kunnet bidrage med interessante og relevante perspektiver på bogens emner.

Man kan i øvrigt også sætte spørgsmålstegn ved bogens grundlæggende tese om, at vi bekymrer os for meget. Vores største problem er måske ikke den overdrevne frygt for terror eller hajangreb, men den manglende bekymring for det, der vel er tidens største reelle fare, nemlig den globale opvarmning. På trods af videnskabelig dokumentation for en ny menneskeskabt storfare, der reelt kan ændre livet på jorden, som vi kender det, så synes den mest udbredte holdning over for denne fare at være apati.

At der med den globale opvarmning faktisk er noget at være bange for, synes hævet over enhver rimelig tvivl. Det paradoks kommer forfatterne kun kort ind på i slutningen af bogen.